icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
12_frivillighedB.jpg
Frivillighed

Kan skabe en positiv forandring

På botilbuddet i Vester Hassing er man ikke bange for at bruge frivillige. Det skal bare give mening for den enkelte beboer, og så er det vigtigt, at de ansatte sætter rammerne for samarbejdet

Når Dorte Slettings bil nærmer sig botilbuddet i Vester Hassing lidt uden for Aalborg, bliver hendes hund Zia utålmodig og begynder at pibe i forventningens glæde. Og når de træder ind af hovedindgangen, viser Zia logrende vej hen til Axel.

– Der er stor gensynsglæde, når de to mødes. Zia hygger sig rigtig godt sammen med Axel, siger Dorte Sletting.

Sammen med sin finske lapphund er hun frivillig hundeven for Axel, der er beboer på botilbuddet. Hver fjortende dag kommer de på besøg, og så skal Axel og Dorte ud at gå med Zia.

Axels drømme som afsæt

Ideen om at finde en hundeven fik socialpædagog Helle Thomsen sammen med Axel, da hun skulle finde ud af, hvad Axel drømmer om. Det var i forbindelse med udviklingsprojektet Livskraft, som Aalborg Kommunes Fagcenter for mennesker med udviklingshæmning og døve arbejder med. Projektet handler om at udvide og udvikle det faglige blik på borgerens kompetencer og muligheder bl.a. ved at undersøge borgernes drømme.

Samtidig fokuserer projektet på at støtte borgernes mulighed for at indgå i ikke-betalte relationer med fx besøgsvenner eller andre frivillige.

– Det er utroligt spændende at blive særlig opmærksom på borgernes drømme. Ofte er det os socialpædagoger, der definerer, hvad borgerens behov for udvikling er. Men nu finder vi sammen med borgerne ud af, hvad deres drømme og motivation er, siger Helle Thomsen.

Det kan dog godt være svært at undersøge, hvad borgerne drømmer om, hvis de som Axel har et sparsomt sprog. Derfor krævede det lidt ekstra at finde ud af, hvad det er, Axel drømmer om.

Helle Thomsen valgte at tage udgangspunkt i, hvad der interesserer Axel – og der er ingen tvivl om, at det er hunde. Han har fx fortalt, at han har haft hund som barn, og at hans søsters hund sover ved siden af hans seng, når han er på besøg.

– Axel bliver også meget glad, når vi er ude at gå og møder en hund. Og da projekt Livskraft også handler om at skabe nye relationer, snakkede jeg med Axel om, at han måske kunne gå en tur sammen med en af byens hundeluftere indimellem, siger Helle Thomsen.

Botilbuddet i Vester Hassing

Botilbuddet i Vester Hassing er en del af Aalborg Kommune. Målgruppen er voksne med udviklingshæmning og voksne med både udviklingshæmning og autisme. Her bor 30 borgere i fem grupper med seks lejligheder i hver. Der er 52 ansatte, hvoraf hovedparten er socialpædagoger og social- og sundhedshjælpere.

Kærlighed ved første blik

Sammen med Axel blev der lavet et opslag til opslagstavlen i Brugsen, hvor han søgte efter en hundeven.

– Jeg var lidt nervøs for, om der ville komme noget respons på opslaget, men projektet handler netop om at prøve nogle handlinger af. Nogle gange lykkes det, og andre gange gør det ikke, siger Helle Thomsen.

Men denne gang lykkedes det, for kort tid efter kontaktede Dorte Sletting botilbuddet i Vester Hassing. Hun ville gerne være hundeven sammen med Zia.

– Jeg har en hund med en helt unik personlighed. Zia er meget imødekommende og har en ro, som gør, at hun ikke bliver stresset af uforudsigelige situationer, og så har hun en god evne til at læse mennesker. Derfor har jeg længe tænkt på, at hun ville være en god besøgshund, og så vil jeg også gerne selv gøre et stykke frivilligt arbejde, fortæller Dorte Sletting.

Hun fortæller, at der var en helt umiddelbar kontakt mellem Axel og Zia, da de mødtes første gang:

– Det var kærlighed ved første blik. Axel satte sig ned på hug foran Zia og tog fat i hendes pels ved halsen, og så sad de bare der snude ved snude, siger hun.

Dorte Sletting oplever, at både Axel, Zia, de andre beboere på botilbuddet og hun selv får meget ud af ordningen.

– For Zia er det en rigtig god aktivitet at gå en tur sammen med Axel og mig, hvor hun har god tid til at gå og snuse. Jeg bliver glad, fordi det er helt tydeligt, at Axel hygger sig og nyder samværet med os. Men jeg kan også se, at vores besøg glæder de andre beboere på botilbuddet, for de kommer og hilser på Zia, når hun er i huset. Der er en stor taknemmelighed og glæde fra både Axel og de andre beboere, som man måske ikke altid oplever ved andet frivilligt arbejde, siger hun.

Sætter rammerne

Selvom Dorte Sletting ikke rigtig havde forbehold eller tvivlede på, at hun og Zia skulle være hundeven med Axel, så var det vigtigt for hende, at hun blev godt klædt på til opgaven.

– Jeg havde en meget åben og god dialog med Helle. Hun var med os ude at gå den første gang, og gangen efter havde jeg ikke brug for at have nogen med, så siden er vi gået alene, og det fungerer rigtig fint, siger hun.

For socialpædagog Helle Thomsen var det også vigtigt, at hun satte rammerne for samarbejdet med Dorte Sletting, og det er stadig hende, der er tovholderen og har styringen med ordningen.

– Det er vigtigt, at man ikke bare overlader det til de frivillige selv at finde ud af, hvordan det skal foregå. Hvis man går ind i det her som socialpædagog, skal man sætte rammerne og være klar til at gøre en særlig indsats for at klæde de frivillige på. Det er vigtigt, at den frivillige og borgeren er trygge ved hinanden, siger Helle Thomsen.

Desuden mener hun, at man bør overveje nøje, hvordan man tænker frivillighed ind. Man skal som fagperson lade sin viden, faglige overvejelser og prøvehandlinger komme i spil.

– Det er ikke alle borgere, der vil have samme glæde af det som Axel. Han har en åbenhed og interesse i at møde andre mennesker, og for ham er det sjovt og spændende. Derfor giver det mening for ham at få en hundeven. For andre borgere vil det være i en helt anden sammenhæng, at vi skal tænke frivilligheden ind, siger hun.

En positiv forandring

Derudover har Helle Thomsen ikke haft betænke­ligheder ved at bruge frivillige. Tværtimod er hun blevet meget optaget af, at botilbuddet ikke skal være en lukket verden. Hun oplever, at det skaber en positiv forandring i Axels liv at have en hundeven, og hun håber, at det generelt vil skabe en positiv ændring i synet på handicappede, hvis brugen af frivillige spreder sig.

– Tidligere har vi været meget fokuserede på, at vi ikke bare kunne overlade samværet med de udviklingshæmmede og handicappede borgere til frivillige, for det var vigtigt, at vi uddannede socialpædagoger tog os af dem. Men personligt tænker jeg, at det vil kunne gøre kløften mellem almindelige mennesker og handicappede borgere mindre, når vi byder de frivillige indenfor, siger hun.

Helle Thomsen mener heller ikke, at hendes faglighed bliver truet, når de frivillige bliver en del af beboernes liv.

– Jeg har jo stadig min faglighed, og derfor kan jeg noget, som andre ikke kan. Jeg ved en masse om borgere med udviklingshæmning, og mit arbejde fortsætter jo som altid. Jeg føler mig ikke truet, for det, som de frivillige kan, er noget helt andet. Derfor vil jeg meget gerne sætte nogle rammer op for, at Axel får en rigtig god oplevelse og måske en ven for livet, siger hun.

Vi skal turde

Samtidig er Helle Thomsen bevidst om, at Dorte Sletting og Zia kan give Axel noget, som hun ikke selv kan.

– Han får en ven og en relation, som jeg ikke kan give ham. Dorte kommer her som en ikke-betalt ven, og det er der ikke mange af borgerne, der har. De har deres familie, og så har de os, som bliver betalt for at være sammen med dem. Det ville være egoistisk, hvis jeg stod i vejen for den slags relationer, siger hun.

Hun bekymrer sig heller ikke for, hvad der vil ske, hvis Dorte Sletting pludselig ikke har tid til at komme mere eller måske flytter.

– Så sker der det for Axel, som også sker for andre mennesker, når deres venner flytter, og det kan han godt håndtere. Kommer hun en dag ikke mere, så kommer hun ikke mere, og så er det mit job at følge op på, hvad jeg så kan tilbyde Axel i stedet for, eller om vi kan finde en ny hundeven. Vi skal turde prøve nogle ting af for at få de gode oplevelser – også selvom der er en risiko, siger Helle Thomsen.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Voksenhandicap­området, Socialpædagogisk praksis