icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
kvinde-40.jpg
Jubilæum

Et stort udviklingsfelt

40 år i faget. Karen Dons Jensen, socialpædagog, Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, Odense Kommune. Uddannet på Omsorgsseminariet i Odense 1977

Hvad faget har gjort ved dig som menneske? 

– I de første mange år efter min uddannelse var jeg også socialpædagog i min fritid – hende, der til festerne sad og trøstede dem, der var i krise eller lå i skilsmisse, og som gik i biografen og så socialrealistiske Ken Loach-film. Med tiden er jeg blevet bedre til at skille tingene ad og passe på mig selv. Og på mange måder er det noget, jeg har lært af de borgere, jeg har arbejdet med og af det personlige udviklingsarbejde, der ligger centralt i faget. Jeg har arbejdet med mine egne udviklingspunkter og det, jeg selv er bange for. Jeg har fx lært at svømme og dykke, efter jeg er blevet 60… Og nu går jeg også ind og ser fantasyfilm. Man kan vel sige, at jeg er blevet selvoptaget på den gode måde.

Hvad er din største faglige oplevelse? 

– Til den dårlige side tæller, da jeg for 20 år siden troede, jeg skulle være leder. Det skulle jeg så ikke, fandt jeg ud af. Men der var det meget svært at få lov at vende tilbage til at være ikke-leder. Det er som om, at der bliver set ned på lederne i vores fag, og jeg følte det som om, at jeg havde været ovre hos fjenden og blev valgt fra på den baggrund. Det var nogle hårde år.

– Det har til gengæld været enormt positivt at arbejde med gruppeforløb, som jeg har gjort de sidste fem-seks år. Det er helt vildt at opleve, hvordan de borgere, jeg arbejder med, som hænger i udkanten af arbejdsmarkedet og ofte har angst, kan hjælpe og bakke hinanden op. Før arbejdede jeg meget individuelt med dem – og så var problemet ofte, at de blev afhængige af mig. I gruppeforløbene kommer deres egne ressourcer virkelig i spil. Det er stærkt, og jeg er vildt optaget af det. Og den glæde er noget, der kan få mig til at blive på arbejdsmarkedet nogle år mere.

Hvad er dit bedste råd til de nyuddannede socialpædagoger? 

– Det lyder banalt, men: Find din egen stemme. Lær at skelne mellem det personlige og det private – og lad så være med at være karrig med din personlighed. Vær ikke bange for at være tydelig med dine egne holdninger og dine egne moralbegreber. Man skal ikke tro, at man kan alting selv, så find dig nogle faglige legekammerater, du kan udvikle dig sammen med. Vores fag er ét stort udviklingsfelt – og det er jo fantastisk.  

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbund og a-kasse