Russisk roulette med børnene som indsats
Hvis ikke der arbejdes sammen på tværs af professioner og fagligheder, risikerer vi at tabe udsatte børn og unge på gulvet, uden at de overhovedet har fået en chance i livet
Jeg er selv vokset op i en familie, hvor fysisk og psykisk vold, psykiske lidelser og misbrug var en del af hverdagen. Jeg har ikke været særlig gammel, men alligevel er mange ting for evigt brændt fast i min hukommelse. Volden og hadet. Det konstant utilregnelige og den angst, det medfører. Ensomheden, fordi man som barn er ufatteligt knyttet til sine omsorgspersoner, uanset hvor negative konsekvenser disse relationer har for ens opvækst, og fordi man som lille pige er bange for at blive sendt på børnehjem, hvis nogen finder ud af, hvordan det står til hjemme.
Den ensomhed, mener jeg, er med til at cementere stigmatiseringen omkring omsorgssvigt. Man ved instinktivt, at noget ikke er rigtigt, også selvom man ikke helt er gammel nok til at kunne identificere, hvad det er.
Her – mange år senere – undrer jeg mig over alle de voksne professionelle, der krydsede min vej og bare lod stå til. Lærerne, sundhedsplejersken, skolepsykologen og klubpædagogerne. Personalet på familiecentret. Kommunen og forvaltningen. Hvor var det sikkerhedsnet, der skulle have grebet mig?
Jeg er, trods alt, en af de heldige. Jeg har formået at klare de fleste skær, og er nu ved at uddanne mig til pædagog. Det er i form af denne rolle, at jeg nu vælger at råbe vagt i gevær!
Institutionelt omsorgssvigt
Faktisk først efter, at jeg er startet på pædagoguddannelsen, er det gået op for mig, at jeg har været udsat for omsorgssvigt. Ikke kun fra mine forældre, men også institutionelt omsorgssvigt.
Det kan måske undre mange. Men når man står lige midt i det, så er det bare ens liv. Man kan sagtens se, at i andre familier er livet og dagligdagen helt anderledes. Men jeg tror, at fordi man er vokset op i det, bliver kaos det normale for en. Jeg har altid tænkt, at sådan var mit liv bare.
Men nu, hvor jeg har opnået videnskabelig og teoretisk indsigt i, hvordan vi mennesker udvikler os, er rigtig mange brikker lige pludselig faldet på plads. Kari Killén henviser i bogen ‘Omsorgssvigt. Det teoretiske grundlag’ til den amerikanske børnelæge C. H. Kempes definition på omsorgssvigt:
‘Med omsorgssvigt forstår vi, at forældre eller de personer, der har omsorgen for barnet, påfører det fysisk eller psykisk skade eller forsømmer det så alvorligt, at barnets fysiske eller psykiske sundhed og udvikling er i fare.’
Det er med baggrund i den definition, at jeg nævner institutionelt omsorgssvigt. Som professionelle, uanset faglighed, har vi et ansvar for, at ingen af de børn og unge, vi er i berøring med, bliver udsat for nogen form for svigt. Vi er underlagt Servicelovens § 153 om udvidet underretningspligt. Som professionelle i offentlig tjeneste eller hverv skal vi underrette kommunen, hvis vi har kendskab til – eller mistanke om – at et barn eller en ung har behov for særlig støtte.
Den afgørende tillid
Men det er det lovmæssige aspekt. Der findes rigtig meget teoretisk viden og evidens, der stadfæster vigtigheden af en tidlig og målrettet indsats. Ifølge psykoanalytiker John Bowlby er tilknytning etologisk (adfærdsmæssigt) og biologisk bestemt. Ifølge hans tilknytningsteori søger spædbørn tilknytning til omsorgspersoner for tryghed, beskyttelse og overlevelse. Bliver barnet afvist i dette, kan det opleve angst, utryghed, afmagt og fjendtlighed over for omsorgspersonen/omsorgspersonerne.
Det leder mig videre til Axel Honneth, som mener, at vi mennesker har brug for anerkendelse for at kunne udvikle os. Hans anerkendelsesteori omtaler tre sfærer: den retslige, den solidariske og den private.
I den private sfære kommer anerkendelsen fra dem, vi elsker – familie, venner m.fl. – og har afsæt i kærlighed og tillid. Især tillid er vigtigt, når vi skal danne relationer med hinanden.
Daniel Stern har i sin forskning fokus på relationen, og hvordan vi som spæde oplever os selv, ‘selvet’, og samspillet med andre. Det er i samspillet med andre, at vi lærer at aflæse, forstå og indgå i sociale relationer. Stern mener, at vi er født med evnen til at danne relationer. Allerede som spæde er vi nemlig i stand til at kommunikere til og med omverdenen ved hjælp af lyde, bevægelser og øjenkontakt. Og her er vi så tilbage ved John Bowlby og hans tilknytningsteori.
Eget felt – og et fælles
Små børn er så letpåvirkelige af det, der sker i miljøet omkring dem, og det er så fundamentalt for deres udvikling, at de får den nødvendige omsorg. Derfor er det af yderste vigtighed, at vi som fagpersoner ikke kun overholder loven, men også forstår nødvendigheden af at bruge hinandens kompetencer og teoretiske viden.
Via målrettet og fokuseret samarbejde kan vi sætte ind med tidlig indsats og sammen med børnene og deres familier få redegjort for, hvad deres behov er. Vi skal alle på tværs af professioner – og sammen med hinanden – bidrage med viden og ressourcer, der understøtter en positiv udvikling, hvor børnene får lige mulighed og ikke mindst indflydelse på eget liv og fremtid.
Ifølge Pierre Bourdieu udstyres vi alle med varierende mængder kapital gennem vores opvækst – økonomisk, kulturel og social. Disse kapitaler danner grundlag for det, Bourdieu kalder habitus – en betegnelse for de handlingsmønstre og vaner, vi som individer indlærer gennem hele livet.
Fordi vi er så tæt forbundet med vores habitus, er vi ofte styret af den – både bevidst og ubevidst – og handler ofte ud fra det. Da alle professionsuddannelser er opbygget forskelligt, vil dette også påvirke vores habitus og ‘farve os’ med forskellig faglighed og teoretisk indsigt. Det er lige netop denne habitus, der gør, at vores professioner risikerer at lukke sig om sig selv – og en af grundene til, at børn og unge udsættes for institutionelt omsorgssvigt.
Bourdieu betegner de rum, vi agerer i, som felter. Inden for disse felter opstår et netværk af relationer blandt aktører (fx pædagoger) med afsæt i særlige kompetencer og viden (fx pædagogik). Her hersker fælles værdier og normer, og specifikke kompetencer og egenskaber anses som betydningsfulde for det enkelte felt (fx refleksion, anerkendelse).
Skal vi muliggøre et tværprofessionelt samarbejde, er vi nødt til proaktivt at gøre en fælles indsats. Vi er nødt til både at kunne agere i eget felt, evne at kunne agere i et fælles felt og ikke mindst åbne op for, at andre har lige mulighed for at kunne agere i vores felt. Derved formår vi at udnytte alles kompetencer og ressourcer til fulde, og kun derved opnår vi de bedste betingelser for at kunne sætte ind med en tidlig indsats.
Lad os tale hinanden op
Derfor er det mig personligt meget magtpåliggende, at jeg i min kommende halvårspraktik – og senere som færdiguddannet – hele tiden reflekterer over den position. jeg tager, hvilke ‘briller’ jeg har på, samt hvilket perspektiv, jeg ser tingene fra.
Jeg har trods alt valgt at blive pædagog, fordi jeg ønsker at gøre en forskel, og fordi jeg ønsker, at alle børn og unge skal have de samme muligheder i livet, upåagtet deres ‘sociale arv’, dvs. den habitus, man ‘arver’ fra sine omsorgspersoner gennem sin opvækst.
Det er mit ansvar som professionel hele tiden at holde mig orienteret og opdateret om, hvad der sker inden for mit eget og andre fag, og hvad der rører sig politisk og samfundsmæssigt, da det har stor indflydelse på vores borgeres liv – både økonomisk og socialt.
Ligeledes er det også mit ansvar en gang imellem at turde påtage mig den rolle, som Lotte Darsø i sin innovationsdiamant kalder ‘hofnar’: Den, der stiller de svære spørgsmål og er nysgerrig på hvorfor, hvorfor ikke og hvad nu hvis…
Men jeg kan ikke løfte dette ansvar alene! Det er et fælles ansvar, vi alle må påtage os, både som socialfaglige, sundhedsfaglige og administrative professionelle. Der skal sættes meget mere fokus på dette. De forskellige fagforbund burde invitere til konferencer på tværs af professioner, med fokus på samarbejde og vidensdeling af hinandens kompetencer. Lad os sammen tale hinanden op. Så hermed et opråb til alle: Stil krav. Tag ansvar. Det fortjener vores børn og unge!
Mette Rahbek er pædagogstuderende på UC Lillebælt.