icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Justitia
Vold

Højesteretsdom går i rette med Erstatningsnævnet

Syv år efter, at en ansat på et bosted for autister blev slået i nakken af en beboer, får hun Højesterets ord for, at hun har ret til erstatning. Sagen kan få stor betydning i fremtidige voldssager, mener Socialpædagogernes jurist på området

En kvindelig ansat på et bosted for autister burde have modtaget erstatning efter at være blevet slået i nakken af en beboer i 2010.

Sådan lyder det i en afgørelse fra Højesteret, som giver den kvindelige ansatte medhold i en retssag mod Erstatningsnævnet. Der er ikke tale om en socialpædagog.

Erstatningsnævnet afviste kvindens ansøgning om erstatning, fordi nævnet ikke mente, at slaget i nakken var vold i straffelovens forstand. Nævnet vurderede nemlig, at den mentalt retarderede beboer ikke havde vilje til at begå vold.

Der var tale om et ”sygdomsbetinget adfærdsmønster, som arbejdspladsen er indrettet efter, og som man som ansat må forvente,” mente nævnet ifølge dommen.

Højesteret: Vold er vold

Højesterets fem dommere er uenige med nævnets afgørelse. I dommen lyder det, at der ikke er noget i sagen, der tyder på, at volden var ”utilsigtet eller hændelig”. Retten konkluderer, at den ansatte blev udsat for vold, som en ”normal gerningsmand” ville kunne straffes for.

Dermed dømmer Højesteret Erstatningsnævnet til at anerkende, at kvinden blev udsat for vold, som er omfattet af offererstatningsloven.

Den kvindelige ansatte og hendes advokat, Lars Sandager, valgte at gå rettens vej med sagen i 2015, da de var blevet afvist af Erstatningsnævnet tre gange. Advokaten er meget tilfreds og glad for, at sagen er endt med oprejsning i Højesteret. 

– Det er ikke nogen hemmelighed, at Nævnet har haft en stor modstand mod at anerkende vold begået mod plejepersonale. Det synspunkt er nu endelig skudt ned, og alle, der kommer til skade grundet en hændelse, der er overtrædelse af borgerlig straffelov, er beskyttet, siger Lars Sandager i en skriftlig kommentar til Socialpædagogen.

Vigtigt for socialpædagoger

Jurist i Socialpædagogerne Eva Schramm mener ligesom advokaten, at det er en principiel dom, som også kan få stor betydning for socialpædagoger i fremtidige sager om vold på arbejdspladsen.

– Højesteret slår fast, at du har ret til erstatning, selvom volden bliver begået af fx en svært autistisk eller mentalt retarderet person. Så længe volden under normale omstændigheder ville høre under straffeloven, så har man ret til erstatning, siger hun.

Højesteret slår fast, at du har ret til erstatning, selvom volden bliver begået af fx en svært autistisk eller mentalt retarderet person.

Eva Schramm, jurist hos Socialpædagogerne

Fjernet legetøj udløste slag

Den voldelige hændelse på bostedet fandt sted 25. maj 2010. Ifølge den ansattes anmeldelse af arbejdsulykken blev slaget udløst af, at den unge autistiske kvinde var dybt frustreret over, at et stykke legetøj var blevet fjernet.

Efter slaget var den ansatte omtåget, og hendes balance var ustabil. I dag går hun til kiropraktisk behandling for sin skade. Hun er nu ansat i et fleksjob.

Vold skal anmeldes

Hvis du udsættes for vold i forbindelse med dit arbejde, skal du i dag som hovedregel melde det til politiet inden 72 timer for at opnå erstatning. Erstatningsnævnet indførte kravet i 2014. 

Er du blevet udsat for vold? Se her.

Har du spørgsmål til højesteretsdommen eller til andre sager i Erstatningsnævnet, er du velkommen til at ringe til Socialpædagogernes arbejdsskadeteam på 7248 6040. Du kan også sende en mail til arbejdsskade@sl.dk.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder, Arbejdsmiljø