icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
bydelen-groenttorvet.jpg
PKA

Nye senior­bofælles­skaber skal bekæmpe ensomhed

Pensionskassen PKA indgår i nu i et partnerskab, der skal udvikle nye seniorbofællesskaber, som medlemmer af PKA - herunder socialpædagoger - får fortrinsret til. Projektet skal øge livskvaliteten hos ældre og bekæmpe ensomhed

Ensomhed er et problem for mange ældre. Men når ældre bor sammen med andre, stiger deres livskvalitet, og de føler sig mindre ensomme, viser undersøgelser fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Det får nu pensionskassen PKA til sammen med fonden Realdania og ejendomsudvikleren FB Gruppen at udvikle nye modeller for seniorbofællesskaber, som også økonomisk svage ældre har råd til.

Medlemmer af PKA – herunder socialpædagoger – får fortrinsret til de nye seniorbofællesskaber, som i første omgang opføres på det tidligere grønttorv i København, hvor pensionskassen er ved at udvikle en helt ny bydel.

- PKA er sat i verden for at sikre en økonomisk tryg alderdom for vores medlemmer, og med partnerskabet er vi samtidig med til at skabe nogle rammer, der øger livskvaliteten og det sociale netværk for vores medlemmer. Partnerskabet skal inspirere til nye måder at forebygge ensomhed og skabe ressourcestærke ældre, siger adm. direktør i PKA, Peter Damgaard Jensen.

Fornuftigt at investere i ejendomme

For forbundskasserer i Socialpædagogerne, Michael Madsen, som blev valgt ind i PKA’s bestyrelse ved pensionskassens generalforsamling onsdag den 26. april, giver det rigtig god mening at satse på seniorbofællesskaber.

- Når man bliver valgt som bestyrelsesmedlem er det naturligt at have for øje, hvordan vi investerer vores pensionsmidler, og her er ejendomme også et vigtigt område at have fokus på. Så jeg synes bestemt, det er godt, at vi som pensionskasse er med til at bruge medlemmernes penge på at bygge ejendomme, siger Michael Madsen.

Ifølge undersøgelser fra SFI oplever ældre i bofællesskaber, at de har fået en øget livskvalitet, og de har tættere og mere aktive naborelationer end ældre i andre boformer. Mere end 80.000 ældre ønsker at flytte i bofællesskab – men der er i dag kun knap 300 seniorbofællesskaber med omkring 7.000 boliger, og ca. 8.400 ældre står på venteliste.

De nye seniorboliger forventes at stå klar i løbet af halvandet år. Medlemmer af PKA, som er over 60 år, kan søge boligerne - og først når seniorboligerne står klar, kan man skrive sig op på findbolig.nu

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder