Meget mere dem og os?
Kan vi få inkluderet den femtedel af danskerne, der er hægtet af samfundsudviklingen – og er vi dybest set interesserede i det, lød spørgsmålene på KL’s Social- og Sundhedspolitiske Forum
Ordene faldt et godt stykke ud på eftermiddagen på førstedagen af KL’s Social- og Sundhedspolitiske Forum – i en paneldebat om rummeligheden i indsatsen over for de mest udsatte borgere og familier:
– Én ting er vores syn på ‘de mennesker’ og de ord, vi bruger om dem – noget andet er vores syn på samfundet som helhed: Vi vil dybest set ikke et samfund, der bygger på solidaritet.
Barske ord på en forårsdag. De kom fra formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, i en paneldebat oven på et oplæg fra Politikens afgående chefredaktør Bo Lidegaard. Han havde sat ord på det, han kaldte den største integrationsudfordring i hundrede år i det danske samfund: integrationen af de ca. 20 pct. af danskerne, der er hægtet af samfundsudviklingen – de ‘sidste 20 pct.’, som ikke længere er en del af et ‘vi’, men er blevet til ‘dem’. Og altså dem, vi godt må tale grimt om, fordi vi, de integrerede, ikke længere føler os samfundsmæssigt i familie med dem:
– Vi identificerer os ikke længere med dem. Vi ser dem ikke længere bare som en uheldsramt udgave af os selv, der bare har haft noget modgang eller er kommet skævt fra start, sagde Bo Lidegaard.
Nu viser marginaliseringen sig som stigmatisering af udsatte grupper, som en ændret selvopfattelse blandt de udsatte i en langt mere negativ retning og som udbredte psykiske lidelser såsom sårbarhed og stress. Og at dæmme op for det vil kræve en ny rummelighed, der kun kan nås med en indsats, der rækker langt ud over det sociale område. Og det haster med at få skabt den omstilling, advarede Bo Lidegaard.
Straf, ynk eller støtte
Og så var det, at Jann Sjursen påtalte den manglende fælles vilje til solidaritet, han oplever brede sig, og det på trods af, at der ifølge en af de øvrige paneldeltagere, cand.psyk. Steen Guldager fra Socialpsykiatrisk Center, er ressourcer at arbejde med – også blandt de mest udsatte:
– Jeg har i mit arbejde aldrig mødt nogen, der ikke ville bidrage. Det er os, der er blevet for stramrøvede i forhold til, hvordan det kan lade sig gøre, sagde han.
– Men der er for tiden tre tilgange til den her gruppe: Enten er de nogle nasserøve, der skal straffes, nogle stakler, som det er synd for og som man ynker – eller også – og det er jo det, jeg synes, man skal gøre – rykker man ud i boligblokkene, ud der, hvor de her mennesker lever, og møder dem med individuelt planlagte forløb, der giver dem mulighed for at komme med.
Den tredje paneldeltager, H.C. Østerby (S), der er borgmester i Holstebro og medlem af KL’s Social- og sundhedsudvalg, konstaterede først, at det ikke er lykkedes at bryde den sociale arv i forhold udsatte familier, og han pegede også på, at det handler om en sammenhængende og håndholdt indsats, og Jann Sjursen forsikrede om, at der er noget at bygge på hos de borgere, det handler om:
– Mange udsatte har store ressourcer, for det kræver faktisk temmelig store ressourcer at være udsat i dagens Danmark med det, man bliver udsat for, sagde han.
De usynligt ramte
Tidligere på dagen havde sundhedsøkonomen Knud Juel sat ord på en markant gruppe blandt ‘de sidste 20 pct.’, som Bo Lidegaard havde talt om: unge kvinder og piger, der er ramt af stress og psykisk sårbarhed i et hidtil uset omfang. Og på mødets anden dag præsenterede ungdomsforskeren Noemi Katznelson i overskifter resultater fra helt ny forskning i den polarisering, der sker blandt unge:
De er en del af en præstationskultur og ramt af en forventningseksplosion som gør, at sårbarheden øges for dem, der ikke kan leve op til den. Den øgede forældreopbakning, som de fleste unge oplever, betyder omvendt, at det bliver endnu vanskeligere for de udsatte unge, og på samme tid betyder de stadig højere krav på uddannelser og arbejdsmarked, at der er færre alternativer for de udsatte unge, konstaterede Noemi Katznelson.
De udsatte unge består derfor både af unge, der er udsat for de ‘klassiske’ sociale belastningsfaktorer, og så de mere ‘usynlige’ middelklasse-unge, og særligt pigerne, der rammes af en kulturel marginalisering, der er langt mindre håndgribelig, men rammer hårdt.
Det betyder fx, at hver tredje pige på 19 har søgt psykologhjælp – selvom det næppe er så mange, der har brug for den slags hjælp. Men det er blevet sværere at være rummelig over for sig selv, som en anden indlægsholder, sagde det.
Trivsel som parameter
At så mange specielt unge kvinder rammes og lammes psykisk, havde Dansk Psykolog Forenings formand Eva Secher Mathiasen tidligere på mødet kaldt ‘et strukturelt problem’.
Hun blev landskendt i vinter efter en tv-debat, hvor hun beskyldte politikerne for at hoppe fra reform til reform som fra tue til tue uden at have blik for at skabe den sammenhæng, der giver grundlaget for det gode liv.
– Det er et strukturelt problem, når så mange unge piger ikke føler, at de kan slå til, fordi vi har skabt et samfund, hvor man har glemt, at trivsel – det at mennesker trives og derfor kan deltage i fællesskabet – også er et konkurrenceparameter, sagde Eva Secher Mathiasen.
Hun plæderede for at opprioritere børnenes opvækstvilkår, og så fik den aktuelle debat om revision af serviceloven lige et par ord med på vejen:
– I debatten glemmer man at tale om, hvad der virker og gør godt – det hele drukner i snak om ret og pligt, sagde Eva Secher Mathiasen.
Se mere om indlæg og oplæg på www.kl.dk/forum2016