Traumer og svigt sætter sig i hjernen
En traumatisk opvækst sætter spor i hjernen. Derfor skal socialpædagoger og andre professionelle anvende særlige mestrings- og læringsstrategier i arbejdet med udsatte børn og unge, fortæller cand.mag. og lektor Ann E. Knudsen
Hvis et barn har store læsevanskeligheder, vil det for mange voksne være naturligt at tage en letlæselig bog ned fra hylden og forsøge at læse den sammen med barnet. Men hvis der tale om et barn eller en ung med en traumatisk opvækst, hjælper det oftest ikke. Det forklarer cand.mag. og lektor i psykologi og dansk Ann E. Knudsen:
– Traumer og svigt kan indvirke på børns hjerner. Den viden er vigtig, når man skal understøtte deres mestring og læring. Hjernen fungerer sådan, at hvis man forsøger at træne det, den er dårlig til, så rykker den sig ganske enkelt ikke. Går man derimod via netværk af nerveceller, der ikke er ramt af traumer, kan man i mange tilfælde se resultater på de områder, der er forbundet med problemer, siger Ann E. Knudsen.
Hvis man som socialpædagog eller lærer arbejder med et barn, der har læsevanskeligheder, kan man fx fokusere på musik, fin- og fingermotorik eller krydsmodal perception (koordinering af højre og venstre side af kroppen, red.). For når man træner de ting, opnår man også sproglig stimulation, forklarer Ann E. Knudsen.
– Fx arbejder man med hjernebjælkens funktioner, når man træner krydsmodal perception. Og både læsning, skrivning og stavning hænger sammen med netop hjernebjælken. Så ved hjælp af andre tilgange får børnene nogle succesoplevelser i stedet for at føle, at de ikke duer til noget, siger hun.
Det er rigtig ubehageligt for de her børn, fordi de ikke forstår, hvorfor de pludselig bliver hidsige eller kede af det. Men det hjælper, hvis de voksne kender børnenes typiske reaktioner og dermed kan hjælpe dem videre
Ann E. Knudsen, cand.mag. og lektor i psykologi og dansk
De traumatiske oplevelser fylder
Fælles for udsatte og traumatiserede børn og unge er også koncentrationsbesvær, fortæller Ann E. Knudsen. Deres erindringer om traumatiske oplevelser fylder så meget i hovedet, at der ikke altid er plads til ny information.
– Det er noget af det, der gør det rigtig vanskeligt at arbejde med deres faglige udvikling, siger hun.
Har man som socialpædagog at gøre med et barn med påtrængende erindringer, handler det derfor om at få tankerne dirigeret væk fra barnets indre og ud i det åbne. Det kunne fx være via små stile eller en logbog i pædagogisk eller terapeutisk sammenhæng, forklarer Ann E. Knudsen.
– Hvis man fx bruger en logbog, kan det være en måde at skubbe byrden lidt til side, for de her børn vil forfærdeligt gerne lære noget, siger hun.
Ann E. Knudsen forklarer også, at man som professionel skal være opmærksom på, at har børn haft en traumatisk opvækst, vil mange oplevelser være gået via sanserne. Derfor kan sanserne også reaktivere de traumatiske oplevelser:
– Det kunne fx være i en matematiktime, hvor en lille dreng åbner en madpakke og pludselig får en følelsesmæssig nedsmeltning, fordi lugten minder ham om noget skræmmende. Det er rigtig ubehageligt for de her børn, fordi de ikke forstår, hvorfor de pludselig bliver hidsige eller kede af det. Men det hjælper, hvis de voksne kender børnenes typiske reaktioner og dermed kan hjælpe dem videre, siger hun.
Opvækst eller neurale problemer
Ann E. Knudsen inddeler udsatte børn og unge i to grupper – henholdsvis børn og unge med opvækstrelaterede problemer og børn og unge med neurologiske dysfunktioner såsom ADHD. Socialpædagoger og andre faggrupper skal tilgå de to grupper forskelligt, og derfor er det centralt, at de kan skelne mellem dem, mener hun:
– Det er vigtigt at vide, om der er tale om det ene eller det andet, når man skal tilrettelægge en passende læringsstrategi. Det er ikke altid nogen let opgave, for ved første øjekast kan børnene synes ens, siger hun og peger på en række pejlemærker, der kan hjælpe socialpædagoger og andre professionelle til at vurdere det.
– Selvom det ikke gælder alle børn, og vi ikke kan lave ens strategier, har børn og unge med opvækstrelaterede problemer typisk strategisk intelligens. Det betyder ikke, at de har selvindsigt, men de har tit en instinktiv fornemmelse af andres svagheder. Børn med neurologiske dysfunktioner har derimod ikke den intelligensform og har derfor svært ved at regne ud, hvordan de kan undgå problemer, siger hun.
Med den viden er man bedre rustet til at komme børnene i møde, mener Ann E. Knudsen.
– Det, der først og fremmest adskiller de to tilgange, er graden af forklaringskontakt. De børn, der har opvækstrelaterede problemer, kræver typisk en del forklaringskontakt, hvor man taler om, hvorfor de gør, som de gør, både fagligt og socialt. Børn med neurale problemer har mest af alt behov for stabile relationer og tryghed, siger hun.
Kontakten til en dygtig socialpædagog er guld værd og giver basis for mønsterbrud
Ann E. Knudsen, cand.mag. og lektor i psykologi og dansk
Brug for stabile voksne
For begge gruppers vedkommende gælder det dog, at der er risiko for, at barnet, som en forsvarsmekanisme, lukker af for forbindelser mellem pandelap og det limbiske system, der er involveret i indlevelse og empati.
– Det forfærdelige er, at nerveceller, der ikke bruges, dør, og der kommer ikke automatisk nye. Hvis et udsat barn eller ung er vokset op i et miljø, hvor det er nødvendigt at lukke af for empati og følelser, kan det ikke bare lukke op for det igen, når det skal bruge sociale kompetencer og indgå i undervisning i en børnegruppe. Dermed er en vigtig evne gået tabt, når det skal lære og mestre nye ting, siger Ann E. Knudsen.
Det betyder dog ikke, at hjernen ikke kan forandre sig. For hvis barnet har en stabil og tryg relation til en professionel, kan der komme nye forbindelsestråde mellem nerveceller.
– Det skaber ro til, at hjernen kan løsne op for de vanskeligheder, der måtte være. Så kontakten til en dygtig socialpædagog er guld værd og giver basis for mønsterbrud, fortæller Ann E. Knudsen og fortsætter:
– Fælles for alle udsatte børn og unge er nødvendigheden af en voksen, der giver tryghed – dvs. en betydningsfuld anden, som barnet eller den unge kan have en relation til uanset hvad. Det er helt kort sagt det, der skal til, for at de kan mestre og lære nye ting.