Et velment spark og én, der lytter til dig
Hvilken betydning har inddragelse i forhold til at hjælpe mennesker med psykiske lidelser? Ifølge Jesper van der Schaft er den afgørende. En vigtig stemme får ordet i lyset af det seneste års debat om forholdene i psykiatrien.
- Det er helt klart min kontaktpersons fortjeneste, at jeg i dag har det meget bedre. Hun viste indlevelse og forståelse, da jeg havde det allerværst. Kontaktpersonen lyttede på mig og tvang mig aldrig til noget, men gav mig velmente spark, når der var brug for det. Hun forklarede altid, hvad hun gjorde og hvorfor.
Sådan siger Jesper van der Schaft om den socialpædagog på et aarhusiansk værested, der hjalp ham, da han var ude, hvor han ikke længere kunne bunde. Forud var gået en periode på seks voldsomme år, hvor den sindslidende aarhusianer oplevede, at han ikke blev lyttet til og ikke fik den hjælp, han havde brug for. Det hele kulminerede i 2005, hvor han efter en konflikt med systemet følte sig totalt misforstået og besluttede sig for fuldstændig at boykotte psykiatrien. En beslutning han siden har fastholdt.
I dag er der igen håb i Jesper van der Schafts liv, og når han har overskud til det, er han med afsæt i sine egne erfaringer en aktiv debattør på psykiatri- og handicapområdet. Et engagement, han i 2014 fik Aarhus Kommunes Handicappris for.
- Det er afgørende, at psykisk syge selv kommer til orde, fastslår han.
I lyset af det seneste års debat om forholdene i psykiatrien – hvor politikere har foreslået alt fra øget brug af tvang til narkohunde – har Socialpædagogen her interviewet Jesper om behovet for inddragelse af mennesker med psykiatriske lidelser.
Det er afgørende, at psykisk syge selv kommer til orde
Jesper van der Schaft
Patienter hjalp hinanden
Jesper van der Schaft, der i dag er 47 år, bor i egen bolig og har siden 2005 været på førtidspension. Fra han var 17 år, har han oplevet depression og selvmordstanker. Han er født med en mindre hjerneskade, der betyder delvis lammelse af den venstre side af kroppen.
- Lægerne mener, at hjerneskaden påvirker min personlighed. Jeg har ikke så meget filter og fylder meget. Ikke bare med min tale, men også med min tilstedeværelse. Folk skal nok have mig i små doser, siger Jesper van der Schaft med et skævt smil.
I perioden 1999-2005 er der ikke meget at smile af i hans liv. Seksten gange er han omkring den psykiatriske skadestue i Risskov. Sidste besøg ender i to ugers indlæggelse i begyndelsen af 2003.
- Udover den indledende udredningssamtale havde jeg kun en halv times samtale med en psykiater i de 14 dage, jeg var indlagt. Jeg så, hvor meget lidelse der er blandt psykisk syge mennesker. Vi, der ikke var totalt dopede af medicin, forsøgte at hjælpe hinanden. Jeg oplevede, at det mere var os, som passede på hinanden, end personalet, siger han.
Jeg følte mig totalt misforstået. Det var uretfærdigt, at bostøtten angreb mig for noget, jeg havde sagt i bedste mening
Jesper van der Schaft
Manglende dialog
Efter udskrivelsen får Jesper van der Schaft tilkendt en bostøtte. På godt to år kommer syv forskellige i hans hjem.
I 2005 er han i aktivering i en butik, hvor en tidligere medpatient en dag kommer ind for at købe cigaretter.
- Jeg vidste, at hun havde fået kræft, og sagde til hende, at smøger var en rigtig dårlig idé, fortæller Jesper van der Schaft.
Episoden bliver nogle dage senere taget op og problematiseret af bostøtten, der også er bostøtte for kvinden. ’Du skulle have nogen slam, slam’, siger bostøtten håndfast til ham.
- Jeg følte mig totalt misforstået. Det var uretfærdigt, at bostøtten angreb mig for noget, jeg havde sagt i bedste mening.
I frustration kaster Jesper van der Schaft sit krus ind i væggen, hvor det splintres.
- Vi sad overfor hinanden, og jeg smed ikke kruset i hendes retning, men mod væggen til venstre for mig, forklarer han.
Straks efter går bostøtten
- Jeg var fortvivlet og sad bare og græd. Jeg fejede skårene op, så katten ikke skulle skære sig. Et par timer efter ringede jeg til bostøtten for at spørge, om hun var okay, hvilket hun svarede ja til.
Dagen efter modtager Jesper van der Schaft et brev med en politianmeldelse for vold og trusler.
- Jeg forstod ikke, hvorfor bostøtten ikke fortalte, at hun havde anmeldt mig, da jeg kontaktede hende. Jeg ringede til politiet, som sagde, at de ikke opfattede episoden som vold og trusler, og at der ikke var grundlag for nogen sag.
Efterfølgende indkalder ledelsen af lokalpsykiatrien Jesper van der Schaft til en samtale. Her får han at vide, at hvis han fremover vil modtage hjælp, skal det foregå i lokalpsykiatriens lokaler.
- De blev ved med at sige, at de ikke så mig som farlig. Alligevel fastholdt de, at jeg ikke kunne få hjælp hjemme hos mig selv, hvilket er paradoksalt, når det hedder bostøtte, siger Jesper van der Schaft.
- Tvang er et rigtigt dårligt redskab med mindre, man decideret er til skade for sig selv eller fare for andre. Når man tvinger folk til noget, giver det modvilje frem for motivation.
Min kontaktperson hjalp mig helt enormt. Udover at inddrage mig i alt, brugte hun også sig selv, og spurgte mig til råds om spørgsmål i sit liv. Jeg så, at hun var menneske og også kunne opleve tvivl og problemer
Jesper van der Schaft
Forståelse og velmente spark
Efter mødet tager Jesper van der Schaft en beslutning: Han er færdig med psykiatrien. I stedet trækker han på en socialpædagog på det værested for sindslidende i Aarhus, hvor han kommer. Kontaktpersonen rummer ham og hjælper ham med at lave strategier for, hvad han kan gøre i svære situationer. Socialpædagogen sørger for, at han hele tiden har mulighed for at komme i kontakt. Det bliver nødvendigt en til to gange, hvor Jesper van der Schaft har det allerdårligst.
- Min kontaktperson hjalp mig helt enormt. Udover at inddrage mig i alt, brugte hun også sig selv, og spurgte mig til råds om spørgsmål i sit liv. Jeg så, at hun var menneske og også kunne opleve tvivl og problemer.
I takt med at Jesper van der Schaft får det bedre, bliver telefonsamtalerne færre, men relationsarbejdet fortsætter og hjælper ham også til at få styr på alt det praktiske i hverdagen.
- Førhen så jeg bogstaveligt talt verden omkring mig i sort/hvid. Når jeg kigger ud af vinduet i dag er himlen blå, skyerne hvide og træerne grønne. Det er det samme med mine tanker – der er også kommet kulør på dem, fortæller han.
- Jeg kan stadig blive slået ud og har også selvmordstanker, men selv i de mørkeste perioder er der håb og ting, der peger fremad. Jeg kan ikke begå selvmord, fordi jeg altid lige skal have noget mere med – en festival, min fødselsdag eller et oplæg, jeg skal holde.
150 nye pladser
Folketinget vedtog 2. juni en ny lov om nye rehabiliterende psykiatriske afdelinger til mennesker med svære psykiatriske lidelser og udadreagerende adfærd – en løsning, som bl.a. Socialpædagogerne har sat sit fingeraftryk på.
Risiko for at ende på gaden
Noget af det, der i øjeblikket optager Jesper van der Schaft meget, er den netop vedtagne lov, der betyder oprettelsen af 150 nye pladser i psykiatrien til mennesker, der oveni en svær psykiatrisk lidelse har et misbrug og udadreagerende adfærd. Målet er et mere helstøbt behandlingstilbud og at dæmme op for konflikter og vold i psykiatrien. Gode intentioner, men en krølle på loven er, at borgere på et bosted for at få tilbuddet skal opsige deres bolig.
- Det er den dårligste løsning, jeg har set i mands minde. Hvis du ikke ved, hvad du kommer tilbage til efter en indlæggelse, bliver du endnu mere syg, siger Jesper van der Schaft.
Børne- og Socialminister Mai Mercado har ganske vist forsikret, at alle vil få et nyt botilbud, men Jesper van der Schaft tvivler på, at kommunerne kan leve op til det løfte.
- Der er ikke bosteder nok, og jeg frygter virkelig, at mange vil ende på gaden efter indlæggelsen. Der bliver også færre og færre væresteder for sindslidende. Bare her i Aarhus var der før fire væresteder med uddannet personale – i dag er der et. Der er langt flere sindslidende på gaden end tidligere, og mange opsøger for eksempel Kirkens Korshærs tilbud, hvor miljøet er hårdt og præget af mange misbrugere og alkoholikere.
Psykisk syge har brug for en tryg base. Utryghed giver en mere udadreagerende adfærd. Fokus skal være på, hvordan vi bruger den enkelte borgers ressourcer til at bygge ham op i stedet for at splitte hans liv ad ved at tage hans hjem
Jesper van der Schaft
Underminering af rettigheder
I Jesper van der Schafts optik er muligheden for at fratage svært psykisk syge deres bolig under en indlæggelse ikke bare utryghedsskabende, men også et diskriminerende skråplan.
- Ikke engang hårde kriminelle mister deres bolig, når de er i fængsel. Den nye lov illustrerer med al tydelighed, at psykisk syge ses som andenrangsborgere. Og hvad bliver det næste? Skal døgnanbragte børn og udviklingshæmmede, der bliver syge og indlagt på hospitalet, også miste deres hjem, spørger Jesper van der Schaft.
Han sætter også spørgsmålstegn ved, om det nye tilbud reelt vil forebygge konflikter.
- Psykisk syge har brug for en tryg base. Utryghed giver en mere udadreagerende adfærd. Fokus skal være på, hvordan vi bruger den enkelte borgers ressourcer til at bygge ham op i stedet for at splitte hans liv ad ved at tage hans hjem.
Jesper van der Schaft mener, det er på tide, at psykisk syge bliver mødt som de mennesker, de er, og ikke bare som sagsnumre.
- En sindslidelse er en alvorlig sygdom. Folk dør af det! Hver dag begår to danskere selvmord og 18 forsøger at tage deres eget liv. Personalet har vildt travlt på grund af for dårlige normeringer. Vi skal have flere socialpædagogiske medarbejdere, så vi kan sikre det ægte relationsarbejde, og hele psykiatrien skal på finansloven i stedet for diverse lappeløsninger i form af satspulje-midler, siger han.