icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Kommentar

Konkurrence­udsættelse er ødelæggende

Sociale indsatser er ikke som varer, der kan udsættes for konkurrence på linje med alle andre tjenesteydelser. Indsatser overfor mennesker med handicap er en kerneydelse

Flere kommuner vil i fremtiden eksperimentere med konkurrenceudsættelse på handicapområdet. Konkurrenceudsættelse betyder, at kommunen får private leverandører til at give et tilbud på at løse en opgave – fx at drive et tilbud for unge mennesker med handicap. Driften af tilbuddene kommer så i udbud med kontrakter helt ned til tre års længde. Når kontrakten udløber, skal tilbuddene igen konkurrenceudsættes. Selv hvis kontrakten ender med at blive på de samme hænder, skaber udbudsrunden uden tvivl usikkerhed hos borgere og ansatte.

Og det er ikke bare ærgerligt. Det er også ødelæggende. Vi ved, at det er det lange seje træk med specialiserede, socialpædagogiske indsatser med tryghed og kontinuitet, der gør en forskel for borgerne. Socialpædagoger arbejder med borgere, der er afhængige af andre mennesker i hverdagen. Derfor skal der være tillid i den relation, som opstår mellem fagperson og borger. Vi risikerer at bryde med kontinuiteten og tilliden, hvis kommunerne hvert tredje eller fjerde år skal konkurrenceudsætte den socialpædagogiske indsats og starte forfra.

Desværre ved vi også, at de kortsigtede hensyn til økonomien nogle gange trumfer det langsigtede hensyn til, hvad der er bedst for borgeren. Og derudover vil jeg også sætte spørgsmålstegn ved, om konkurrenceudsættelse overhovedet er billigere på længere sigt. Når der sker et brud i indsatsen, eksempelvis ved at en anden privat aktør overtager driften, skal der startes forfra. Når private aktører skal underbyde hinanden, er der også risiko for, at et tilbud går konkurs, som vi desværre kender det fra ældreområdet. Konkurser på handicapområdet vil betyde, at det offentlige bliver nødt til at samle opgaven op. Det er rigtig, rigtig dyrt for samfundet – og det risikerer derudover at sætte borgerens udvikling tilbage.

Borgere med medfødte eller erhvervede funktionsnedsættelser har som oftest et livslangt handicap. Mange har brug for en langsigtet rehabiliterende og livslang habiliterende støtte. Det harmonerer ikke med at konkurrenceudsætte driften af disse tilbud og skabe usikkerhed og utryghed.

Sociale indsatser er ikke som varer, der kan udsættes for konkurrence på linje med alle andre tjenesteydelser. Indsatser overfor mennesker med handicap er en kerneydelse. Vi skal altid have borgernes tarv i centrum – også når kommuner overvejer at sætte handicapområdet i udbud.