icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
OK 2018

Ja, vi skal have mere i løn

Løn er altid det vigtigste til en overenskomstforhandling, og socialpædagogers løn er ikke høj nok, mener Socialpædagogernes formand Benny Andersen, der ved forhandlingsbordet ud over lønstigninger især vil pege på ligeløn og værdien af en uddannelse

Mere i løn til socialpædagoger og mest til dem, der har taget en uddannelse. Det er den lønudvikling, som Socialpædagogernes formand Benny Andersen gerne ser som resultat af overenskomstforhandlingerne i 2018.

Er du som formand tilfreds, når du kigger tilbage på lønudviklingen for socialpædagoger de seneste knap 10 år, hvor du også har forhandlet overenskomsterne?

– Ja, jeg må sige, at jeg synes, at vi kan være tilfredse. I den samfundsøkonomiske situation, som aftalerne er forhandlet i, så må man sige, at det er lykkedes at sikre reallønnen alle år på nær ét, selvom de seneste ti år har været præget af økonomisk krise og generel økonomisk tilbageholdenhed. Og målet ved den kommende overenskomstforhandling er også at sikre reallønnen.

Får socialpædagoger nok i løn?

– Det synes jeg ikke. Lønnen afspejler ikke det store ansvar, socialpædagoger har og tager hver dag, og den vigtige indsats, de gør for de svageste borgere. De har taget en lang uddannelse, og det skal selvfølgelig honoreres. Og der er den åbenlyse urimelighed i, at socialpædagogik er et typisk kvindefag og derfor er lavere økonomisk værdisat end de job, som en tilsvarende uddannelse fører til i et typisk mandefag. Men der er også realiteterne, for en overenskomstforhandling handler også om, at hvis vi skal have mere, så er der nogle andre, der skal have mindre. Og det er desværre ikke lige så nemt at blive enige om, hvem der skal have mindre, som hvem der skal have mere.

Hvilke pejlemærker skal Socialpædagogerne gå til forhandlingerne med, hvis det stod til dig?

– Der er tre ting. For det første skal vi se på, hvor mange penge vi skal bruge på at sikre reallønnen til alle offentligt ansatte, som er den del af overenskomsten, som Socialpædagogerne forhandler sammen med de andre organisationer, og hvor stor en del, der skal gå til andre tiltag. For det andet skal de kommende aftaler om løn afspejle, at det skal kunne betale sig at tage en uddannelse, og derfor skal socialpædagoger selvfølgelig have mere i løn end medarbejdere med kortere uddannelser. Jeg køber ikke argumentet om, at det skulle være usolidarisk, for socialpædagoger har brugt tid og kræfter på at dygtiggøre sig, og det skal selvfølgelig kunne betale sig, når man får et job. Det mener jeg er retfærdigt. For det tredje skal vi kigge på lønnen til socialpædagogiske ledere. Vi ser en udvikling med færre ledere, der får mere og mere ansvar, og det tager lønnen ikke højde for i dag.

Er løn det vigtigste til en overenskomst? Hvor meget mener du, det skal fylde ved forhandlingerne – arbejdsmiljø og efteruddannelse er jo også vigtigt?

– Lønnen er altid det vigtigste uanset, hvordan man vender og drejer det. Det er valutaen til forhandlingerne og noget af det første, man får på plads.

Hvad med ligelønnen? Er den dit smertensbarn?

– Ja lidt. Ligeløn handler også om, at det skal kunne betale sig at tage en uddannelse – også inden for de typiske kvindefag som socialpædagogik. Som Lønkommissionen tydeliggjorde, så er værdien fastsat lavere i de fag, som har med omsorg og mennesker at gøre, mens værdien er højere for de fag, der har med teknik og møtrikker at gøre. Og det er et problem, som skal løses, men det er spørgsmålet, om hele løsningen kan findes ved overenskomstforhandlingerne. Jeg mener også, at politikerne skal sætte handling bag ordene og afsætte nogle penge til en ligelønspulje, der kan udligne forskellen.


Hvad er det vigtigste i dit arbejdsliv? Send Socialpædagogerne et postkort med dine forslag til overenskomsten.

Andre OK-emner

Der er også en række andre emner i spil til overenskomstforhandlingerne. Det gælder fx:

  • Efteruddannelse
  • Ligeløn
  • TR-rettigheder
  • Pension
  • Arbejdstid
  • Lokalløn
  • Efteruddannelse til ledere

Se en uddybning af emnerne på www.sl.dk/OK2018

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbund og a-kasse, Overenskomster og aftaler