icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Statistik

Store forskelle i anbringelsesmønstre

Postnummeret spiller tilsyneladende en rolle for, om et barn anbringes i familiepleje eller fx kommer på døgninstitution. En forklaring på forskellene er, at nogle kommuner har svært ved at skaffe nok familieplejere

  • Af Maria Rørbæk
  • 18-2016 /

En ting er sikkert: Barnet kan ikke længere bo hjemme hos sine forældre. Men hvor skal det så hen? I familiepleje? På døgninstitution? Eller noget helt andet?

Når socialrådgivere skal finde svar på det spørgsmål, spiller det tilsyneladende ind, hvor de er ansat. Når man kigger på Ankestyrelsens nyeste anbringelsesstatistik (med tal fra 2014), er der i hvert fald endog meget store forskelle på anbringelsesmønstrene i landets kommuner.

I de kommuner, hvor familiepleje er mest brugt, er det således 82 pct. af de anbragte børn, der er i en eller anden form for familiepleje, mens billedet er lige omvendt i den kommune, der bruger familiepleje mindst: Her er kun 22 pct. af de anbragte børn i familiepleje, mens 78 pct. altså er i en anden form for anbringelse.

Der skal dog tages forbehold for, at den kommune, der anvender familiepleje mindst (Dragør), også er en kommune med meget få anbragte børn, nemlig ni, så her kan det være tilfældighederne, der spiller ind.

Når man kun kigger på kommuner med mere end 50 anbragte børn, er Gribskov den kommune, der anvender familiepleje mindst – og her er 35 pct. af de anbragte børn i familiepleje.

Det kommunale selvstyre

Med statistikken i hånden kan det være svært at finde en forklaring på de store forskelle. I hvert fald har professor Inge Bryderup fra Aalborg Universitet tidligere konkluderet:

‘Forklaringen er kort sagt – det kommunale selvstyre’. Der er ingen ‘fælles træk at spore blandt de kommuner, der især vælger at anbringe i almindelig familiepleje – dette gælder både små og store kommuner, by- og landkommuner samt kommuner med relativt høj og relativt lav andel af anbragte’ (Prikken ‘Det kommunale selvstyre – bogstavelig talt’ i Socialpædagogen nr. 23/2015).

For at komme nærmere en forklaring har nærværende fagblad derfor lavet en rundringning til en række af de kommuner, der skiller sig ud ved henholdsvis at bruge familiepleje relativt meget – og relativt lidt. Og der bliver givet mange forskellige begrundelser, som spænder fra kultur og tradition til bekymringer for sammenbrud i anbringelsen og vanskeligheder med at rekruttere familieplejere.

Målrettet indsats

Sammen med Brønderslev Kommune ligger Nyborg helt i top, når det gælder omfanget af familieplejeanbringelser i forhold til andre anbringelser. Her er 82 pct. af alle kommunens anbragte børn anbragt i familiepleje. Socialchef Trine Eegholm er tilfreds og siger:

– Vi har ligget i top i mange år med omfanget af familieplejeanbringelser, og det er resultatet af en målrettet indsats. Vi afsøger først og fremmest altid mulighederne for at anbringe børn i familiepleje i netværket, og hvis det ikke er muligt, går vi efter familiepleje i nærområdet. Der vil være nogle børn, som ikke kan komme i familiepleje, og som anbringes på vores døgninstitution, men så tilstræber vi, at det er for en afgrænset periode. Herefter kan de muligvis komme i familiepleje.

Også i Brønderslev bliver den høje andel af familieplejeanbringelser forklaret med et bevidst og strategisk valg. Børne- og familiechef Inge Gorm Andersen siger:

– Kun i de ganske få tilfælde, hvor vi ikke kan finde en plejefamilie, der matcher et bestemt barns behov – fx på grund af store handicap – vælger vi en anden løsning. Men det er så også vigtigt at sige, at plejefamilierne ikke står alene. Vi lægger stor vægt på opkvalificering og har fx to årlige kursusdage for familieplejere, ligesom vi gør meget ud af supervision. Loven siger jo, at vi mindst skal tilbyde supervision fire gange om året, men vi kommer helst dobbelt så meget – og gerne mere, hvis en familie har behov for det.

Inge Gorm Andersen vurderer også, at kultur og tradition kan spille ind på forskellene i anbringelsesmønstrene.

– I Brønderslev har der i mange år været tradition for at bruge plejefamilier, og vi har fx aldrig haft en kommunalt drevet døgninstitution som nogle af vores nabokommuner. Og når vi i forvejen har mange dygtige og erfarne plejefamilier i kommunen, er det måske også nemmere at finde et godt match, når vi skal anbringe et barn.

Få i familiepleje

I den anden ende af skalaen finder man Gribskov Kommune, hvor kun 35 pct. af alle kommunens anbragte børn er anbragt i familiepleje.

Erik Birch Nielsen, der er fagchef i Center for børn og unge, giver to hovedforklaringer: Den ene har at gøre med visiteringen, den anden med interessen for at være plejefamilie.

– De børn, vi anbringer, er nogle relativt sårbare børn, for en anbringelse er jo ikke det første, vi griber til – men det gør vi, når det fx ikke hjælper med hjemmetilbud eller dagbaseret behandling. Og vi er meget omhyggelige med kun at anbringe børn i en plejefamilie, når vi er meget sikre på, at det reelt vil være gavnligt, og derfor har vi fx også meget få sammenbrud i familieplejeanbringelserne. For nogle sårbare børn er det en bedre løsning at komme på døgninstitution eller opholdssted, siger han.

Den anden forklaring er, at det hidtil været svært at skaffe tilstrækkeligt mange kvalificerede familieplejere.

– Vi vil allerhelst anbringe Gribskov-børn i Gribskov eller i hvert fald i en nabokommune, og der har traditionelt været en mindre interesse for at blive plejefamilie her i omegnen, end det fx er tilfældet i Sønderjylland eller på Lolland. Og derfor har vi for nylig prøvet at tiltrække flere plejefamilier gennem en hvervekampagne med annoncer i lokalmedierne og et informationsmøde. Som udgangspunkt vil vi gerne anbringe flere børn i familiepleje, men kun hvis det sker på et fagligt forsvarligt grundlag.

Mere attraktivt for familieplejerne

Også i Esbjerg bliver den relativt sjældne brug af familiepleje forklaret med rekrutteringsvanske­- ligheder.

– Vi har haft vanskeligt ved at skaffe nok plejefamilier, og det er nok den reelle forklaring på, at familieplejeanbringelserne har udgjort så relativ lille en andel af de samlede anbringelser, siger familie- og forebyggelseschef Jørgen Bruun.

I 2014 var 41 pct. af kommunens anbragte børn anbragt i familiepleje – i 2016 er tallet dog steget til 46 pct.

– Og vi har et måltal om, at det skal op på 65 pct. Noget vi især vil opnå ved at gøre det mere attraktivt at være plejefamilie, fortæller Jørgen Bruun.

For at opnå det, gennemførte kommunen sidste år interviews med tolv plejefamilier, hvor spørgsmålet lød: Hvordan kan vi gøre det bedre for jer? Og på den baggrund undersøger de nu mulighederne for kontraktansættelser som alternativ til den traditionelle ‘omvendte resultatløn’, hvor familieplejerne typisk sættes ned i vederlag, hvis barnet får det bedre.

– Sammen med socialtilsynet undersøger vi også, hvordan vi kan give familieplejerne et kompetenceløft og støtte dem bedre med supervision. Ligesom vi allerede er begyndt at matche nye familieplejere med ældre, erfarne, der så kan være en form for mentor, fortæller Jørgen Bruun.

Behov for nytænkning

Centerchef Karen Koefoed fra Høje-Taastrup Kommune forklarer også kommunens relativt beskedne brug af familiepleje med rekrutteringsvanskeligheder – og hun mener, at der er behov for nytænkning:

– Lige nu aflønnes plejefamilierne efter, hvor store udfordringer barnet har, så når man virkelig lykkes med sin opgave, bliver man sat ned i løn. Jeg tænker, at det er en udfordring for eventuelle nye plejefamilier, at de ikke kender deres indkomst over tid – men det er en landsdækkende udfordring. Og fordi anbringelserne går over kommunegrænser, og de enkelte familier også nogle gange har samarbejde med flere kommuner, er der behov for en overordnet landsdækkende løsning. Det er derfor ikke noget, vi arbejder med lokalt i kommunen.

I Hedensted Kommune, hvor familieplejeanbringelserne udgør 39 pct. af de samlede anbringelser, er der derimod ikke problemer med at rekruttere familieplejere, og familiechef Charlotte Lauridsen vurderer, at der er mange forskellige grunde til kommunens anbringelsesmønster:

– Det er en hypotese, men jeg tænker, at det kan have noget at gøre med vores dagbehandlende og kompenserende indsats, der har til formål at forebygge anbringelse, og hvor børnene er indskrevet fra kl. 7.00-20.00. Måske er det de samme børn, der i andre kommuner ville være blevet anbragt i familiepleje – i hvert fald ligger vi lavere på det samlede antal anbragte børn end flere andre kommuner.

Charlotte Lauridsen påpeger endvidere, at mange af de børn i Hedensted, der så alligevel anbringes, ikke umiddelbart altid har gavn af at komme i en plejefamilie.

– Vi er meget påpasselige med, at der ikke skal ske sammenbrud i plejefamilien, og derfor vil vi i mange tilfælde indlede med et ophold på en behandlingsinstitution, hvorefter barnet så senere bliver klar til at flytte i plejefamilie.

Bekymret over forskelle

Socialpædagogernes næstformand Verne Pedersen bekymrer sig over de store forskelle mellem kommunerne.

– Det er ikke rimeligt, at det er postnummeret, som afgør, hvilken hjælp et barn får. Her må og skal vi sikre, at paletten af tilbud er så bred, at man kan give barnet det rigtige tilbud. Og hvis man som kommune ikke fx selv har døgninstitutioner, så må man samarbejde på tværs og sørge for at købe sig ind hos andre kommuner.

Hun pointerer, at det altid skal være barnets tarv, problemer og behov, der er udgangspunktet for en hvilken som helst anbringelse.

– Desværre ser vi alt for ofte, at mange kommuner handler ud fra nogle faste måltal, hvor man fra kommunens side på forhånd har besluttet hvor mange børn, der fx skal i familiepleje. Det er alvorligt for barnet og meget bekymrende, at man ikke tager udgangspunkt i det enkelt barns behov, men derimod lader sig styre af politiske trosbekendelser eller – hvad jeg også kan frygte – af økonomiske hensyn.


Anbringelser


Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Familieplejere, Socialpolitik, Børn og unge