icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Synspunkt

Dokumentation er en alvorlig sag

Vi må være bevidste om, at vi på mange måder sidder med borgerens liv i hænderne, når vi dokumenterer. Hvad, hvordan og hvorfra vi skriver er derfor bestemt ikke ligegyldigt – det har effekter på borgeren

  • Jesper Ibsen Larsen
  • 10-2017 /

Dokumentation bliver mere og mere en del af den pædagogiske verden. Ikke som en del af behandlingen, nej, udelukkende som en del af et politisk-økonomisk forhold. Dette, synes jeg, er yderst problematisk.

Vi dokumenterer i dag for at ‘bevise’, hvad vi gør, og at det, vi gør, virker – vi dokumenterer i et økonomisk øjemed. Borgerne, som det hele handler om, er sat på sidelinjen, uden at der bliver taget hensyn til dem. 

Vi skal i den pædagogiske verden have øje for de effekter, vores handlinger og ord har. Dette gælder måske særligt dokumentation, fordi det skrevne ord bliver ophøjet til en generaliseret viden. 

Dokumentationens effekt på borgerne og dens betydning for borgeren er en alvorlig sag – beskrivelser har identitetsformende effekter. Kaaber og Westmark skriver, at ‘enhver beskrivelse er en historisering af en lille del af et menneskes liv, og det får betydning for det menneske, som er i centrum for beskrivelsen’ (Kaaber & Westmark i Holmgren, 2011:199). 

Dokumentationspraksis

I den pædagogiske praksis eksisterer der forskellige dokumentationsformer og mange forskellige afsendere og modtagere: Vi dokumenterer internt til kollegaer, lærere og socialrådgivere. Eksternt dokumenterer vi fx til samarbejdspartnere såsom socialrådgivere i kommunen og psykiatriske afdelinger. 

Ligeledes er der flere forskellige formål med dokumentationen. Dels er der dagbøgerne, hvor der bliver informeret om dagen til kollegaer, dels som afsæt til pædagogisk arbejde, dels er der de halvårlige statusoplæg på de unge – og endelig for at dokumentere, at der bliver ydet et stykke arbejde på institutionen. Ligeledes modtager døgninstitutioner dokumentation fra kommunerne i form af bestillinger eller handleplaner. 

Pædagogerne bruger dagbøgerne til at kommunikere med. De beskriver i korte træk, hvad de enkelte unge har lavet i løbet af dagen – konflikter bliver ofte beskrevet lidt grundigere. Ligeledes bliver handlinger og opførsler, som matcher pædagogernes fortællinger om den unges problemstillinger, beskrevet lidt grundigere. På den måde klæder pædagogerne de næste kolleger på til den vagt, de møder ind til. 

Institutionsomsorg

Ovenstående dokumentation giver langt hen ad vejen god mening. Der, hvor jeg ser problemstillingerne opstå, er, når pædagogerne ikke har øje for personerne, de skriver om, og hvilke effekter det, de så skriver, kan have på personerne.

I de senere år er der væltet en bølge af, hvad jeg her vil kalde en virksomhedsdiskurs ind over det pædagogiske område. Dette har medført et nyt sprogbrug, hvor ord som benchmarking, evidens, resultater, bestillinger og lignende dukker op. Dette har også medført et mere diagnostisk sprogbrug, som jeg ellers har oplevet har været lagt på hylden i flere år. 

I øjeblikket er der stor fokus på, at indsatsen skal være synlig, så det kan dokumenteres, at den betalende instans får det, den betaler for – prisen, for at en borger bor på døgninstitution, skal matche den indsats, der bliver gjort på institutionen. 

Når en borger bliver anbragt på en døgninstitution, bliver der udarbejdet en kommunal handleplan. Den kommunale handleplan beskriver grundlaget for den indsats over for borgerne, de ønsker at betale for. Kommunerne, som er leverandørerne, sender en ‘bestilling’ til institutionen, som institutionen skal udføre. 

Det afgørende for dokumentation er, at den viser effekten og sætter resultaterne ind i en økonomisk sammenhæng. Dokumentationen skal vise, at indsatsen, der bliver udført, matcher (eller endda overgår) de ressourcer, som kommunen betaler. Kvaliteten af behandlingsarbejdet på institutionerne bliver derved vurderet ud fra, om man kan genkende de samfundsmæssige forventninger i institutionens arbejde (Järvinen & Mik-Meyer, 2013).

Magtfulde ord

Inden for denne økonomiske ramme eksisterer der (stadigvæk) en diskurs for ‘professionel’ dokumentation, som siger, at sprog er et neutralt medium, som ufiltreret formidler verden. I den diskurs beskriver man indsatsen, effekten og borgeren, som borgeren er. Borgeren bliver oftest beskrevet i punktform. En pædagogisk konsulent udtrykte det på denne måde: ‘Vi skal have penge ind, derfor er excel-sprog et vilkår’. 

Grundtvig sagde, at ordet skaber, hvad det nævner.

Sproget skaber noget – det er ikke uskyldigt, men magtfuldt. Ifølge Foucault er magt produktiv, og derfor producerer vi noget, når vi bruger sproget (Heede, 2012:41). Gennem sproget kommer vi altså til at tænke og skabe et perspektiv. Sproget aftegner vores verden. 

Dette gør dokumentationen til en alvorlig sag, hvis man følger det narrative perspektiv, som ligger i tråd med socialkonstruktivismen og poststrukturalisternes syn på identitet. Vores identitet bliver opbygget af mange stemmer. Den, vi er, handler om de fortællinger, som ligger rundt om os. Vi bliver formet af de mennesker, som er omkring os. 

Den franske filosof Poul Riceur siger, at vi skabes i omvejen af den anden. ‘Den anden’ kan også være skrevne dokumenter, som dermed er med til at fortælle, hvem personen er og bliver en form for identitetspapir for borgeren. 

Altid fra et perspektiv

Vi må derfor være bevidste om, at vi på mange måder sidder med borgerens liv i hænderne, når vi dokumenterer. Hvad, hvordan og hvorfra vi skriver er derfor bestemt ikke ligegyldigt – det har effekter på borgeren. Det får betydning for personen og personens handlemuligheder. 

Vi må derfor være bevidste om, at vores dokumentation er et valg – vi vælger det, vi skriver, ud af mange andre mulige valg. 

Westmark og Kaaber skriver, at enhver beskrivelse har et forliv og altid vil få et efterliv (Kaaber & Westmark i Holmgren, 2011: 201-202). Vi dokumenterer altid ud fra en forhistorie. Det betyder altså, at vi ser fra et perspektiv. 

Det er i et narrativt perspektiv ikke muligt at lave en objektiv beskrivelse eller en neutral observation. Perspektivet kunne have været anderledes og vi ville derfor have set og skrevet noget andet.

Alligevel ser man i den pædagogiske dokumentations verden sproget som et neutralt medium, der ufiltreret kan gengive verden. Det bliver forventet, at pædagogerne skriver dokumentationen, så den kan kopieres fra den ene kontekst til den anden. Eksempelvis skal dokumentationen i dagbøgerne kunne kopieres over i statusrapporterne, som bliver afsæt for de professionelles arbejde – og ikke mindst den økonomiske forhandling angående kommunernes betaling for at have borgerne boende på institutionen.

Pædagogerne skal med deres excel-sprog vise, at personen hører til i den eller den takst og have øje for, at der er 100.000 kroners forskel mellem de forskellige takster. 

Derfor bliver fokus i dokumentationen institutionen og de professionelle omkring borgeren. Dokumentationen bliver et redskab til en form for institutionsomsorg, hvor vi i høj grad dokumenterer for at sikre institutionens rammer.

 

Vi må forholde os til, at der ikke findes nogen endegyldige sandheder, som kan koges ned i et excel-sprog. Vi må i vores dokumentation have for øje, at mennesker er multihistorielle og komplekse

Jesper Ibsen Larsen

Andre beskrivelser

Men vi må forholde os til, at der ikke findes nogle endegyldige sandheder, som kan koges ned i et excel-sprog. Vi må i vores dokumentation have for øje, at mennesker er multihistorielle og komplekse – og at sandheden ikke eksisterer derude, men er et perspektiv, vi skaber ud fra forskellige livsformer (Fogh Jensen, 2013: 139). 

Derfor er det vigtigt, at vi i dokumentationen understreger, at det ikke er en objektiv sandhed eller beskrivelse, men vores vurderinger. På den måde gør vi plads til andre beskrivelser og har øje for, at dokumenter ikke er uskyldige beskrivelser.

Det økonomiske perspektiv er selvfølgelig en uundgåelig præmis – ikke mindst i dag, hvor kommunerne og den offentlige sektor er økonomisk presset. Det skal selvfølgelig anerkendes og er en alvorlig sag. 

Men ofte ender vores dokumentation dermed med at være utrolig dårligt oplysende om de borgere, det handler om. Borgerne og de pårørende får ikke et grundigt indblik i borgerens liv. Dokumentationen er i langt højere grad designet til at vurdere betalingerne til institutionerne. 

Den narrative tilgang tilbyder nogle greb til dokumentation, som er anvendelige, hvis man ønsker både at tage højde for økonomiske perspektiv og for borgeren, man dokumenterer om. 


Jesper Ibsen Laursen blev uddannet pædagog i 2008 og i 2012 pædagogisk antropolog fra DPU. Han har skrevet en lidt længere opgave om emnet – find den på www.jibsens.dk