Ledsagelse eller pædagogik
Pædagogik handler om relationsarbejde og stabilitet i borgerens liv, så er det en god idé med ledsagerordningen? Har vi skudt os selv i foden og bare sagt ja til de ressourcer, vi kunne få gennem ordningen, fordi vi ikke kunne få dem på anden vis?
Forleden var hele botilbuddet til fest. Nogle havde ledsagelse, og resten fulgtes med os faste personaler. Det var en god aften, og vi blev vartet op med mad og dejlig musik. LEV havde arrangeret en dejlig aften. Der var ingen tvivl om, at forældrene ved, hvad de har med at gøre. De ved, at det er en god idé at servere maden ved bordet, så der ikke opstår kaos ved buffeten. Vi blev forkælet, som om vi var på Noma, med gastronomiske oplevelser og fine tjenere, der spurgte til vores behov og kræsede for os. Derefter var der dans med et fantastisk band, der forstod at sætte gang i festen.
Som ‘gammel’ pædagog havde jeg en forhåndsviden om beboerne og til dels også deres netværk.
Jeg vidste fx, at en af vores beboere havde gået i skole og fritidshjem med en anden beboer, der også var til stede. Vi havde engang besøgt hende sammen, men det var flere år siden, og de var måske lidt generte og havde svært ved at skabe kontakt. Jeg tænkte, at det var min rolle at facilitere denne kontakt.
Vi kender det vel alle selv – fra vores eget liv: Hvordan bliver jeg bedre til at smalltalke med mennesker, jeg ikke kender så godt? Hvordan viser jeg interesse? Osv.
Jeg tænker, at det her er et eksempel på pædagogisk relationsarbejde og stabilitet: At der er mennesker, der kender beboeren og hans eller hendes baggrund, og at det har værdi for den enkelte beboer. Og at det er noget andet en ledsagelse.
Jeg kunne skrive mange eksempler her og fylde bladet med anekdoter om ledsagerordning kontra pædagogisk ledsagelse.
Næsten alle vores beboere har ledsagerordning trods forskellige kognitive niveauer. Paragraffen om ledsagelse er blevet tolket meget forskelligt i de enkelte kommuner.
Det er i mine øjne svært at skille pædagogik og ledsagelse ad. For selvom man er rimelig ‘velfungerende’ og godt kan udtrykke, at man gerne vil til fest, på ferie, i zoo eller en tur på Strøget, så kan det alligevel være en udfordring at begå sig i samfundet derude – som fx vores beboer, der her var til samme fest med sin barndomsveninde, men ikke formåede at skabe kontakten.
Timerne i stedet?
Hele tiden er vi som socialpædagoger mere end ‘bare en stok’, og jeg kommer til at tænke på historien om to døvblinde, der er på det samme kursus i flere dage uden nogensinde at hilse på hinanden – trods det, at de var gamle venner og ikke havde mødtes i mange år. Tolkene havde glemt at tolke andet end det, der blev sagt. De fik ikke tolket det, de havde set.
Jeg ved ikke, om historien er sand, men jeg tænker indimellem på den. Den fortæller noget om, hvor lidt der skal til for, at vi er med til at skabe gode relationer mellem borgerne, eller at det hele modsat ryger på gulvet, og der aldrig skabes relationer.
Vi har mange gode ledsagere, og der er masser af relationer mellem ledsagere og beboere – indimellem så mange, at der er kamp om soloture med den ene eller den anden ledsager. Turene kommer til at handle mere om relationen mellem de to end den aktivitet, beboeren skal til.
Jeg er klar over, at der er masser af værdi i den menneskelige kontakt og den opmærksomhed, det giver. Det er mere komplekst end som så.
Og jeg har tænkt over, om det er politisk ukorrekt at belyse dette emne? Om jeg er med til at pege på forringelser? Eller, som jeg helst vil, sætte en debat i gang, om det måske er på tide, at vi får skrottet den ledsagerordning og så få tilført timerne i stedet? Jeg har regnet ud, at otte gange 15 timer om måneden vil kunne udløse en pædagogstilling på ca. 25 timer om ugen. Det er timer, der kan bruges på at skabe flere aktiviteter ud af huset.
I Birgers sted
I november 2014 skrev jeg en kronik i Politiken om dette emne. Jeg forsøgte at belyse, hvad pædagogik er, og hvor værdifuldt relationsarbejdet er. Jeg eksperimenterede med at sætte mig ind i beboeren Birgers tilværelse og i hans glæde ved at rejse til Sydeuropa, hvor han nyder varmen og den anderledes måde, livet leves på.
Jeg fik mange fine tilkendegivelser fra både kollegaer og pårørende, men der var også enkelte, der kom op i det røde felt og mente, at jeg ‘ikke havde det mindste begreb om, hvad det handlede om’, og begav sig ud i en mindre pæn debat på Facebook.
Jo, jeg ved godt, at det handler om en fin forening (LEV), der kæmper for bedre vilkår for både deres eget barn og hele gruppen af udviklingshæmmede menneskers liv. Jeg er helt enig i, at det er en kamp, der er værd at kæmpe.
Jeg følte selv et dilemma, fordi jeg egentlig ikke ville være i opposition til LEV, som har bragt ‘ledsagerproblematikken’ op, hvilket førte til, at det blev slået fast, at beboerne ikke længere måtte betale udgifterne for det fagprofessionelle personale.
Til gengæld har nogle af vores beboere nu været på ture til syden med en ledsager, hvor de måtte betale hele beløbet for ledsageren, så rejsen blev fordyret med betydeligt mange tusinde kroner. Desuden var der ikke mulighed for at rejse med sine kammerater fra dagligdagen.
Den bedste løsning?
Jeg vil stadig forsøge at belyse problematikken, som jeg ved er kompleks. Jeg synes på den ene side, at det er fornuftigt at kæmpe for bedre kår for en gruppe, men på den anden side føler jeg, at det stigmatiserer den enkelte beboer.
For Birger (og alle de andre) er ikke bare en gruppe. De er lige så forskellige som os andre og har forskellige behov og bruger deres penge på helt forskellige måder. Der vil altid, være nogle, der bliver forfordelt eller uretfærdigt behandlet i et forsøg på at stille regler op om en gruppe. Den multihandicappede, der har brug for meget omsorg, vil have brug for flere hænder end den velfungerende, der bor i egen lejlighed, alt imens han eller hun stadig ikke er ‘velfungerende’ nok til at rejse til Mallorca alene, men har brug for fagprofessionelle, der forstår at facilitere, hvordan man tager på ferie til et fremmed land, så det bliver en positiv oplevelse.
Vores beboere har gennem et langt liv rigtig mange mennesker at forholde sig til. De er afhængige af den tætte kontakt og hjælp til meget personlige udfordringer og problematikker. Med ledsagerordningen, lukker vi endnu flere mennesker ind i beboernes liv. Jeg er ikke sikker på, det er den bedste løsning, og vil gerne lægge op til en debat.
På den ene side er beboerne glade for den mulighed, ledsagerordningen giver. En én til én-kontakt, hvor ledsageren er ‘deres egen’.
På den anden side føler jeg, at beboerne bliver gjort til en ‘opgave’ eller en ‘bestillingsopgave’, hvor det relationelle på den ene side (set fra lovgivningens side) ikke er nødvendigt, men at det lige netop er relationen, der kommer i spil (set fra beboerens side).
Skudt os selv i foden?
Grupperelationen træder i baggrunden. Man ejer sin ledsager og positionerer sig i forhold til sine bofæller: ‘I dag skal jeg i Tivoli med Carsten’.
Jeg kunne ønske, at der trods vores beboeres behov for individuel pædagogik kunne komme mere fokus på gruppen og den faste stab af personaler, der til daglig arbejder professionelt med relationsarbejde mellem beboerne.
Det, jeg alt i alt vil sige med dette indlæg, er, at jeg ikke er så sikker på, at ledsagelse er den optimale løsning, når vi taler om den målgruppe, jeg arbejder med. Hvad er der i vejen med pædagogik og relationsarbejde? Har vi skudt os selv i foden og sagt ja til de ressourcer, vi kunne få, fordi vi ikke kunne skaffe ressourcer på nogen bedre måde?
Herudover er der så en debat om frivilligt arbejde, som – tænker jeg – har nogle andre værdier, men som jeg vælger at udelade at gå ind på her.
Her er det måske muligt for den enkelte beboer at ‘få en ven’ – en rigtig en af slagsen.