icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
fire-kandidaterB.jpg
KV 017

Fra praksis til politik

Hvorfor stiller du op? Hvilke socialpædagogiske mærkesager har du fokus på? Og hvordan vil du bruge dine pædagogfaglige erfaringer i politik? Disse spørgsmål har vi stillet til fire af de mindst 85 socialpædagoger, der stiller op til kommunal- og regionsvalget

Plads til skævhed

Bente Riis, 54 år, socialpædagog på Boenheden Højtoftevej i Thisted, opstiller for Venstre i Morsø Kommune

Jeg blev valgt ind i forrige periode, hvor jeg læste til pædagogisk assistent og derefter til pædagog. Nu, hvor jeg har færdiggjort min uddannelse, har jeg tid og energi til at stille op igen. Jeg har været politisk aktiv i en del år og også deltaget i mange køkkenbordsdiskussioner, hvor der bliver talt om, hvorfor politikerne gør, som de gør. Nu vil jeg sætte mit fingeraftryk – og jeg synes, at jeg har meget viden, jeg kan tage med mig både fra politikere til medarbejdere og omvendt. Jeg har opdaget, at ved man, hvordan det politiske arbejde foregår, er det lettere at forstå, hvad der sker på ens arbejdsplads. Det tager jeg med mig fra politik til praksis. Samtidig kan jeg fortælle politikerne, hvordan de beslutninger, de træffer, kan påvirke positivt eller negativt ude i virkeligheden. 

Mit primære fokus er handicapområdet, som jeg også selv arbejder inden for. Mange vil sige, at det er en lille målgruppe, men der skal være lige muligheder for alle og plads til skævhed i vores samfund. Fx skal vi tænke mere tilgængelighed ind, når vi bygger nyt. Der har været en del spareøvelser på handicapområdet de senere år, men nu skal det felt tilgodeses. For det får også samfundsøkonomiske konsekvenser, hvis man ikke hjælper handicappede borgere tilstrækkeligt. Desuden skal kommunen i højere grad være en medspiller i mødet med denne udsatte gruppe. De passer ikke altid særlig godt ned i det kommunale systems mange kasser, og jeg oplever ofte, at de løber panden mod en mur. 

Som socialpædagoger er vi især er gode til at have fokus på mennesker og arbejde helhedsorienteret. Når politikere tager beslutninger, skal de have fokus på, om alle muligheder er afdækket, og socialpædagoger har en god analyseevne, fordi vi er vant til at afsøge forskellige muligheder for at hjælpe en borger bedst muligt. Det har jeg oplevet alle de steder, jeg har arbejdet, og det vil jeg tage med mig. Vores fag gør, at vi kender de mennesker, der ikke passer ind i kasser, og det kan forhåbentlig påvirke det politiske system.

Spot på plejefamiliers vilkår

Elin Søndergaard, 49 år, selvstændig familierådgiver og familieplejer, opstiller for Socialdemokratiet i Region Syd

Der er brug for en mere direkte kontakt mellem borger og region, og det er derfor, jeg stiller op. Jeg er selv familieplejer, og jeg oplever, at de fleste af os føler, at der er et manglende link til kommunerne. Men jeg kan være brobygger mellem plejeforældre, biologiske forældre og politikere, fordi jeg har fingeren på pulsen ved at have kontakt med mange familier og beslutningstagere på området. Jeg vil gerne være den, der skærer igennem til politikerne og bringer borgernes stemme på banen.

Det, der driver mig, er anbragte børns vilkår. I 2013 var jeg medforfatter på bogen ‘Svigtet ingen vil se’, der handler om anbragte børn, som svigtes af systemet. Den ledte bl.a. til, at den daværende socialminister, Karen Hækkerup, igangsatte en undersøgelse af plejefamiliers vilkår. Det har gjort, at jeg tror på, at det nytter at råbe op. Jeg er bl.a. optaget af at skabe ens retningslinjer for vores klagesystem på området. For selvom der er en dialog mellem plejeforældre og politikere, oplever jeg, at der mangler velvilje bl.a. i forhold til at tage KL i nakken. 

Derudover vil jeg arbejde for en længere uddannelse til familieplejere, der indbefatter både socialpædagogik og viden om sundheds- og sygepleje. Jeg er selv uddannet sygeplejerske og ville nødigt have været den viden foruden. En længere uddannelse vil også være en anledning til, at vi bliver mere respekteret som faggruppe, for det kræver socialpædagogisk viden at være familieplejer. Jeg oplever generelt, at området nedprioriteres. Men det skal opprioriteres, fordi det drejer sig om arbejdet med nogle af Danmarks svageste og mest udsatte børn.

Tidlig indsats for udsatte unge

Birgith B. Langballe, 59 år, afdelingsleder ved Stadionkollegiet, Solvænget, Tårnly, Safranvej og Åvang, opstiller for Socialdemokratiet i Viborg Kommune

Jeg har arbejdet inden for det socialpædagogiske område i mere end 35 år – først som medarbejder og i de seneste 23 år som leder. Nu er jeg nysgerrig på det politiske felt, fordi jeg mener, at jeg kan gøre en forskel.  Jeg har visioner om at bruge min praktiske erfaring og viden om det socialpædagogiske arbejde med mennesker – borgere såvel som medarbejdere – i det politiske styresystem. Jeg håber på at kunne klæde politikerne bedre på, når de skal tage beslutninger på vores område. 

Vi har i dag et velfærdssamfund, der er under pres, så derfor er der konstant fokus på at udnytte de ressourcer, vi har til rådighed bedst muligt. Det betyder, at det er nødvendigt at kigge grundigt på de konsekvenser, nye tiltag og beslutninger om reduktioner har fået og kan få i praksis. Jeg kan bidrage med både et medarbejder- og et lederperspektiv på tingene og kan derfor være med til at analysere og kvalificere de beslutninger, der skal træffes. Når beslutningerne så er truffet og ført ud i livet, er det også vigtigt, at vi følger op.  

Jeg er generelt optaget af at kunne tilbyde attraktive forhold til unge såvel som ældre med særlige behov. Men skal jeg pege på et særligt område, jeg brænder for, er det hele ungegruppen – både inden for handicapområdet og psykiatrien. Det er vigtigt at gribe de unge tidligt, så de kommer godt videre i livet. Jo bedre deres livskvalitet er, jo mere kan de mestre fremadrettet på trods af deres handicap. Her kan socialpædagogikken komme i spil, fordi vi har fagfolkene og værktøjerne til at arbejde med de unge og sætte ind med en helhedsorienteret indsats. På det her område kan det være dyrt at spare. 

I kraft af mine mange år i felten har jeg talt med rigtig mange medarbejdere og borgere, og jeg har set, at færre penge ikke nødvendigvis er lig med manglende trivsel eller mindre faglighed. Men selvfølgelig er der en smertegrænse, og den har vi nået nu. Jeg ser en tendens til, at de, der træffer beslutninger om besparelser, oftest kun har en teoretisk viden om feltet, men medarbejderne på gulvet skal inddrages langt mere. 

Udsatte unge må ikke blive kastebolde

Ranil Senaratne, 41 år, Socialpædagog og tillidsrepræsentant på Rismøllegården, opstiller for Velfærdslisten i Randers Kommune

I mit virke som socialpædagog på børne- og ungeområdet møder jeg ofte en manglende forståelse for feltet fra politikernes side. Jeg synes ikke, at de har forståelse for de udfordringer, som udsatte unge møder i hverdagen. Derfor vælger politikerne også alt for ofte at sylte området med besparelser, men jeg vil synliggøre og arbejde for mere langsigtede og holdbare løsninger. Jeg er også meget optaget af helhedsorienterede indsatser. Konkret handler det bl.a. om, at familien, klubtilbud, børnehaver eller skoler skal inddrages i højere grad end i dag. Undlader man at bruge dem, der kender den unge bedst, får indsatsen oftest ikke den ønskede virkning. 

På det politiske plan skal medarbejdernes ekspertviden i spil og inddrages i beslutningerne på området. På samme måde burde der være borgermøder, når der fx skal træffes vigtige beslutninger om besparelser. En anden mærkesag er, at jeg vil kæmpe for, at unge udsatte og udsatte borgere generelt får én indgang til systemet i stedet for at blive skubbet rundt. Der skal være en, der holder tråd i hele forløbet og guider borgeren. I dag ender udsatte unge fx nemt som kastebolde mellem flere sagsbehandlere og forskellige systemer for børn og voksne, hvor der mangler gode overgange og struktur. 

Som socialpædagog skal jeg arbejde sammen med mange forskellige faggrupper, og det er ikke altid, vi er enige om tingene. Men vi finder en løsning for borgernes skyld. Den løsningsorienterede tilgang kan jeg tage med mig i mit politiske virke. Jeg tror, at min praktiske erfaring med, hvad der foregår i det virkelige liv, kan belyse de udfordringer, vi står med. På socialpædagogernes fagpolitiske uddannelse har jeg samtidig fået et godt indblik i det forvaltningsmæssige og politiske arbejde generelt. Jeg har også afsluttet en konfliktcoach-uddannelse, som jeg er sikker på vil ruste mig til de udfordringer, jeg måtte møde. På mit eget område med store besparelser i familieafdelingen har jeg fx oplevet, hvad der sker, når unge, som tidligere ville være anbragt på specialiserede døgninstitutioner, kommer i et alment tilbud, fordi det er billigere. Derfor kommer du heller aldrig til at se mig stemme for besparelser på de sociale områder, medmindre det er fagmedarbejderne selv, og ikke politikerne, der siger god for det. 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpolitik, Voksenhandicap­området