Ligesom den første kæreste
25 år i faget. Jakob Obdrup, familieplejekonsulent, Rødovre Kommune. Uddannet på Københavns Socialpædagogiske seminarium i 1992
Hvad har faget gjort ved dig som menneske?
– Tja, hvordan var man før? Selvfølgelig har det ændret mig, men jeg har nærmest altid vidst, at jeg var god til at arbejde med ‘skæve’ børn og til at danne relationer til dem. Som mange andre havde jeg lige nogle sabbatår, før jeg startede på uddannelsen, og der var jeg medhjælper i et fritidshjem og opdagede, at jeg havde særligt blik for de unger, der faldt lidt ved siden af.
– Fra min seminarietid husker jeg bedst praktikkerne, hvor man virkelig skulle bruge sig selv, og det er jo både det krævende og det givende ved faget: Man bliver aldrig færdig socialpædagog: Man bliver hele tiden konfronteret med sine egne normer og holdninger – og man bliver nødt til at udvikle sig.
Hvad er din største faglige oplevelse?
– Det er min allerførste opgave som nyuddannet. Jeg blev ansat på en akutinstitution og fik ansvaret for en dreng, som jeg fulgte og arbejdede med i tre år. Det var vildt at opleve. Det var ligesom den følelse, man har med den første kæreste. Efter tre år var drengen klar til at komme ud i en plejefamilie, og det har selvfølgelig betydet så meget, fordi det var min første faglige opgave, og den betød, at jeg så at sige mødte hele systemet – alle de fagpersoner og indsatser, der var omkring drengen, ligesom jeg kom tæt på hans familie. Det var virkelig skelsættende for mig i så ung en alder. Og ja, så lykkedes opgaven – og på den måde blev den et svendestykke.
– Samtidig betød den også, at jeg traf den der beslutning om at skille tingene ad. Om ikke at tage arbejdet med hjem og om hele tiden have blik for, at jeg udfører et fagligt stykke arbejde – og om at finde balancen mellem det professionelle og det følelsesmæssige.
Hvad håber du for de nyuddannede socialpædagoger – hvad er dit bedste råd til dem?
– At de skal holde fast i skillelinjen mellem fagligheden og følelserne, og at de skal tage imod den gave, det er, at faget kræver, at man hele tiden skal udvikle sig. Man bliver aldrig færdig som socialpædagog – hvis man tror det, stivner man og bliver dårligere til sit arbejde.
– Og så er det jo utroligt, hvad man lærer af de mennesker, man møder og arbejder med. Så det gælder om at bevare nysgerrigheden og dyrke den gensidighed, man har i relationerne med de mennesker, man arbejder med.