icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
GF Midtsjælland

Kamp om pladserne i kredsbestyrelsen

Generalforsamling i Kreds Midtsjælland med debat om politisk indflydelse og nye jobområder. Pladserne i kredsbestyrelsen var eftertragtede, og alle kandidater kom til orde inden afstemningen

’You raise me up’, sang fangekoret fra Vridsløselille Statsfængsel af deres lungers fulde kraft, og efter at have moduleret i ægte Melodigrandprix-stil og den sidste tone var afsluttet, rejste hele salen i Ringsted Kongrescenter sig og gav koret en stående applaus. 

Vi befinder os på Midtsjælland, og kredsens medlemmer er samlet til den årlige generalforsamling. Kredsens formand, Jan Vium, og to faglige sekretærer, Kim Christian Jensen og Lene Kümpel, fremlagde beretningen for de mange fremmødte socialpædagoger, som lyttede interesseret. 

Politikere skal anerkende og anvende socialpædagogers enestående faglighed

Jan Vium, kredsformand

– Vi socialpædagoger er stolte – for vi kan noget særligt. Potentielt kan vi gøre en forskel mange flere steder i samfundet, end vi gør i dag. Det skal vi gøre klart for omverdenen. Politikerne skal anerkende og anvende socialpædagogers enestående faglighed, lagde kredsformanden for og forsatte sin beretning med at fortælle, hvordan kredsen griber arbejdet som en dialogorganisation an – nemlig ved at bryde fordomme om fagforeninger og søge at finde løsninger sammen med kommunerne ved at tale om faglighed og visioner for fremtiden. 

To mio. til nye job

Et af spørgsmålene til beretningen gik på kredsens arbejde med at øge kendskabet hos beslutningstagere i kommunerne til socialpædagogers tilgang til arbejdet med demente borgere. 

Hertil fortalte kredsbestyrelsesmedlem Kristina Kjærulf Fischer, at hun havde kontaktet bl.a. demenskoordinatorer i Roskilde Kommune og bedt dem tage Socialpædagogernes hvidbog om, hvordan socialpædagoger kan bidrage til arbejdet med demente borgere, med til kommunens budgetforhandlinger. Det havde resulteret i, at der blev afsat to mio. kr. til at ansætte aktivitetsmedarbejdere, som skal skabe målrettede aktiviteter til beboerne på kommunens plejehjem for at øge livskvaliteten for de ældre. 

’Magt til medlemmerne’

Et af bestyrelsesmedlemmerne havde efter 19 års tro tjeneste besluttet ikke at genopstille og takkede kredsformanden for tålmodighed og ordentlighed. 

Til de 10 pladser i bestyrelsen stod 11 socialpædagoger klar til at trække i arbejdstøjet. En af kandidaterne, ambassadør og fællestillidsrepræsentant Karsten Stegman, havde et hold af kollegaer med, som heppede og tydeligt gav udtryk for, hvem de ville stemme på. Inden afstemningen fik kandidaterne til bestyrelsen hver især mulighed for at sætte et par ord på deres motivation for at indgå i bestyrelsesarbejdet. 

– Der er nogle i Socialpædagogerne, der ønsker at holde kongres hvert fjerde år i stedet for hvert andet. Men vi har ikke brug for sådan en centralisering. Vi skal kæmpe for, at vigtige beslutninger som fx overenskomst bliver truffet på kongressen. Magten skal ud til medlemmerne, lød det fra Rasmus Damgaard, som var en af de helt store stemmeslugere.


Læs om valg til tillidsposter mv. på midtsjaelland.sl.dk

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Generalforsamling, Kredse, Forbund og a-kasse