Hannes job blev helt forandret
Verdenssituationen har fået direkte indflydelse på Hanne Gøths arbejde som socialpædagog på døgninstitutionen Allégården, hvor hun i dag stort set udelukkende arbejder med uledsagede flygtningebørn
– Her er kommet et helt andet liv, og en helt anden energi. Det er her virkelig.
Sådan opsummerer socialpædagog Hanne Gøth den store forandring, der er sket på hendes arbejdsplads, døgninstitutionen Allégården på Frederiksberg.
Da hun for otte år siden blev ansat, var stort set samtlige beboere opvokset i Danmark.
For et år siden var halvdelen af beboerne uledsagede flygtningebørn – og nu er det tolv ud af tretten.
– Der var jo ingen, der kunne forudse, at der pludselig skulle komme så mange uledsagede flygtningebørn til Danmark, og i starten blev vi måske løbet lidt over ende. Men nu har vi fundet vores rolle i det, og vi er også blevet kompetenceudviklet undervejs, så vi fx har haft temadage om traumer og kulturforskelle, siger Hanne Gøth.
På Allégården bor i alt tretten unge fordelt på to afdelinger, der hver består af en lang gang med værelser samt et køkken og en fælles opholdsstue. I køkkenet fortæller et stort skilt, hvor halalkødet skal opbevares, og det er bare en af de synlige forandringer.
– Der er en anden stemning. Fx kan de unge finde på at skubbe alle møblerne ud til siden og arrangere fællesdans – og det er vel at mærke noget, de gør af sig selv, uden at vi sætter det i gang. Og der var også et tidspunkt, hvor mange af dem begyndte at gå til parkour, og hvor de klatrede rundt indenfor. Op på panelerne. Hvor man med de danske anbragte unge skal arbejde utrolig meget med motivation og igen og igen sige: ‘Op på hesten igen’, så har de her drenge et helt andet initiativ og aktivitetsniveau og går fx op i at lave lektier. Så det er tydeligt, at sammenlignet med danske, anbragte unge, der typisk har været svigtet gennem lang tid, har de her unge haft masser af omsorg og stabilitet – indtil de pludselig er blevet isoleret og traumatiseret af fx krigsoplevelser.
Kulturforskelle
Til gengæld har de uledsagede flygtningebørn nogle andre ting at slås med, idet de nu skal lære at begå sig i et nyt samfund med andre normer. Omvæltningen kan være enorm, når man lander på Frederiksberg efter at være vokset op i en lille landsby i Eritrea, hvor man skulle gå en time for at komme i skole, hvor der ingen elektricitet var, så man bare gik i seng efter aftensmaden. Og hvor al kontakt med omverdenen skete gennem en batteridrevet radio.
– Danske anbragte unge kan selvfølgelig have mange erfaringer, der skiller sig ud fra flertallets – men de har en grundlæggende forståelse for, hvad det danske samfund er. Sådan er det ikke med de uledsagede flygtningebørn. Her skal vi lære dem ting som: Hvad er Danmark som system? Hvad er en kommune? Hvad er en pædagog? Og hvorfor bestemmer pædagogen ikke bare alt? Ligesom i al anden pædagogik er vi nødt til at møde den unge, der hvor han er, og vi er nødt til at være meget konkrete og fx tegne ting, siger Hanne Gøth.
En anden stor forandring i arbejdet er, at hun nu skal forholde sig til unge med krigstraumer – og unge, der savner deres familie.
– Det er jo tit sådan, at når man lander et trygt sted, begynder man at reagere – og så viser savnet og de sorte tanker sig. Ligesom når det gælder danske anbragte, der jo også ofte har traumer, er det at lytte noget af det vigtigste, siger Hanne Gøth.
Uvisheden
En af de ahaoplevelser, hun fik på en temadag om uledsagede flygtningebørn, var forskellen på det tab, et barn lider, hvis dets forældre fx er døde i en trafikulykke – og det tab et flygtningebarn lider, når forældrene er ladt tilbage i hjemlandet.
– Det er et mere ukonkret tab, når ens forældre lever, og man ikke ved, om man nogensinde kommer til at se dem igen. Det kan på en måde skabe en større forvirring og uafklarethed, hvor den unge kredser om spørgsmål som: Kommer jeg til at se dem igen? Hvorfor skulle jeg væk? Hvad skal jeg med mit liv?
Det er Hanne Gøths erfaring, at der ofte skal opbygges tillid, før den unge tør vise hvor meget, han fx savner sin mor.
– Jeg tænker, at arbejdet med familierelationer fylder lige så meget i arbejdet med uledsagede flygtninge som i arbejdet med danske anbragte – selvom forældrene befinder sig på den anden side af jorden. Det er meget vigtigt, at vi er opmærksomme på, hvad relationen betyder for den unge og tør være i savnet sammen med den unge.
Selvom Hanne Gøth ikke selv har gjort en aktiv indsats for at komme til at arbejde med uledsagede flygtningebørn, er hun utrolig glad for det.
– Man kan ikke sige, at jeg har søgt det her job, men jeg er glad for, at jeg har fået det dumpende ind ad døren. Det er en gave at møde de unge, og den allerstørste succes er, når vi lykkes i relationsarbejdet. Når det rent faktisk lykkes at komme i dialog og blive en guide til det samfund, de skal blive en del af.