Slås-kultur skaber ro
På pædagoguddannelsen har Emil Blok Olesen valgt ‘sundhedsfremme og bevægelse’. For ham har det især været inspirerende at lære om slåskamps-kultur
Vi stillede en madras på højkant, og så gjaldt det bare om at tonse ind i den. For fuld kraft uden at tænke på, at om lidt så rammer du den altså. Og det var en ret fed oplevelse, hvor der gik lidt konkurrence i at ramme så hårdt som muligt, så man fløj tilbage. Det gav et adrenalinboost, og bagefter kunne jeg mærke, at jeg blev meget mere rolig. Sådan beskriver Emil Blok Olesen en af de undervisningsdage, han har været mest begejstret for i valgfaget – eller kompetenceområdet, som det egentlig hedder – sundhedsfremme og bevægelse.
– Vi er vant til at sige, at børn endelig ikke må kæmpe og slås. Men det kan være rigtig godt at skabe nogle arenaer, hvor de kan få aggressioner ud på en god måde, og hvor kampen kan blive en leg, siger han.
Emil Blok Olesen har altid selv været fysisk aktiv i fx dans og boldspil, men i ‘sundhedsfremme og bevægelser’ handler det om at kunne sætte andre i gang.
– Og her er der ingen fast opskrift. Man kan få en masse ideer og inspiration, men det skal altid afpasses til det eller de enkelte mennesker, man er sammen med, siger han.
Som eksempel nævner han en oplevelse i praktiktiden, hvor han var på et botilbud for voksne udviklingshæmmede. Her var det svært direkte at bruge de lege, han havde lært i slåskultur, for de voksne udviklingshæmmede ville ikke kunne forstå det, hvis han fx bad dem løbe ind i en madras. Men selve ideen om at skabe et rum, hvor der kan tonses og brændes energi af, kunne han godt bruge.
Den rette kommunikation
Der var en trampolin på bostedet, og her gik Emil Blok Olesen flere gange ud med en bestemt beboer.
– Og hvis du skal have en borger i gang med en aktivitet, så skal du altså også selv være i gang, så jeg hoppede selvfølgelig sammen med ham. Her var det ikke noget med at slå saltoer og den slags, men noget med at hoppe op og lande på numsen.
Og så brugte jeg elementer fra slåskulturen, så vi prøvede at se, hvem der kunne ramme hårdest og få den anden højst op i luften. Det syntes han var rigtig sjovt, fortæller Emil Blok Olesen, der også erfarede, at aktiviteterne på trampolinen hjalp den udviklingshæmmede mand til bagefter at blive mere rolig.
– Jeg tror altid, at jeg har været opmærksom på vigtigheden af at skabe rum til fysisk aktivitet
– men jeg er nok blevet endnu mere opmærksom på det efter, at jeg har haft sundhedsfremme og bevægelse. I forhold til den udviklingshæmmede mand handlede det også meget om at kommunikere på den rigtige måde.
– Han havde ikke særlig meget sprog, og jeg fandt ud af, at det ikke virkede ikke særlig godt, hvis jeg fx sagde: ‘Kom! Skal vi ikke ud på trampolinen. Det er rigtig sjovt’, for det blev han bare forvirret af. I stedet skulle jeg bare vinke ham med mig ud til trampolinen – og så kunne han jo komme, hvis han havde lyst, og lade være, hvis han ikke ville.