icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
20_familieplejereB.jpg
Familieplejere

Køkkenet er jo vores arbejdsplads

Familieplejerne mangler ordentlige ansættelsesvilkår og mere reel efteruddannelse, som ruster plejefamilien bedre til de mere belastede børn, som nu kommer i pleje, lød budskabet til Karina Adsbøl (DF), da hun var på arbejdspladsbesøg i køkkenet hos en familieplejer

Der er dækket op til formiddagskaffe i køkkenet hos familien Hedegaard. For ‘det er jo her, at arbejdet foregår’, som familieplejer Britta Hedegaard udtrykker det, da hun viser folketingsmedlem Karina Adsbøl (DF) ind i køkkenet. Det lokale folketingsmedlem er inviteret på arbejdspladsbesøg af Socialpædagogernes Kreds Sydjylland, og over formiddagskaffen får hun indblik i familieplejernes arbejdsvilkår – og et par øjenåbnere undervejs.

Britta Hedegaard lægger ud med at diagnosticere vilkårene får plejefamiliernes arbejde i 2017:

– De børn, der kommer i familiepleje i dag, har det sværere, end de havde før i tiden. Og i nogle af tilfældene er der nærmest brug for, at plejefamilien har en pædagoguddannelse. Det mener jeg ikke, at alle familieplejere skal have, fordi det har en værdi, at man har forskellige baggrunde. Men det siger noget om, hvordan opgaven ser ud i dag, forklarer hun.

Karina Adsbøl nikker henover køkkenbordet, som udover den mønstrede voksdug også har en plexiglas-plade oven på sig, hvor adskillige ark med nyttig udenadslære fra børnenes skole ligger fastspændt side om side. Så kan man altid lige gennemgå tallene et til hundrede på engelsk og danske drilleord, der er svære at stave til, mens man gumler karbonader.

Hænger tendensen til mere belastede børn i familiepleje sammen med en stigning i antallet og øget fokus på børn med psykiatriske diagnoser som fx ADHD, vil Karina Adsbøl vide.

– Nej, det er økonomien, falder svaret prompte fra Michael Märcher Hedegaard, der også har køkkenet som arbejdsplads.

– De børn ville før i tiden være blevet anbragt på døgninstitution, men det er billigere med familiepleje. En anden del af forklaringen kan være, at kommunerne ikke får udredt børnene ordentligt, inden de bliver anbragt i familiepleje, sådan at problemstillingerne først viser sig, når børnene har boet hos plejefamilien i nogle måneder. Men for ringe visitation skyldes også økonomi, og den bør være bedre, uddyber han.

Mere supervision, tak

Selvom børnene er mere belastede, er det godt, de er i familiepleje, mener begge familieplejere. Men så skal der følges op med mere og bedre supervision fra kommunen. Og også mulighed for akut rådgivning og sparring, hvis man befinder sig i en fastlåst situation med det anbragte barn.

– Og det er noget, der virker, tilføjer Michael Märcher Hedegaard med tryk på virker.

Udover supervision er der i høj grad brug for mere efteruddannelse, forklarer Britta Hedegaard. Eksempelvis mere specifik viden om de konkrete udfordringer eller diagnoser, som det enkelte plejebarn har. Ikke et foredrag, men et kursus med fokus på, hvad man konkret skal gøre.

– Kommunerne kunne jo slå sig sammen, for der er sikkert flere plejefamilier heromkring der har specifikt brug for mere viden om fx OCD, siger hun.

Men behovet for efteruddannelse er også mere generelt. Der skal mere til end de to dage, som familieplejerne med den seneste satspuljeaftale fik ret til. Og i dag er der mange familieplejere, der ikke mærker noget til de øremærkede penge. Det fortæller Britta Hedegaard, at hun hører gennem sit hverv som medlem af landsudvalget for familieplejere hos Socialpædagogerne.

Karina Adsbøl nikker igen. Det er ikke nogen ny problemstilling for politikeren, der har været valgt siden 2011, at virkeligheden ikke med det samme former sig, som politikerne har aftalt på Christiansborg.

– Det er en generel udfordring for kommunerne på socialområdet. Der er mange love, bekendtgørelser og cirkulærer, og de tager lang tid at implementere. Og jeg tror, at vi ville være rigtig langt, hvis hele Barnets Reform (fra 2011, red.) var blevet helt implementeret, konstaterer hun.

Rettigheder

Britta Hedegaard er ved at snakke sig varm. For det handler ikke kun om supervision og efteruddannelse. Det handler også om familieplejernes løn- og arbejdsvilkår. I mange kommuner rumler debatten om ensretning af vederlag til plejefamilierne. Familieplejerne har ingen arbejdsgiverbetalt pension eller forlængede opsigelsesvarsler. På mange måder falder familieplejerne mellem to stole.

Karina Adsbøl noterer flittigt på sin iPad, hvad hun hører i familien Hedegaards køkken.

– Den nye vederlagsguide fra Socialstyrelsen vil jeg følge tæt, det kan jeg godt love jer. Og målet er jo at sikre kontinuitet i anbringelsen ved at fjerne det omvendte incitament for ikke at arbejde for at barnet får det bedre, siger hun.

Michael Märcher Hedegaard er helt enig. Men der sker alligevel ofte en sammenblanding i kommunerne, fordi familieplejekonsulenten er ansvarlig for både at følge barnets trivsel, men også økonomien i anbringelsen.

– Det skaber mistillid, og der opstår tit noget negativt i det trekløver af interesser, siger han.

Karina Adsbøl bryder ind og siger, at vi jo netop ikke skal tage børnene som gidsler i økonomiske spørgsmål.

– Men det bliver de, svarer Britta Hedegaard hurtigt.

– Vi har jo åbnet vores hjem og hjerter for de her børn, og de kommer til at betyde meget for os og for de fleste familieplejere. Der opstår en masse følelser. Og så tør de jo ikke sige nej til kommunens kontrakt, selvom der er færre vederlag, end hvad der burde være, fordi de jo ikke vil miste dem, forklarer hun og understreger, at hun har et godt samarbejde med de kommuner, som familien Hedegaard arbejder for.

Fælles kommunal efteruddannelse

Arbejdspladsbesøget er ved at være ovre, og kaffekopperne er blevet tømt mere end én gang. Der er meget for et folketingsmedlem at tage med videre. Men hverken Karina Adsbøl eller noget andet medlem af Folketinget kan lave en overenskomst. Det skal arbejdsmarkedets parter, slår hun fast.

Hun vil dog gerne arbejde for at sikre sig, at satspuljens midler til efteruddannelse af familieplejerne rent faktisk går til det, som var tiltænkt, og ikke bare over i en anden kommunekasse. Og hun har også lyttet til behovet for mere supervision. Men det hele kan ikke bare gå i én retning – fra Socialministerens bord og ud til plejefamilierne. Verden kan ikke kun styres inden fra Christiansborg – der er meget, man selv kan gøre, mener Karina Adsbøl.

Hun nævner som eksempel Britta Hedegaards forslag om fælles kurser over kommunegrænserne til familieplejerne i fx OCD.

– Det er da en rigtig god idé, hvorfor tager du ikke den med til Benny Andersen og ser, om Socialpædagogerne kan være med til at understøtte sådanne initiativer lokalt, spørger hun.

Britta Hedegaard nikker. Det vil hun gøre.

– Det er nemlig en rigtig god idé, griner hun.


Denne artikel er ændret i forhold til artiklen i det trykte blad.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Arbejdspladsbesøg, Familieplejere, Forbund og a-kasse, Overenskomst, Børn og unge