icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
RB_brinkmannB.jpg
Gå glip

Nå mindre – og få det bedre

Vi skal dyrke begrænsningens kunst – og vende blikket mod gamle dyder som mådehold og nøjsomhed. Vi får nemlig mere ud af livet, når vi går glip af noget – både som privatpersoner og i arbejdslivet, lyder budskabet i Svend Brinkmanns nye debatbog

I mange år har der været fokus på selvudvikling, livslang læring og evig optimering. Både for det enkelte menneske – men i høj grad også på arbejdspladserne, hvor begreber som selvledelse, kompetenceudvikling, fleksibilitet, robusthed og agilitet er blevet en del af det daglige ordforråd. 

Men når samfundet samtidig oplever, at flere og flere har svært ved at følge med og rammes af stress, udbrændthed eller depression, så er det for alvor tid til at lægge kursen om og slå bremserne i. Vi skal med andre ord blive bedre til at gå glip. 

Det er budskabet i en ny debatbog fra psykologiprofessor Svend Brinkmann. 

– Vi mennesker kan altså ikke nå det hele hverken i privatlivet eller på jobbet. Og hvis vi vil undgå at kæntre, så blive vi nødt til at acceptere, at vi godt må gå glip af noget. Det er derfor, jeg i min nyeste bog taler om at søge tilbage til gamle begreber som mådehold og nøjsomhed. Om alt med måde. Og om at gøre lidt mindre på længere tid og sætte fokus på kvalitet frem for kvantitet, siger Svend Brinkmann.

I bogen ‘Gå glip’ argumenterer han for, hvorfor det både menneskeligt og samfundsmæssigt er nødvendigt, at vi ser det fornuftige i at gå glip af noget. Som et modspil til tidstypiske begreber som YOLO (You Only Live Once) og FOMO (Fear Of Missing Out).

– Med YOLO og FOMO handler det om at opleve så meget som muligt og nå så meget som muligt. Men jeg vil meget hellere tale om glæden ved ikke at nå så meget. Om det, jeg kalder JOMO – Joy of Missing Out. For ingen af os kan klare at accelerere, optimere og udvikle konstant, lyder det fra Svend Brinkmann.

I den offentlige sektor, hvor de fleste af jeres medlemmer arbejder, handler det i høj grad om at gøre op med mange af de regimer, man har indført for at måle, veje, styre og dokumentere indsatserne

Svend Brinkmann, psykologiprofessor og forfatter

En kollektiv udfordring

Det lyder jo så dejligt enkelt, at vi hver især skal blive bedre til at sige nej, sige fra og lade muligheder passere. Men selvom det også handler om at blive bedre til at slukke for mobilen, bruge mindre tid på de sociale medier og genindføre rituelle pauser i vores liv, så er det først og fremmest en kollektiv udfordring, at vi hele tiden vil så meget, mener Brinkmann. Det er altså ikke den enkelte sygeplejerske, smed eller socialpædagog, der alene skal tage ansvaret for at skrue ned for tempoet i arbejdslivet.

– Der hviler et kollektivt ansvar på ledere, politikere og fagbevægelsen, når det handler om at skabe bæredygtige arbejdspladser. Og i den offentlige sektor, hvor de fleste af jeres medlemmer arbejder, handler det i høj grad om at gøre op med mange af de regimer, man har indført for at måle, veje, styre og dokumentere indsatserne, siger han og forklarer, hvorfor der er brug for at ændre perspektivet på vores arbejdsliv.

– Som enkeltindivid kan man jo ikke bare sige fra over for den optimeringskultur, der præger mange arbejdspladser i dag – og derfor skal der både politisk vilje og en kollektiv handling til at sikre et godt arbejdsmiljø og meningsfuldt arbejde. For når man som medarbejder oplever, at det ikke giver mening, det man laver hver eneste dag, så begynder arbejdslivet at blive en belastning. Og i disse år oplever jeg, at rigtig mange fagprofessionelle har et stort behov for at definere, hvad det er, vi er sat i verden for. Et behov for at sætte ord på selve kerneopgaven.

Det, som fagbevægelsen og alle mulige andre burde interessere sig for, er, hvordan vi organisatorisk og systemisk skaber mere bæredygtige og humane arbejdspladser, hvor det ikke er den enkeltes ansvar og opgave at løse stressproblematikken hele tiden

Svend Brinkmann, psykologiprofessor og forfatter

Tyndslidte bremseklodser

I ‘Gå Glip’ skriver Brinkmann ikke direkte så meget om stress, og han påpeger da også gerne, at han ikke skal betragtes som stressekspert. Alligevel kredser bogen – og Brinkmann – om stress-problematikken ud fra tanken om, at frygten for at gå glip af noget hænger uløseligt sammen med stress. Han bruger bl.a. en metafor om bremseklodser. 

– Jeg cykler en del, og for en cyklist bliver det meget konkret, når man mangler bremseklodser på sin racer. Det billede bruger jeg, fordi vi befinder os i en tid, hvor vi synes, at det er godt at køre hurtigere og hurtigere, og hvor vi hele tiden accelererer. Og det går altså ikke uden bremseklodser. Men i dag er vores bremseklodser efterhånden så tyndslidte, at vi slet ikke kan bremse, siger han.

Og et af problemerne ved stressproblematikken er ifølge psykologiprofessoren, at ansvaret i for høj grad i arbejdslivet lægges ud til den enkelte medarbejder.

– Det kan være, at man bliver bebrejdet for at være for perfektionistisk, man hviler ikke nok i sig selv og er ikke nok til stede i nuet. Og fra arbejdsgiverens side forsøger man så at løse problemet ved at tilbyde stresshåndteringsværktøjer, en stress-coach eller måske et mindfuldness-kursus. Men det er jo blot symptombehandling. Og det, som fagbevægelsen og alle mulige andre burde interessere sig for, er, hvordan vi organisatorisk og systemisk skaber mere bæredygtige og humane arbejdspladser, hvor det ikke er den enkeltes ansvar og opgave at løse stressproblematikken hele tiden.

Jeres faggruppe har i mine øjne den store fordel, at I som udgangspunkt beskæftiger jer med noget, der er meningsfuldt. I arbejder med mennesker og relationer og hjælper nogle, som har det svært. Bagsiden ved jeres indsats kan så være, at I ofte bliver frustrerede over, at I ikke lykkes, fordi de ydre rammer ikke er gode nok

Svend Brinkmann, psykologiprofessor og forfatter

Ret skytset mod det rette sted

En af bogens pointer er derfor, at man ikke skal tænke begrænsninger som et individuelt fænomen, men som noget, der handler om det, Brinkmann definerer som kulturelle landskaber.

– Det handler om måden, vi indretter vores arbejdspladser, organisationer og uddannelsesinstitutioner på. For det har jo en enorm betydning for, hvor vidt man som enkeltperson kan fokusere på og har tilstrækkelig tid til det, man er der for:  kerneopgaven – det væsentlige, siger han og fortæller, hvorfor fx en faggruppe som socialpædagoger har særlige udfordringer. 

– Jeres faggruppe har i mine øjne den store fordel, at I som udgangspunkt beskæftiger jer med noget, der er meningsfuldt. I arbejder med mennesker og relationer og hjælper nogle, som har det svært. Bagsiden ved jeres indsats kan så være, at I ofte bliver frustrerede over, at I ikke lykkes, fordi de ydre rammer ikke er gode nok. Og så er det, man risikerer at overinvolvere sig i arbejdet med fare for, at det ender med udbrændthed og store psykiske og følelsesmæssige belastninger.

Ifølge Svend Brinkmann påhviler der ledelsen en stor opgave i at sikre gode rammer – mens det er en politisk opgave at give de tilstrækkelige ressourcer.

– Det er meget vigtigt for den enkelte medarbejder, at man retter skytset mod det rette sted. Og det er ikke indad. Man må aldrig tænke, at det er mig, der ikke gør det godt nok, hvis det er rammerne, den er gal med. Og det er det, vi ser så ofte – at man som enkeltindivid bebrejder sig selv for noget, der skyldes andre strukturer.

I dag er livet kommet til at handle om at få så meget som muligt, opleve så meget som muligt, udvikle sig så meget som muligt og forbruge så meget som muligt. Det er det, jeg gerne vil have os til at tænke lidt over

Svend Brinkmann, psykologiprofessor og forfatter

Vi må skabe et bæredygtigt samfund

Når man taler om at skrue lidt ned for aktivitetsniveauet og ville lidt mindre, så handler det jo om så meget mere end vores arbejdsliv – og Brinkmann retter i ‘Gå Glip’ da også skytset mod vores ikke-bæredygtige samfund og hvad han kalder vækstmonstret og optimeringsspøgelset.

Og også her handler det om at genfinde værdien i mådehold og nøjsomhed, mener han.

– Tag fx klimaforandringerne. Her slår den ene videnskabsmand efter den anden fast, at den er helt gal. Vi har et massivt overforbrug, vi udleder for meget CO2 og bruger flere af jordens ressourcer, end vi bør. Men vi kan ikke bare forbruge løs, og derfor er det nødvendigt for os alle at stoppe op og ikke være så bange for at lide afsavn, siger han og fortsætter:

– Vi har alle et ansvar for at bidrage til at skabe et bæredygtigt samfund – et samfund hvor vi igen begynder at sætte pris på mådehold og nøjsomhed. For det har vi brug for i en tid med klimakrise, med en stadigt voksende ulighed i verden, et stadigt voksende forbrug og med et samfund, hvor der hele tiden er for få hænder til alt det, vi vil nå, siger han og slår et sidste slag for at gå glip.

– I dag er livet kommet til at handle om at få så meget som muligt, opleve så meget som muligt, udvikle sig så meget som muligt og forbruge så meget som muligt. Det er det, jeg gerne vil have os til at tænke lidt over.

Eller som Piet Hein udtrykker det i et digt, som Brinkmann lader sig inspirere af i ‘Gå glip’:

Du skal ikke ville det hele.
Du er kun en enkelt del.
Du ejer en verden i verden.
Dén skal du gøre hel.
Én eneste vej skal du vælge, 
Og være identisk med dén.
De andre veje må vente.
Vi kommer altid igen.

Blå bog: Svend Brinkmann

  • Født i 1975 og professor i psykologi på Aalborg Universitet.
  • Skrev i 2014 ‘Stå fast’, der handler om at tage nej-hatten på og sige fra over for de konstante krav om selvudvikling og selvoptimering.
  • Skrev i 2016 ‘Ståsteder’, der peger på ti eksistentielle holdepunkter, der kan give vores liv mening, så snart vi er holdt op med at fokusere så meget på os selv og vores indre udvikling.
  • Har netop udgivet sin tredje debatbog, ‘Gå glip’, der handler om begrænsningens kunst i en grænseløs tid.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Arbejdsmiljø