Rettigheder giver ikke sig selv

• Email
• Print

Med det politiske forlig om en ny servicelov på voksenområdet lykkedes det at afværge en katastrofe. Regeringen havde – ganske som den tidligere SR-regering – lagt i kakkelovnen til en voldsom forringelse af rettighederne for mennesker med udviklingshæmning via et såkaldt ‘indsatskatalog’ med udvidet kommunalt skøn (tidligere kendt som ‘tilbudsviften’).

Planen var at erstatte de rettigheder, som mennesker med udviklingshæmning i dag har til eksempelvis et aktivitets- og samværstilbud eller beskyttet beskæftigelse, med et samlet kommunalt skøn inden for et katalog af tilbudstyper.

Dette rettighedstab havde med stor sikkerhed betydet, at tusindvis af mennesker med udviklingshæmning havde mistet eller markant havde fået forringet deres tilbud i dagtimerne til fordel for lidt ‘sysselsætning’ hjemme i botilbuddet.

Det lykkedes i 11. time at overbevise et flertal uden om regeringen om, at indsatskataloget var den helt forkerte vej at gå. Derfor var der ikke politisk opbakning til denne del af regeringsforslaget, og det glæder vi os inderligt over i LEV. En glæde, som jeg er overbevist om også findes blandt mange socialpædagoger.

Men hvorfor kom det overhovedet så vidt? Hvorfor stod vi pludselig i en situation, hvor store dele af Folketinget var modtagelige over for argumenter om, at det var rimeligt at erstatte ekstremt sårbare borgeres rettigheder med ‘et samlet skøn’ i kommunerne? Der er der nok flere forklaringer på. Her er to af dem, jeg tror er de vigtigste:

Flere af de senere års regeringer har ved de årlige økonomiforhandlinger lovet KL en ‘mere fleksibel lovgivning’, så det blev nemmere at spare endnu mere på især voksenhandicapområdet. Det såkaldte indsatskatalog var en måde at indfri løftet til kommunerne på.

Vi har taget rettighederne for givet. Fordi vi kender til fortidens behandling af mennesker med handicap i store ekskluderende totalinstitutioner, har vi set rettighederne i sociallovgivningen som selvindlysende. De var så åbenlyst velbegrundede, at vi ikke længere behøvede at forklare dem for omverdenen. Tag fx retten til et dagligt miljøskifte med et meningsfuldt tilbud i dagtimerne. Det er der vel ingen, som kunne drømme om at fratage denne gruppe sårbare borgere?

Men det var der altså nogle, som kunne drømme om – og de arbejdede stenhårdt for at få drømmen realiseret med servicelovens revision.

Det fortæller os, at vi skal være langt bedre til at forklare, hvorfor gode beskæftigelses- og aktivitets- og samværstilbud er helt centrale elementer i en gruppe menneskers tilværelse. Vi skal kunne diskutere kvaliteten i den faglige indsats i denne slags tilbud. Og vi skal argumentere for retten til dagligt miljøskifte.

Målet må være gendannelsen af en større og mere forankret konsensus om, at også mennesker med meget betydelige og indgribende handicap har krav på en dagligdag med indhold, kvalitet, afveksling og værdighed – og på at møde andre mennesker/kollegaer.

LEV har taget fat på denne opgave. Vi har defineret en såkaldt Fokussag for 2017, som netop drejer sig om retten til dagligt miljøskifte og om det gode aktivitets- og samværstilbud eller tilbud om beskyttet beskæftigelse.

Anni Sørensen er formand for Landsforeningen LEV.