Udviklingshæmmedes ret til egen seksualitet
Ved at begrænse mulighederne for udviklingshæmmedes seksualitet, går vi et skridt tilbage i den pædagogiske udvikling
Vi bliver alle født med en seksualitet. Seksualitet er en del af os igennem hele vores liv, uanset hvilken personlighed vi har, eller om man er udviklingshæmmet eller ej. Seksualiteten udvikler sig igennem hele livet, forandrer sig og er derved individuel for den enkelte person.
De fleste af os kan genkende situationen med børn, der leger ‘doktorleg’, hvor de undersøger hinanden. Dette er en vigtig del af børns udvikling – for at de lærer deres krop at kende, og for at de får et naturligt og fornuftigt forhold til deres seksualitet. Hvis ikke de får de rette stimuleringer og udfordringer, kan der ifølge nogle teoretikere ske en forandring i deres udvikling.
Sexologen Jørgen Buttenschøn fremhæver et begreb, han beskriver som fejludvikling i sin bog ‘Sexologi’, hvor han fortæller, at der kan opstå en forkert udvikling i de udviklingshæmmedes seksualitet. Særligt i kraft af deres infantile adfærd og eventuelle manglende forståelse for emnet seksualitet samt omgivelsernes manglende forståelse og vilje til at hjælpe personerne på vej til at få en seksualitet trods de udfordringer, der ligger.
Derved vil der opstå nogle mangler og skævvridninger i den udvikling, personerne har behov for, så personerne får andre tendenser i deres seksualitet end omgivelsernes normer – det er det, Jørgen Buttenschøn kalder fejludvikling.
Et eksempel fra Jørgen Buttenschøns bog:
En person med nedsat funktionsevne går i en normal skoleklasse og ønsker en partner, men har svært ved at komme i kontakt med det modsatte køn på sin egen alder i kraft af sit handicap. Derfor søger personen længere ned i aldersklasserne for at få opmærksomhed fra pigerne – med større succes.
Privatliv – for alle?
Uanset ens mentale og fysiske udvikling har udviklingshæmmede ifølge FN’s handicapkonvention samme ret til et privatliv som andre, og ingen har ret til at blande sig i deres privatliv og familieliv.
Når vi siger privatliv, siger vi i mange tilfælde også sexliv. I samme forbindelse udtrykker FN’s standardregler, at mennesker med handicap ikke nægtes mulighed for at opleve deres egen seksualitet og have seksuelle forhold.
Det er vigtigt at nævne, at forskellen på FN’s handicapkonvention og standardreglerne er, at konventionen er juridisk bindende i modsætning til standardreglerne, der snarere er moralsk forpligtigende og et politisk redskab.
I forlængelse af dette mener jeg, at det er værd at nævne, at Københavns Kommune i 2006 politisk besluttede, at medarbejdere ikke må tilbyde at tage kontakt til en prostitueret på vegne af en beboer. En situation, jeg blev opmærksom på i forbindelse med empiriindsamlingen til min og min makkers bachelor som pædagoger, ‘Mennesker med nedsat funktionsevnes rettigheder til seksualitet’ fra juni 2015.
Selvom hensigten fra kommunen var at gøre en indsats over for prostitution, kan det stadig diskuteres, om man krænker borgernes rettigheder til at have en seksualitet på deres egne vilkår. Vi kommer ikke uden om, at udviklingshæmmede har nogle rettigheder, og at de også har en seksualitet, vi må anerkende – uanset deres udvikling.
I kraft af, at det i Danmark er lovligt at gå til en prostitueret, mener jeg, at vi diskriminerer ved at lave særregler for udviklingshæmmede – uanset hvilke hensigter, man har med beslutningen. Der kan være en risiko for, at man overtræder konventionen ved at fjerne deres muligheder til at få hjælp til at tage kontakt til en prostitueret i de tilfælde, de ikke selv kan. Særligt med tiltaget fra Københavns Kommune, hvor jeg mener, man bør være opmærksom på konsekvenserne af en sådan politisk beslutning.
I strid med konventionen?
FN’s handicapkonventions afsnit 5 udtrykker at ‘alle er lige for loven, og at alle uden nogen form for diskrimination har ret til lige beskyttelse og til at drage samme nytte af loven’.
Og i afsnit 22 slås det fast, at personer med handicap har samme ret til et privatliv som andre. Det betyder, at ingen har ret til at blande sig i deres privatliv og familieliv.
Men i kraft af at man hindrer udviklingshæmmede i at få adgang til at opsøge en prostitueret, kan det offentlige system på den måde let komme i konflikt med FN’s handicapkonvention gennem politiske beslutninger.
Jeg mener, man bør revurdere den politiske beslutning, Københavns Kommune har truffet, og tage højde for, hvordan det håndteres i forhold til handicapkonventionen.
Der ligger dog også nogle klare etiske problematikker i det med at gå til en prostitueret. Både om det er moralsk rigtigt at købe sex hos en person, der sælger sin egen krop, og at man ikke ved, hvilke forhold der ligger bag. Eksempelvis om kvinden gør det under tvang fra en bagmand eller af økonomisk nød.
Men det kan også være et dilemma fra personalets side, i kraft af, at det som personale kan være grænseoverskridende at tage kontakt til en prostitueret. Hvorimod det for andre er en del af arbejdet. Men man kan vel heller ikke tvinge en medarbejder til det, da vi alle sammen er mennesker og har forskellige grænser? Men hvor går grænsen så for, hvornår vi skal hjælpe borgerne eller ej?
Rettigheder og dilemmaer
Til trods for de etiske dilemmaer, er der klare regler og love på vegne af de udviklingshæmmede, der ikke burde være til at tage fejl af. Ligeledes er der nogle konkrete internationale retningslinjer til landets politiske system. En lovgivning, der fortæller, at det er lovligt at tage kontakt til en prostitueret, og da det er kommunens hensigt at sætte fokus på forebyggelse og hjælpe prostituerede, så kan man spørge sig selv, hvorfor man kun har sat fokus på de udviklingshæmmedes ret til at få kontakt til en prostitueret.
De udviklingshæmmede bør ikke begrænses i deres seksualitet inden for lovens rammer, men stå på lige fod med andre i samfundet.
De udviklingshæmmede har en seksualitet og seksuelle behov som alle andre mennesker, og fordi man er anderledes, er ens behov ikke nødvendigvis meget anderledes. De har også behov for almindelig omsorg, blive krammet, kærlige berøringer, onanere, sex, kærlighed fra familie, venner og kærester.
Flere udviklingshæmmede har i større eller mindre grad nogle fysiske eller psykiske barrierer mellem dem selv og deres seksualitet, og dem har vi pligt til at være med til at hjælpe dem med at håndtere, så de også kan få et værdigt liv – og nogle udviklingshæmmede benytter prostituerede, fordi de måske ikke har samme muligheder for kærester og sex som andre mennesker.
Da den politiske beslutning er taget for at gøre en indsats over for prostitution, som det bliver formuleret i en mail fra Københavns kommune, kan det så forsvares kun at fjerne mulighederne hos én gruppe mennesker?
Der er i samfundet stor fokus på inklusion i disse tider, både i skoler, bosteder, institutioner og på seminarerne. Det er vel næppe inklusion, at man med en politisk beslutning hindrer en enkelt gruppe mennesker i at få kontakt til en prostitueret – oven i købet den gruppe, man ellers har fokus på angående inklusion. Vil man inddrage udviklingshæmmede i samfundet, hvor de også får deres rettigheder, eller vil man ikke?
Bør vi ikke alle fra tid til anden kigge indad og spørge os selv, om vi accepterer nogle af de betydningsfulde forandringer, der sker i samfundet, og som vi som mennesker selv kan være med til at påvirke?