icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
TR-guide arbejdsmiljø
Tillidsrepræsentant

Fire fif til TR: Sådan passer du på dig selv

Får du henvendelser fra kollegaer på alle tider af døgnet? Har du det skidt med ikke at kunne svare på alle spørgsmål? Forbereder du dig til TR-opgaver om aftenen? Tager du de svære samtaler med hjem? I så fald kan du have gavn af at læse med her

Det kan være en stor opgave at være tillidsrepræsentant – og nogle gange kan det være en udfordring at få taget hånd om sig selv, når man sætter kollegernes problemer i første række. Vi har fået Tina Hansen, næstformand og TR-ansvarlig i Kreds Storstrøm, til at dele fire gode råd til et lettere TR-liv.

Fif #1) Sæt arbejdstid af til TR-arbejdet

Det er ikke kun, når du er med til tjenstlige samtaler eller lønforhandlinger, at du bruger tid som tillidsrepræsentant. Der skal også være tid til at forberede sig, læse nyhedsbreve fra forbundet og fra kredsen, researche på spørgsmål fra kollegerne og orientere sig på relevante hjemmesider og i andet materiale. Alt det er ikke noget, du skal bruge din fritid på. Derfor er det et godt råd at sætte faste timer af til TR-arbejdet. På den måde ved både din leder og dine kolleger, at på tirsdage mellem 10 og 12 fx er du i ”TR-mode”. Husk at lave en aftale med din leder om TR-tid og vilkår.

Fif #2) Sæt grænser for din tilgængelighed

Hvis du ikke selv sætter grænser, kan du ende i en situation, hvor det forventes, at du står til rådighed på telefonen i tide og utide. Det kan både gå udover dit privatliv og dit arbejde. Derfor er det vigtigt at forventningsafstemme med kollegerne og fortælle dem, at med mindre det er akut, kan de skrive en mail eller en sms, som du forholder dig til på din faste TR-tid. Det er også en hjælp for dine kolleger at vide, hvornår de kan forvente, at du får set på deres henvendelser. 

Fif #3) Bed kredsen om hjælp

For mange tillidsrepræsentanter fylder de svære samtaler i forbindelse med afskedigelser, fravær, sygdomsforløb eller lignende meget. Det kan være enormt hårdt, trist og barskt at lytte til, og man kan føle sig meget alene med den viden, man bærer rundt på. I de tilfælde kan du ringe til din kreds og læsse af og få luft. I kredsen kan du også få sparring og rådgivning både inden og efter samtalerne. Det kan også være rart at få en konsulent i kredsen til at se på sagen, så du kan vide dig sikker på, at du ikke har overset noget.

Også i mindre alvorlige sager er det helt i orden at spørge kredsenes konsulenter om hjælp. Det nytter ikke noget at slå dig selv i hovedet, hvis du ikke kender svarene på alle spørgsmål om fx arbejdstid og lønforhandlinger. Det er helt okay at sige til kollegaen, at du vil undersøge det og vende tilbage. Du bliver løbende lært op i fagforeningsarbejdet, og det forventes ikke, at du kan det hele fra dag ét. Hvis du ikke kan finde svaret, så kan din kreds vise dig, hvor du finder det, du har brug for.

Fif #4) Vær ikke bange for at sige fra

Nogle tillidsrepræsentanter bruger meget tid på at lytte til kollegers ”brok” eller negative ytringer om fx bestemte ledere, mellemledere eller andre kolleger – uden at der er et ønske om, at du skrider til handling på det. Selvfølgelig kan det være helt okay, hvis kollegerne har brug for at lukke luft ud engang imellem. Men hvis det gentager sig, og det tager for meget af din tid og energi, har du lov til at sige fra. Det kan også være en god idé at lave en beskrivelse af dine arbejdsopgaver som TR, så dine kolleger ved, hvad det indebærer og ikke indebærer.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: TR og AMR, Arbejdsmiljø