icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Synspunkt

Vi har brug for en ny kulturkamp

Der er behov for et andet menneskesyn og en anden fornuft end den, der dominerer i selvets kultur, hvor idealet er det selvcentrerede individ, som på egen hånd realiserer sig selv

  • Af Søren Juul
  • 13-2017 /

Vi lever i en ‘selvets kultur’. Det giver anledning til nye former for menneskelig lidelse og gør det svært for mennesker at finde fælles løsninger på de udfordringer, de står overfor. Det er hovedpointen i min nye bog ‘Selvets kultur – en kritik af individsamfundets menneskesyn og fornuft’. Bogen er kulturkritisk og politisk – dog ikke partipolitisk – og båret af indignation over en udvikling, der i stigende grad gør menneskers succes og fiasko til deres eget ansvar. 

Selvets kultur hviler på et opportunistisk menneskesyn. Idealet er det selvcentrerede individ, som på egen hånd realiserer sig selv og finder vej gennem samfundets vildnis af muligheder og krav. Dem, der bukker under i den mellemmenneskelige konkurrencekamp, har reelt kun sig selv at takke for deres problemer: De er åbenbart ikke dygtige eller robuste nok, eller de mangler motivationen og viljen. 

Hvis det højeste mål i livet er individuel selvrealisering, bliver det fornuftige at finde de mest effektive midler til det. En sådan instrumentel og individualistisk fornuft er imidlertid hverken til gavn for samfundet eller den enkelte. Presser individkulturen ikke os alle ved at øge kravene til det enkelte menneske? Og er det måske i det lys, vi kan forstå væksten i den moderne tids folkesygdomme: stress, angst og depression, i narcissistiske karakterforstyrrelser og en tiltagende overfladiskhed i sociale relationer?

Individuel performance

Selvets kultur skærper konkurrencen på alle områder af livet: på arbejdsmarkedet, kærlighedsmarkedet og markedet for sociale relationer, hvor det gælder om at få flest ‘likes’ og være én, de andre har lyst til at lege med. 

Er det underligt, at den opvoksende generation får problemer med den mentale sundhed i en kultur, som fremelsker vindermentalitet, stiller krav om robusthed og fordrer, at vi bestandig må kæmpe for at blive en bedre udgave af os selv? 

Konkurrencestaten understøtter udviklingen. Den hylder ideen om det opportunistiske menneske, som er i stand til at orientere sig mod markedet og gribe de muligheder, der viser sig i et samfund uden faste holdepunkter. I dette samfund er vinderne dem, der er i stand til at flytte sig og være i konstant bevægelse. Taberne er dem, der ikke har mulighed for at flytte sig og ikke formår at orientere sig mod nye, skiftende mål. 

I konkurrencestaten foregår konkurrencen også i en national skala mellem selvinteresserede stater, der kæmper for at vinde markedsandele på et globalt marked. Det indebærer, at de offentlige institutioner må strømlines og effektiviseres, og at alle kræfter sættes ind på at sikre, at alle – selv det mest læderede menneske – bidrager til samfundsøkonomien. 

Det mest absurde er, at konkurrencestaten ikke er løsningen på de globale udfordringer, vi står overfor: voksende ulighed, global opvarmning, flygtningestrømme mod Europas grænser og en fremstormende populisme. Ingen af disse udfordringer kan løses af selvinteresserede konkurrencestater. 

Det kræver globalt samarbejde og solidaritet – en kosmopolitisk fornuft med sans for menneskers gensidige afhængighed. En sådan fornuft har trange kår i selvets kultur, som hylder idealer som fremdrift, vækst og konkurrencekraft, men ikke forstår, at det gode liv er betinget af gensidig anerkendelse.

Anerkendelse  

Anerkendelsestanken afviser ideen om det autonome individ og repræsenterer en antitese til det menneskesyn, som dominerer i selvets kultur. Den indeholder en klar moralsk fordring. 

Eftersom mit selvforhold afhænger af den andens anerkendelse, ligesom den andens selvforhold afhænger af min, kan ingen af os være indifferente over for hinanden. Det betyder, at jeg frivilligt må begrænse mig selv i forhold til den anden, ligesom den anden frivilligt må begrænse sig selv i forhold til mig. 

Det bedste eksempel på en sådan anerkendelse finder man i venskabet. Her begrænser parterne frivilligt sig selv, fordi det er betingelsen for, at de kan stræbe efter det gode liv – med og for hinanden. 

På samfundsniveau indebærer anerkendelsestanken, at et samfund, der vil kunne kalde sig solidarisk, må lægge en dæmper på individernes selvcentrerede stræben og give alle borgere gode muligheder for at opnå den anerkendelse, som er forudsætningen for, at de sammen kan realisere det gode liv. Det er denne indsigt, som er fraværende i selvets kultur. 

Depression

Den franske sociolog Alain Ehrenberg har videreført centrale pointer fra anerkendelsesteorien og kobler dem sammen med væksten i vor samtids dominerende psykiatriske diagnose: depression.

Væksten i depressionslidelser viser, at den enkeltes jagt på anerkendelse og selvrealisering kan stivne i afmagt og hæmning. Den udspringer ifølge Ehrenberg af den rovdrift på individernes indre ressourcer, som finder sted i selvets kultur, hvor vi er udsat for et bombardement af pejlemærker, som vi selv må vælge imellem. Det er lige præcis det, mange mennesker – navnlig dem, der i forvejen er sårbare – har svært ved.

Det er ifølge Ehrenberg i dette perspektiv, vi kan forstå udbredelsen af ‘lykkepillen’. Hvis depression er en hæmningslidelse, er det så ikke vidunderligt, at der er opfundet en pille, der gør det muligt for mennesker at være bedre på højde med situationen og leve op til samfundets krav om initiativ og forandringsvilje? 

Spørgsmålet er, om der er den helt store forskel på medicinen og meget socialt og pædagogisk arbejde. Handler dette arbejde ikke også om at påvirke viljen? Om at få udmattede og dårligt stillede mennesker til at udvise viljelyst, engagement og handleduelighed? Og er det ikke også her, den positive psykologi kommer ind i billedet?

Men måske repræsenterer alle disse teknologier (biokemiske, psykologiske, pædagogiske og sociale) alligevel ikke entydige fremskridt. Skal vi snarere anskue dem som individuelle teknikker til beherskelse og selvbeherskelse? 

Er der mere tale om tilpasningsteknologier, som gør patienter og borgere i stand til at udholde ensomhedsfølelsen og presset i selvets kultur, end om midler til selvrealisering og menneskelig frigørelse? 

I så fald er teknologiernes forhold til anerkendelsesidealet langt fra uproblematisk.

En sådan kamp må vende sig mod det menneskesyn og den fornuft, der dominerer i selvets kultur. Modsætningen til selvets kultur er en fællesskabskultur forankret i anerkendelsestanken. En sådan kultur udviser omsorg for det svage liv og har sans for menneskers gensidige afhængighed

Af Søren Juul

En ny kulturkamp

Min tese er, at alle i selvets kultur lider under kravet om på egen hånd at skulle gøre sig fortjent til den anerkendelse, som er grundbetingelsen for selvrealisering og det gode liv. Men især dem, der i forvejen er sårbare, bliver tabere i kampen om anerkendelse og udstødes af samfundet. 

Nogle vender selv samfundet ryggen og søger tilflugt i bandemiljøer eller de radikaliseres, fordi de i radikaliserede miljøer finder den anerkendelse og de identitetsmuligheder, som de føler sig udelukket fra i det almindelige samfund. Dem, der ikke får synlige problemer, nøjes måske med at dope sig ved at drikke for meget, eller de lever deres liv i en rastløs søgen efter indhold og mening. Nogle finder den i et overdrevent forbrug af hjernedøde reality-shows. 

Mange af vor tids eksistentielle problemer hænger således sammen med det menneskesyn og den fornuft, som er fremherskende i selvet kultur. 

Men det er ikke det eneste problem. Denne kultur gør det som nævnt også svært for mennesker og lande at komme overens om kollektive løsninger på mange af de trusler, de står over for. Løsninger på flygtningekrisen kræver fx samarbejde og solidaritet, men lige nu er vi vidne til det modsatte: nationalisme, protektionisme og flere hegn mellem mennesker. I selvets kultur er det åbenlyst vanskeligt at finde fælles løsninger, der rækker ud over egeninteressen. 

Derfor er der behov for en ny kulturkamp. En sådan kamp må vende sig mod det menneskesyn og den fornuft, der dominerer i selvets kultur. Modsætningen til selvets kultur er en fællesskabskultur forankret i anerkendelsestanken. En sådan kultur udviser omsorg for det svage liv og har sans for menneskers gensidige afhængighed. 

Overført til verdenssamfundet implicerer det, at nationalstaterne begrænser sig selv af hensyn til andre stater. Det er en helt anden logik end den, der er fremherskende i konkurrencestatens epoke. Her kappes nationalstaterne om at opnå konkurrencefordele for sig selv uden sans for, at konkurrencen må underordnes viljen til et fælles liv.


Søren Juul er dr.scient.soc. og lektor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet. Hans bog ‘Selvets kultur’ er udkommet på Hans Reitzels Forlag.