icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
08_arbejdsmiljoeB.jpg
Arbejdsmiljø

Praksisfortællinger gjorde udslaget

Med simple værktøjer satte socialpædagogerne i Center for Handicap i Lolland Kommune den faglige sparring i system, og resultaterne er markante: faglig stolthed, højere trivsel blandt medarbejderne og færre konflikter

Åh endnu et kursus, tænkte socialpædagog Rie Bengtsson først og var skeptisk, da hun blev præsenteret for værktøjet ‘Praksisfortællinger’ af Silvette Ines Trier Kjær, der er tillidsrepræsentant på arbejdspladsen.

– Vi har kun tre timers teammøde hver 14. dag, og skal vi så sidde og navlepille igen, tænkte jeg først. Men det har jo vist sig slet ikke at være sådan. Det har været fantastisk at arbejde med praksisfortællinger. Det er anderledes, fordi det handler om os og tager udgangspunkt i vores egne oplevelser og ikke i noget, som en lærer står og siger på et kursus, siger hun.

Glæden skyldes især de konkrete resultater, som både Rie Bengtsson og hendes kollegaer på Center for Handicap i Lolland Kommune har opnået, men også at projektet har givet både faglig stolthed og mere arbejdsglæde.

– Om det er fordi, det er ved at blive forår, eller om det er arbejdet med praksisfortællinger, ved jeg ikke. Men jeg er blevet så glad for at gå på arbejde og møde både borgerne og mine kollegaer. Jeg har nogle gange følt mig træt og udbrændt, både når jeg kom og gik, men nu er jeg glad når jeg kommer og går, fortæller Rie Bengtsson, der arbejder som bostøtte i kommunens § 85-tilbud.

– Før kunne jeg opleve at stå fast med en borger og føle mig magtesløs. Og når man som mig ofte arbejder alene, så kan man hurtigt komme til at tage det personligt og vende det indad. Men nu føler jeg, at jeg bruger min faglighed bedre, og jeg får skubbet det personlige væk, selvom jeg stadig bruger mig selv og min krop i arbejdet. Du får det parkeret, inden du kører hjem, og det giver mig stor glæde. Samtidig er vi som team blevet stærkere og har fået større sammenhold, tilføjer Rie Bengtsson.

Undgå forråelsen

Arbejdet med praksisfortællinger startede for to år siden, fortæller Silvette Ines Trier Kjær, der har fungeret som konsulent på projektet. Der var nogle udfordringer med at finde den fælles socialpædagogiske tilgang til arbejdet, og dermed blev arbejdsmiljøet udfordret.

– Vi ønskede at undgå den forråelse, som langsomt kan ske: At vi ender med at acceptere, at en borger kommer 15 gange om dagen og truer med at slå én ihjel. For selvom vi ved, det ikke er personligt rettet, men en del af borgerens ‘normale’ adfærd, så kan det alligevel være grænseoverskridende. Nu har vi fået en fælles definition på vold og grænseoverskridelser og en højnet bevidsthed om, hvad vi skal acceptere, og hvad vi skal forsøge at ændre på, siger hun.

Det er nemlig en vigtig skelnen, slår hun fast. Der er noget grænseoverskridende adfærd hos borgerne, som man ikke kan eller skal lave om på, mens der er anden adfærd, som man skal arbejde på at undgå, lyder mantraet. Og med små forebyggende – og fælles – faglige tiltag kan både borgernes livskvalitet og medarbejdernes arbejdsmiljø forbedres.

Sådan virker praksisfortællinger

I mindre grupper på ca. fem medarbejdere har man på skift forberedt en praksisfortælling, hvor alle lytter til, at kollegaen fortæller om sine oplevelser i en konkret konfliktfyldt situation med en borger.

Gennem en interviewguide sørger gruppens tovholder for at få alle aspekter af historien med. Og på Center for Handicap i Lolland Kommune har de god erfaring med særligt at spørge ind til følelser og tanker før, under og efter episoden hos både personale og de formodede tanker og følelser hos borgeren og bruge en whiteboard-tavle til at anskueliggøre det.

Ved at udfylde et såkaldt aktivitetsskema identificeres ‘den faglige udfordring’, der fx på et bosted kan være ‘en borger bruger de andre beboeres toiletter’.

Alle i gruppen bidrager med løsningsforslag til den faglige udfordring, og ansvaret for og løsningen på problematikken gøres derved fælles.

En løsning, fx at give karbad til en borger, der altid er udadreagerende ved brusebad, sættes i værk, og der uddeles ansvar for konkrete arbejdsopgaver.

Efter noget tid evalueres løsningen, og har det ikke haft den ønskede effekt, kan man prøve en anden løsning fra det systematiske arbejde, der allerede er lavet.

Alle udfyldte skemaer om en given faglig udfordring gøres tilgængelig for alle kollegaer evt. inddelt i temaer, så viden og erfaringer bliver delt på arbejdspladsen.

Arbejdspladsens arbejdsmiljørepræsentant deltager på alle møder og kan tage eventuelle behov for specifikke hjælpemidler eller behov for ny viden med til ledelsen.

Et fagligt boost

Helt konkret består værktøjet af en drejebog, ‘Vold og trusler – fra fortælling til forandring’, som gratis kan downloades på Videncenter for Arbejdsmiljøs hjemmeside (find link i bunden af artiklen), og desuden søgte arbejdspladsen om midler til bl.a. vikardækning hos Forebyggelsesfonden, hvor der i dag er lukket for ansøgninger. Formålet er at synliggøre og forebygge vold på arbejdspladsen gennem en række øvelser, der skaber fælles faglige løsninger, som alle medarbejdere føler ejerskab for.

I Lolland Kommune har snart alle team i Center for Handicap været igennem forebyggelsespakken. Selvom kollegaernes arbejde spænder vidt fra borgere med gennemgribende funktionsnedsættelser til bostøtte hos borgere med sociale eller kognitive udfordringer, så har arbejdet med praksisfortællinger givet alle medarbejdere et fagligt boost, ligesom der er blevet skruet op for samarbejdet.

– Praksisfortællingerne giver en fælleshed omkring udfordringerne, så alle tager ansvar for at bidrage til at løse dem, men samtidig får den, som har en praksisfortælling med, også vigtig anerkendelse. Og så har vi fået øget vidensniveauet, siger Silvette Ines Trier Kjær.

– Der har ikke været ét eneste team, som siger, de ikke har fået noget ud af det, og som ikke gerne vil arbejde videre med redskaberne. Det er meget usædvanligt, tilføjer hun.

Ikke længere fastlåst

Socialpædagog Heidi Struck arbejder på et botilbud til døvblinde borgere med nedsat funktions­evne, og hun har som tovholder i sin praksisfortællingsgruppe oplevet på nærmeste hold, hvordan den praksisnære og systematiske metode har forbedret hverdagen for alle.

– En borger kunne fx gentagne gange og på alle tider af døgnet blive meget vred og frustreret over, at personalet ikke, når det passede ham, kunne ledsage ham ud at købe snacks. Derfor oplevede personalet ofte, at han blev meget vred og udadreagerende, og konflikterne fyldte uproportionelt meget, fortæller hun.

Beboerens adfærd frustrerede personalet, og der var intet fodslag om en fælles socialpædagogisk tilgang til ham. Tværtimod fulgte frustrationerne med ind til personalemøderne, hvor bølgerne gik højt. Situationen var fastlåst.

– Så brugte vi praksisfortællingerne til at overveje, hvordan vi kunne være mere imødekommende overfor ham, og hvordan vi kunne forebygge problemerne, siger Heidi Struck.

Derfor var løsningen helt simple greb som at sørge for, at han altid i løbet af ugen blev inviteret med ud at købe ind, når personalet havde planlagt det, så han altid havde de snacks, han havde lyst til.

– Så havde vi ikke de konflikter mere. Det lyder så simpelt, men vi var blevet låst fast i en situation, hvor vi alle blev frustrerede, siger hun.

Mindre stress

Det kan være sårbart at dele en praksisfortælling, fordi nogle kan føle, at de udstiller sig selv undervejs. Men alligevel er det Heidi Strucks oplevelse, at metoden også samler op på den sårbarhed og tvivl om egen faglighed, der kan opstå.

– For med praksisfortællingerne kunne vi gå fagligt til værks og finde en fælles forståelse – og en rigtig god løsning. Og det giver alle en god oplevelse i den sidste ende, siger hun.

Den fælles faglige refleksion har samtidig reduceret stressniveauet hos både personalet og de andre beboere.

En borger hamrede altid i bordet under alle måltider, hvilket larmede og forstyrrede ikke bare de andre beboere, men også personalet. Gennem en systematisk faglig refleksion kom personalet frem til, at hans adfærd ikke skal bremses, fordi det er sådan, han udtrykker sig – men derfor skal alle andre alligevel ikke lide under det. Løsningen? Personalet tog i adskillige møbelbutikker og bankede i alle borde, indtil de fandt et nyt spisebord til bostedet, som der kan bankes i, uden at det larmer.

– Vi har forebygget nogle stressfaktorer, og samtidig har vi forbedret livet for nogle af beboerne, og det gør mig fagligt stolt, slår Heidi Struck fast.

Forebygger vold

Formålet med praksisfortællingerne er i første omgang at synliggøre vold og grænseoverskridelser og dernæst at forebygge dem. Og sådan er det også gået på Lolland. Med værktøjerne er medarbejderne blevet enige om en fælles definition af vold og krænkende adfærd – og blevet bedre til at få øje på det.

– Derfor er en stigning i indberetninger af vold et succeskriterium i starten. For det betyder, at vi er blevet bedre til at være opmærksomme på det. Men når vi så arbejder med problematikkerne med værktøjerne i praksisfortællinger, så ser vi, at antallet af indberetninger falder. Den tendens har vi set i alle vores team, når de har været igennem forløbet, siger Silvette Ines Trier Kjær.

Det kan især være i udsatte arbejdssituationer som i borgerens eget hjem, hvor også socialpædagog Flemming Lundgreen arbejder i § 85-bostøtte-tilbud, at konflikterne opstår.

Han har arbejdet som socialpædagog i mere end 30 år, og han har også oplevet, at forløbet med praksisfortællinger har bidraget med nyt.

– Baseret på refleksioner har vi lært, at det ofte løser og forebygger konflikter at handle nu og her, fordi det er det perspektiv, som borgeren selv har. Det nytter ikke at vente til i morgen, hvis det opleves hos borgeren som om, at verden bryder sammen. Og det er ofte en lille bitte positiv forskel, der skal til, for at få samarbejdet til at glide og undgå fx trusler om selvmord fra borgeren og rent kaos, fortæller han

I teamet er de også blevet bedre til at overtage fra hinanden på en professionel måde, og alt er mere åbent.

– Vi deler mere viden, og de faglige refleksioner er blevet en del af min tankegang hele tiden. Det er en dejlig fornemmelse at få et fagligt boost, siger han.


Læs mere om praksisfortællinger og hent drejebogen til forebyggelsespakken ‘Vold og trusler – fra fortælling til forandring’ via www.kortlink.dk/q58a

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Arbejdsmiljø