icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Trepartsforhandlinger

Klar til næste runde

Efter at den første trepartsaftale om integration på arbejdsmarkedet er landet, ser Socialpædagogerne nu frem til at sætte uddannelse og beskæftigelse på dagsordenen

  • Af Tina Løvbom Petersen
  • 07-2016 /

32 konkrete initiativer, der skal sikre en bedre integrationsindsats og få flere flygtninge i arbejde. Det er essensen i den første trepartsaftale, som fagbevægelsen, regeringen og arbejdsgiverne indgik i midten af marts for at sikre flygtninge bedre og hurtigere adgang til uddannelse og ordinære job.

Et centralt element i aftalen er den såkaldte integrationsgrunduddannelse, der giver flygtninge mulighed for at kombinere arbejde til elevløn med opkvalificering i et toårigt forløb.

– Vi glæder os over aftalen og viljen til at få flygtninge ind på det danske arbejdsmarked. At gå på arbejde er også en nøgle til at blive en del af det danske samfund, og dét nødvendige løft er godt for den enkelte og for samfundet, siger Socialpædagogernes formand Benny Andersen.

Han understreger i den forbindelse, at aftalen og de vilkår, der bliver for uddannelse og job for flygtninge, bygger på allerede kendte overenskomster og aftaler.

Kompetenceløft og praktik

I den kommende tid går næste runde i trepartsforhandlingerne så i gang. Åbningsmødet holdes den 15. april, og denne gang er ‘kvalificeret arbejdskraft’ det overordnede tema. Ifølge Benny Andersen handler det ikke mindst om uddannelse, kompetenceudvikling og relevante beskæftigelsesinitiativer.

– Vores tilgang til næste trin i trepartsforhandlingerne er, at vi ønsker bedre kompetenceudvikling og efteruddannelse til dem, der allerede er uddannet – og så vil vi rigtig gerne sætte fx jobrotation og traineeordningen på dagsordenen, for det er ordninger, vi har haft stor succes med, og som kommer mange af vores medlemmer til gode, siger han.

En del af runde to må ifølge forbundsformanden også godt fokusere på praktik.

– Vi ser gerne, at der etableres flere praktikpladser i forhold til den nye pædagoguddannelse, så man som studerende er sikker på at få en praktikplads inden for den specialisering, man vælger, lyder det fra Benny Andersen.

Når parterne har afsluttet runde to i trepartsforhandlingerne, venter tredje runde, hvor temaet er arbejdsmiljø og tilbagetrækning.

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbund og a-kasse