icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
ba-llr-og-sl.jpg
Offentlig innovation

På vej mod en reform af den offentlige sektor

Spørgsmålet om reformen af den offentlige sektor er også et spørgsmål om ressourcer. Sådan lyder et af budskaberne fra Socialpædagogernes formand, Benny Andersen, der netop har været til dialogmøde med blandt andre statsministeren og innovationsministeren

Hvordan skaber vi en mere tidssvarende offentlig sektor? Hvad skal der til for at nedbryde siloer og skabe bedre sammenhæng på tværs af sektorer? Hvordan sikrer vi mere tid til kerneopgaven og et større fokus på resultater? Og hvad skal der til for at opnå en bedre ledelse? 

De fire spørgsmål ønsker regeringen at sætte til bred debat frem mod foråret 2018, hvor trådene skal samles til en reform af den offentlige sektor.

Og fredag den 28. april var en række centrale aktører inviteret til dialogmøde på Marienborg sammen med såvel statsminister Lars Løkke (V), innovationsminister Sophie Løhde (V) og økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA).

En af deltagerne var Socialpædagogernes formand, Benny Andersen, og han var godt tilfreds med mødet. 

- Vi er jo kun i den indledende fase, hvor de første spadestik blev taget, men vi er positive overfor de temaer, der er på dagsordenen. For eksempel er det vigtigt, at vi bliver bedre til at tænke på tværs af sektorerne, så der ikke opstår et slip, siger han.

Ressourcer tæller

I plenum fik Benny Andersen leveret et budskab om, at politikerne skal tage et ansvar for udviklingen af den offentlige sektor.

- Og netop derfor synes jeg også, at det er vældig positivt, at der er en minister for offentlig innovation, så det på den måde bliver knyttet til et særligt ministeransvar, sagde han bagefter. 

For Benny Andersen er det vigtigt at pointere, at de gode viljer ikke gør det alene: Det handler også om økonomi. 

- Vi stikker os selv blår i øjnene, hvis vi tror, at det bare handler om at gøre alting bedre og smartere – det handler også om ressourcer, siger han.

Mødet på Marienborg var kun første led i en lang proces, hvor innovationsminister Sophie Løhde (V) blandt andet skal på danmarksturne til alle landets 98 kommuner og fem regioner.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder