Tre succesoplevelser
Tre socialpædagoger fra plejecentret Esehuset giver hvert deres bud på, hvornår de har gjort en forskel for en dement beboer
‘Jeg ved en lærkerede’ gjorde forskellen
Britta Seifert
Jeg havde en borger, som allerhelst sad i sin stol og bestemt ikke ville samarbejde om at komme op af stolen i forbindelse med personlig pleje. Han var stor og tung, og ofte var vi flere medarbejdere om at få ham op, for han så personalet som fjender. Det var meget uværdigt. Som kontaktperson gik jeg jævnligt ind til ham alene, og stille og roligt fik vi opbygget et tillidsforhold. Vi talte fx om gamle film, og jeg fandt ud af, at han godt kunne lide at høre mig synge. En dag sang jeg ‘Jeg ved en lærkerede’ og gik hen og nejede for at byde ham op. Jeg tog ham i hænderne – og han holdt fast i mine to pegefingre og fulgte med ud på badeværelset helt uden problemer. På den måde fandt jeg ud af, at vi med musik kunne få borgeren til at glemme det, der var ubehageligt for ham – og det gav et bedre og langt mere værdigt hverdagsliv.
Stimulerer den emotionelle hukommelse
Tina Guldberg Jensen
En kvinde med alzheimers demens var svær at hjælpe med personlig pleje. Hun blev vred og aggressiv, når vi kom tæt på – og jeg tænkte, at hun simpelthen ikke forstod, hvad det var, vi ville. Derfor forsøgte jeg at finde det rigtige sprog til at gøre situationen forståelig for borgeren. En dag, hvor hun var ekstra vred og ulykkelig, gav jeg mig instinktivt til at trøste hende. Jeg røg over i et toneleje, som jeg også bruger, når mine børn er ulykkelige. Det bevirkede, at kvinden også ændrede sit toneleje og kaldte mig mor – og så fik jeg lov til at vaske hende. Jeg tænker, at jeg ubevidst har stimuleret hendes emotionelle hukommelse og fremkaldt en stemning, måske med rod helt tilbage i hendes barndom, hvor det var ok at lade andre komme tæt på.
Man må godt være lidt ydmyg
Birgit Kisby
En mandlig borger flyttede ind hos os, da hjemmeplejen ikke længere ville komme hos ham. Han havde det rigtig skidt, fik meget antipsykotisk medicin og var ret voldsom og utilnærmelig. Flere kolleger var nærmest bange for ham. Hans negle var så lange som hønseringe, men ingen kunne få lov til at klippe dem. Stille og roligt fik jeg opbygget tillid mellem os, bl.a. fordi jeg aldrig overskred hans grænser og ikke forsøgte at bestemme over ham. Det handler nogle gange om at være lidt ydmyg. Skridt for skridt fik vi lov til at nærme os, og så fik jeg fat i en fodterapeut. Første gang hilste hun bare på ham, anden gang fik hun lov til at se hans flotte strømper, tredje gang kunne hun smøre fødderne ind – og til sidst klippe hans negle. I dag har han droppet meget af medicinen, han er holdt op med at ryge – og han fungerer rigtig fint i fællesskabet.