icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Synspunkt

Unges misbrug – hvordan inddrager vi forældrene?

Forældre til unge, der ryger for meget hash, får ofte en følelse af afmagt. Det kan føre til, at forældrene bremser de unges vej ud af misbruget i stedet for at være den støtte, de unge har så hårdt brug for. Her beskriver jeg fire principper for inddragelse

  • Af Anine Boisen
  • 16-2016 /

At være forælder til en ung med misbrug er noget af det hårdeste, man kan komme ud for. Ens barn mistrives, og man er i tvivl om, hvordan man skal varetage forældrerollen. I Stofrådgivningen, hvor jeg er familieterapeut, tilbyder vi behandling til unge med misbrug. Her har vi gode erfaringer med inddragelse af forældre. Vi arbejder på, at forældrene finder måder at forstå og håndtere problemerne på, så de unge oplever, at deres forældre bliver støtter i deres proces.

I familier, hvor en ung har misbrug, er forældre-barn-relationen ofte tyndslidt af konflikter, og der er opstået en spændthed i relationen, som er svær at finde vej ud af. Derfor udvikler familierne det, man indenfor den narrative terapi kalder problemmættede fortællinger, der rummer negative opfattelser af hinanden, som er med til at fastholde problemerne og skabe negativ stemning. Og som filosof Ole Fogh Kirkeby har sagt det: ‘Det er stemningen, der skaber virkeligheden’.

De unge er altså i fare for at leve i en dagligdag, der har negativ indflydelse på dem og deres tro på og mod på forandring. Vi risikerer, at mens de unge går i behandling og forsøger at forandre deres liv, så sker der ting på hjemmefronten, der sætter en kæp i hjulet på forandringen.

De fire principper

Jeg har gennem mit arbejde med forældre til unge med misbrug og med inspiration fra Michael White og hans tanker om narrativ terapi, udviklet fire principper for inddragelse af forældre, som kan løsne op for de problemmættede fortællinger og den negative stemning, hvilket altså er godt for den unges forandringsproces.

Disse principper ligger uden for den terapeutiske praksis og kan derfor bruges af andre faggrupper med forældrekontakt.

Principperne er:

  1. Betydning: Forældre skal genopdage, at de har betydning for den unge.
  2. Viden: Forældre skal have viden om misbrug og rusmidler.
  3. Handlinger: Forældres handlinger skal få den unge til at føle sig værdifuld.
  4. Værdier: Forældre skal finde tilbage til deres værdier ift. forældrerollen.

Lad mig sætte nogle ord på hvert af de fire principper:

Betydning: Jeg møder ofte forældre, der i mødet med ‘det offentlige’ ikke føler sig hørt og set, og ofte heller ikke inddraget i løsningen af deres families problemer. Dette øger deres oplevelse af ikke at have betydning og af afmagt. Vi bør give forældrene lyst og mod til at engagere sig i løsningen af problemerne ved at inddrage deres erfaringer med, hvad der er godt for familien.

Dette kan vi gøre ved at bede forældre beskrive sig selv på en god dag, inden problemerne begyndte, og spørge dem, hvad man ville have set dem gøre sammen, og hvad det er, de kan, siden de lykkedes med det. Derigennem bliver det synligt, hvad det er, de faktisk kan som forældre, hvilket gør, at de føler sig betydningsfulde – og altså mindre afmægtige.

Den verden, jeg er en del af

Viden: Forældre har brug for at forstå den virkelighed, de befinder sig i, for at kunne navigere. Som professionelle skal vi derfor bidrage med konkret viden om, hvad misbrug er og medfører. Dermed får forældrene mulighed for at genkende den unges proces og samarbejde med den i stedet for at nedgøre og kritisere.

Jeg hjalp på et tidspunkt en far, som oplevede, at hans datter var blevet fremmed for ham: Hendes opførsel og prioriteringer lignede ikke den datter, han mente at kende. Da jeg en dag holdt et oplæg for ham om rusmidler og unge, skete der en forandring: ‘Nu giver det hele mere mening for mig. Nu forstår jeg den verden, jeg er en del af’, sagde han bagefter.

Han refererede til, at han nu forstod sin datters reaktioner på en ny måde. Han kunne skelne mellem, når det var stofferne, der talte, og når det var mennesket bag, der talte. Det gjorde, at vi kunne samarbejde om at finde nye måder, han kunne være sammen med sin datter på.

Inden for narrativ terapi taler man om at hjælpe mennesker til at finde mening ved at tilbyde dem ’begreber at gribe verden med’. Det er gennem meningsdannelsen, at mennesker finder vej til nye handlinger. Og det var netop det, der skete med ovenstående far.

To veje til positiv handling

Handlinger: Unge har brug for, at deres forældre involverer sig med konkrete handlinger, der viser, at de ser og værdsætter den unge. Det støtter den unges udvikling. Det er samtidig godt for forældrene, fordi det at deltage i en helbredelsesproces er med til at oppebære håb og motivation. Det konkrete arbejde med forældrenes handlinger deler jeg ofte op i to spor:

Det ene spor består i at anbefale konkrete handlinger, der bidrager til, at de unge føler sig værdifulde. Eksempler på dette er at lytte til den unge, at anerkende den unges gode initiativer og at invitere til hyggeligt samvær.

Men det er også at tale med forældre om at undgå det, der bidrager til, at den unge føler sig forkert: at undgå irettesættelser, kontrol og straf, da det øger de problemmættede fortællinger, som stemningen lider under.

Det andet spor handler om at udforske de erfaringer, som forældrene allerede har: Hvilke handlinger medførte noget godt, og hvilke medførte noget mindre godt i forhold til den unge. En mor besluttede sig for at afprøve nogle af de ting, vi var nået frem til, og næste gang jeg så hende sagde hun: ‘Sidst besluttede jeg at stoppe med at spørge min søn, om han har røget. Og jeg holder pause med at tale om problemer, fordi vi bare så bliver uvenner af det. Og tænk, det har gjort, at han spiser med os igen, og forleden fik jeg et farvelkram’.

De to spor – anvisningssporet og sporet med forældrenes egne gode erfaringer – danner tilsammen grundlag for, at forældrene fremadrettet kan handle på måder, der øger den unges følelse af at have værdi.

Tilbage til værdierne

Værdier: Når vi står midt i problemer, kommer vi nemt væk fra vores værdier. Inden for narrativ terapi taler man om, at problemer rammer ind i mennesker, bemægtiger sig dem og giver dem en fornemmelse af at være væk fra det, der er vigtigt for dem. Derfor skal forældre hjælpes tilbage til deres værdier og erfaringer med, hvad det gode forældreskab handler om, så de har et godt fundament at stå på i kontakten med deres børn.

Når forældre er fyldt op af problemer, er en måde at hjælpe dem tilbage til deres værdier at tale med dem ud fra den narrative samtaleform eksternalisering, hvor man taler om problemer som noget, der er adskilt fra personen.

Forleden kom en mor til mig og var ked af, at hun ofte blev vred på sin hashrygende søn. Jeg besluttede at lave en eksternaliserende samtale med hende: Jeg bad hende fortælle om vreden og dens effekter på sit liv. Hun fortalte, at ‘det jo var af helvede til’, og effekten var, at alle blev mere og mere kede af det, og at hun følte sig som en dårlig mor. Desuden fortalte hun, at det, der i virkeligheden er vigtigt for hende, er, at hun og sønnen kan tale ordentligt sammen, at hun er en støtte for ham, og at sønnen mærker, at hun elsker ham.

Ingen mirakler

Sidst i samtalen spurgte jeg, hvad hun var blevet inspireret til. Hun svarede: ‘Jeg vil fortælle ham, at jeg er ked af, at jeg har skældt så meget ud, og jeg vil arrangere noget hyggeligt at lave, fx vil jeg foreslå, at vi ser en film, som vi begge elsker’.

Så i stedet for, at samtalen udelukkende blev en samtale om problemer, blev det en samtale, der viste hende vej til hendes værdier og foretrukne måder at være forælder på.

Der er ikke to ens familier og ingen mirakelkure i misbrugsbehandling, men de fire principper for forældreinddragelse – betydning, viden, handlinger og værdier – er afprøvet i praksis og kan bruges af forskellige faggrupper.

Og de unge selv giver udtryk for, at inddragelsen er god for deres proces, fordi forældrene får hjælp til at mindske det, der bremser, og øge det, der støtter.

Og det er det, der får mennesker til at gro.

Anine Boisen er familieterapeut i Stofrådgivningen.