icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
CB-christiansborgB.jpg
Psykiatri

Ja til oprettelse af 150 nye pladser

Folketinget har i dag vedtaget ny lov om nye rehabiliterende psykiatriske afdelinger til mennesker med svære psykiatriske lidelser og udadreagerende adfærd – en løsning, som bl.a. Socialpædagogerne har sat sit fingeraftryk på

Det har været længe undervejs – og er blevet ændret markant i processen. Men nu står det fast, at der skal etableres 150 nye rehabiliterende psykiatriske sengepladser målrettet mennesker med svære psykiatriske lidelser, et samtidigt misbrug og udadreagerende adfærd. Folketinget har i dag, fredag d. 2. juni, vedtaget det lovforslag, som regeringen fremsatte den 3. maj.

- Det her handler om en gruppe mennesker, som virkelig har brug for hjælp. Det er mennesker, der har massive problemer med fx dobbeltdiagnoser, misbrugsproblemer og udadreagerende adfærd – og de skal mødes med kompetente fagligheder og den rette behandling. Derfor har vi helt fra start i den her proces kæmpet for at sikre borgerens retssikkerhed og hele vejen igennem haft fokus på at finde den bedste løsning for borgerne, siger næstformand i Socialpædagogerne, Verne Pedersen.

Håb om fortsat fokus

De afdelinger, der nu skal etableres, skal rumme både en rehabiliterende/socialfaglig indsats, psykiatrisk behandling og misbrugsbehandling. Formålet er dels at stabilisere borgerens helbred og evne til at mestre hverdagen, og dels at nedbringe antallet af voldsepisoder og konflikter og opnå bedre sikkerhed for såvel andre patienter som medarbejdere.

Lovforslaget rummer mange gode elementer fx frivilligt samtykke til behandling fra patienterne, men der er også problemer, understreger Verne Pedersen. For siger borgeren ja til en af de 150 pladser, mister han eller hun samtidig sin bolig på fx et bosted. Og det er problematisk, mener Socialpædagogernes næstformand.

Forløbet op til vedtagelsen af lovforslaget har været en usædvanlig affære. Undervejs har regeringen efter pres fra oppositionen, organisationer for pårørende og brugere og faglige organisationer som Socialpædagogerne trukket det oprindelige udkast til lovforslaget tilbage. Og det viser, at det lønner sig at lægge pres på politikerne og insistere på, at det er altafgørende, at målgruppen mødes af den rette faglighed, uden at man går på kompromis med hverken borgernes retssikkerhed eller medarbejdernes arbejdsmiljø, slår Verne Pedersen fast.

- Og så viser det store engagement fra så mange sider, at vi er mange, der interesserer os for udsatte mennesker, der har psykiatriske problemer, og at vi kan skabe forandringer, hvis vi står sammen. Det engagement håber jeg også i fremtiden kan være med til at sætte fokus på en ofte overset gruppe af mennesker, siger hun.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder