icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Arbejdstid

Ny kendelse: Vigtigt at afklare borger-tures formål

Socialpædagogers aflønning under ture med borgere afhænger af turens formål, slår en afgørelse i en faglig voldgiftssag fast. Socialpædagogerne anbefaler derfor, at det altid afklares inden afrejse, om en tur er behandling eller ferie

Skal en gruppe socialpædagoger have løn for alle timer, de arbejder, når de ledsager en gruppe borgere på en uges cykeltur med overnatning? Det var kernen i en faglig voldgiftssag, som Socialpædagogerne havde anlagt mod Albertslund Kommune. Kendelsen understreger, at det er vigtigt, at formålet med sådanne ture altid afklares inden afrejse, da det netop er spørgsmålet, om det er en tur med behandlingssigte eller ej, der afgør socialpædagogernes aflønning.

Den konkrete sag drejer sig om en ugelang cykeltur fra Albertslund til Skagen med en gruppe psykiatriske patienter. Kommunen mente efter turen, at socialpædagogerne skulle lønnes efter koloni-aftalen – og altså ikke have løn i alle de timer, de er på arbejde, fordi det var en ferietur – mens Socialpædagogerne argumenterede for, at koloni-aftalen ikke gjaldt, fordi socialpædagogerne under hele turen arbejdede aktivt med at understøtte udsatte borgeres livsstilsændring.

I den konkrete voldgiftssag fik kommunen medhold, men det ændrer ikke ved fortolkningen af koloni-reglerne, lyder vurderingen fra Socialpædagogerne. Derimod, lyder Socialpædagogernes vurdering, understreges det med kendelsen, at det er vigtigt, at formålet med turen bliver afklaret – inden man tager afsted.

For i kendelsen slås det fast, at pædagogers deltagelse i ture med socialpædagogisk behandling ikke er omfattet af koloni-aftalen. Det vil altså sige, at socialpædagoger på ture som led i en behandling altid skal aflønnes for de timer, de er på arbejde. Er der tale om en kolonitur, som er en ferietur med rekreativt sigte, så gælder koloni-aftalen.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder, TR og AMR, Overenskomst