icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Fagbøger

Bogomtaler 8. september 2017

Det eksplosive barn

Af Ross W. Greene

Børn med diagnoser som ADHD, autismespektrumforstyrrelser, ODD osv. har ofte svært ved at håndtere frustrationer og mestre behovsudsættelse og omstilling. De reagerer ofte ved at ‘eksplodere’, når kravene fra den voksne eller omverdenen ‘bliver for meget’. Fælles Proaktiv Problemløsning er en pædagogisk metode udviklet af amerikaneren Ross W. Greene, der har forsket i området i mange år, og metoden baserer sig på synligt og effektivt at hjælpe de eksplosive børn og unge. Tankegangen er, at børnene og de unge allerede er motiverede til at opføre sig hensigtsmæssigt og ikke optræde fx aggressivt, men at deres udviklingsforstyrrelse eller forsinkede psykologiske udvikling betyder, at deres handlinger ikke altid er i overensstemmelse deres ønsker. Bogen beskriver metoden gennem en række konkrete handlingsanvisninger og eksempler på praksis i hverdagen, og metoden fører ifølge forfatteren til langt færre konflikter, og til at børnene og de unge samtidig udvikler de nødvendige sociale færdigheder. Metoden, der tidligere var kendt som Samarbejdsbaseret Problemløsning, er anvendelig for alle, der arbejder med målgruppen som fx socialpædagoger, lærere og psykologer.


Forlaget Pressto, 264 side, 299 kr.

Du er ikke alene – en opvækst med alkoholproblemer

Af Kristina Hermann

Når et familiemedlem drikker, så rammer det hele familien. Og især for børn har det meget ofte store konsekvenser at vokse op i et hjem med alkoholproblemer, fordi de i mange tilfælde ikke får den anerkendelse, omsorg og støtte, som børn har brug for. Selvom hver pårørende til alkoholikere har sin egen unikke historie, er der alligevel tydelige fællestræk i de problemer, som de pårørende kommer til at opleve som ‘invaliderende, psykiske kræfter’, som sangeren og selverklæret voksent barn af alkoholikere, Michael Falch, skriver i forordet. Psykolog Kristina Hermann har skrevet bogen til de børn som en håndsrækning og som den hjælp, de burde have fået som børn, så de som unge eller voksne kan få et større selvværd eller blive bedre til at danne tillidsfulde relationer igen. Gennem øvelser, cases og fortællinger om, hvad det gør ved et barn at vokse op i et alkoholiseret hjem, får læseren indsigt, forståelse og vejledning til at bryde ud af de misbrugsmønstre, som børn af alkoholikere ofte gentager. Kristina Hermann er psykolog og tidligere leder af familiebehandlingen på et Minnesota-behandlingscenter og har i dag egen praksis, hvor hun behandler pårørende til alkoholikere.


Muusmann’forlag, 320 sider, 299,95 kr.

Feedback Informed Treatment – en grundbog

Af Susanne Bargmann (red.)

Professionelle behandlere inden for socialpædagogisk og psykosocialt arbejde bliver i stigende grad bedt om at kunne dokumentere effekten af deres arbejde og af indsatsen for borgeren. Og de stigende krav om dokumentation bliver ofte kritiseret for at være besværlige og bureaukratiske og stjæle tiden fra kerneopgaven og relationsarbejdet. Feedback Informed Treatment (FIT) er en evidensbaseret metode, der forener dokumentation og behandling i ét. Metoden sikrer borgeren maksimal indflydelse på den hjælp, han eller hun modtager, samtidig med, at behandleren på en systematisk måde kan dokumentere effekten af behandlingsarbejdet. Feedback Informed Treatment er udviklet af amerikaneren Scott D. Miller, og metoden er i fællesskab med skandinaviske praktikere videreudviklet og tilpasset til en nordisk virkelighed. Grundbogen er den første om metoden i skandinavisk sammenhæng. FIT er intuitiv og enkel at anvende og har derfor hurtigt vundet indpas i mange forskellige behandlingssammenhænge.


Akademisk Forlag, 204 sider, 349,95 kr.

Udvikling – fra udviklingspsykologi til udviklingsvidenskab

Af Dion Sommer

Udviklingspsykologien er vokset eksplosivt gennem de seneste tre-fire årtier og har i dag nået et omfang, hvor faget er atomiseret i et væld af knopskydninger og underdiscipliner, som ingen forsker eller fagperson kan have et dækkende overblik over. Men med professor i udviklingspsykologi Dion Sommers bog er der imidlertid et opbrud på vej. I sin nye bog præsenterer han for første gang i Danmark disciplinen ‘udviklingsvidenskab’ som en samlende og tværvidenskabelig disciplin. Her betragtes menneskelig udvikling som en direkte konsekvens af de samfundsmæssige betingelser, der omgiver os. Bogen præsenterer antagelsen om, at miljøet omkring os konstant ‘tænder og slukker’ for vores gener – og sætter dermed strøm til debatten om arv kontra miljø med nye perspektiver i en tid, hvor globalisering og teknologisk udvikling i turbofart stiller nye komplekse krav til de næste generationer. Bogen henvender sig til erfarne og kommende pædagoger, der beskæftiger sig med udviklingspsykologi. Dion Sommer er professor i psykologi ved Aarhus Universitet og er kendt som en aktiv forskningsformidler og samfundsdebattør med kritik af fx begrebet konkurrencestaten.


Samfundslitteratur, 113 sider, 148 kr.