Overenskomstens ABC

• Email
• Print

I disse uger mødes Socialpædagogerne og arbejdsgiverne for at forhandle om løn og arbejdsvilkår for offentligt ansatte socialpædagoger for de næste tre år. Løn, kompetenceudvikling, arbejdstid, seniorordninger og ferie er nogle af de centrale elementer. Forhandlingerne udgør et vigtigt fundament i, hvad der populært kaldes den danske model. Parterne når i fællesskab til enighed om en løsning, som begge parter kan leve med – og derefter skal medlemmerne af Socialpædagogerne sammen med alle de offentligt ansatte stemme ja eller nej til overenskomstresultatet.

Hvem forhandler med hvem?

Der er både forhandlinger for alle offentligt ansatte, og så er der forhandlinger, som kun handler om socialpædagogers arbejdsvilkår. I de fælles forhandlinger er det Forhandlingsfællesskabet, som forhandler for lønmodtagerne over for Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner. På statens område er det Moderniseringsstyrelsen, der forhandler for staten, og Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU), der forhandler for de statsansatte.

I forhandlingerne om socialpædagogers egne vilkår og overenskomster, er det Socialpædagogerne, der forhandler med arbejdsgiverne direkte.

Bordet fanger

En overenskomst bliver forhandlet på plads – med streg under forhandlet. Det vil altså sige, at både lønmodtagere og arbejdsgiveren må give noget til forhandlingerne, fx at lønmodtagerne må æde lave lønstigninger, eller arbejdsgiverne acceptere flere fridage. Men det betyder også, at begge parter (som oftest) tager ansvar, fordi de har det samme mål: at borgerne skal have et ordentligt liv, og at et ordentligt arbejdsliv for socialpædagogerne er en forudsætning for det.

Kan der komme konflikt?

Hvis parterne ikke kan blive enige om et resultat – ja, så kan det ende med konflikt. Men der skal ske en række ting, inden det når dertil. For det første har parterne pligt til at varsle konflikten fire uger inden, den skal begynde. Arbejdsgivernes konfliktvåben er at ’lockoute’ medarbejderne fra arbejdspladserne uden løn. Det var det, der skete i forhandlingerne om lærernes overenskomst i 2013. Lønmodtagernes konfliktvåben er at strejke. Dog vil der altid være et nødberedskab, så ingen borgere lider unødig overlast på grund af en konflikt.

Inden konflikten skal begge parter i striden møde op i Forligsinstitutionen, hvor forligsmanden vil forsøge at få parterne til at nå til enighed. Forligsmanden har ret til at udsætte strejken eller lockouten med 2 x 14 dage for at vinde mere tid til at få en aftale på benene. 

Først når overenskomstperioden er udløbet – 31. marts i år – er det lovligt at strejke og lockoute. Konflikten kan i princippet vare, indtil enten arbejdsgivere eller lønmodtagere ikke har penge eller tålmodighed til at fortsætte. Regeringen kan dog også gribe ind, hvis konflikten medfører (for) store samfundsmæssige konsekvenser. Så bliver der lavet en lov, som gennemtvinger en løsning.