icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
RM_vestre-faengselB.jpg
Unge kriminelle

Socialpædagogik inden for murene

I ungeafdelingen i Vestre Fængsel arbejder en tværfaglig personalegruppe tæt sammen om at gøre en forskel for varetægtsfængslede under 18 år. Et kompetenceudviklingsforløb har placeret socialpædagogikken centralt i arbejdet med de unge

I Vestre Fængsel bliver en flok unge hver morgen hentet i deres celler og fulgt over i en pavillon, der ligger adskilt fra den øvrige del af fængslet. Den huser ungeafdelingen, hvor de tilbringer omkring fem timer om dagen. Personalet spiser hver dag morgenmad sammen med de unge og én gang om ugen også aftensmad. De fysiske rammer er mere hjemlige end dem, der ellers kendetegner fængslet, og den tværfaglige medarbejderstab bestræber sig på at skabe noget, der ligner en hverdag. Samtidig spiller relationsarbejde en væsentlig rolle. 

– Vi bruger rigtig meget tid på at snakke med de unge. Vi ser, hører og mærker dem – og vi taler med dem om deres kriminalitet, deres planer, deres drømme og deres familier, siger socialpædagogen Tanya. 

Hun er eneste pædagog i personalegruppen, der ellers består af to lærere, en socialrådgiver, en idrætsinstruktør og fire fængselsbetjente. Bortset fra den ene lærer, der kun har ganske få timer i afdelingen, har alle deltaget i et fælles kompetenceudviklingsforløb over et halvt år. Christoffer Dejgaard, der er lektor ved pædagoguddannelsen på UCC, har stået for forløbet og var hyret til opgaven af Direktoratet for Kriminalforsorgen. 

– Direktoratet ville gerne have øget fokus på de unges skolegang og ønskede også at øge personalets faglige kompetencer på det socialpædagogiske område, fortæller han. 

Her får du en tættere relation til de mennesker, du arbejder med, og de får en relation til dig

Peter, fængselsbetjent, Vestre Fængsel

Undervisning og aktionslæring

Før kompetenceudviklingsprojektet gik i gang, observerede Christoffer Dejgaard den daglige praksis og deltog også i aktiviteter som fx basketballtræning.  

Selve forløbet har strakt sig over godt et halvt år, og i undervisningen er der bl.a. blevet arbejdet med teorier om kategorisering, magt og stigmatisering, anerkendelse og underkendelse i et sociologisk perspektiv samt potentialet i aktivitetsbaseret pædagogik. 

– Jeg havde fået at vide, at de tidligere havde haft et forløb, der hvilede på et narrativt grundlag, og byggede derfor videre på nogle af de forståelser, der allerede var slået an. Helt konkret har min intention været at tilbyde personalet nogle faglige briller, der kunne give et lidt mere analytisk perspektiv på de unge og de unges livssituation, og også på deres egen praksis omkring de unge, siger han. 

Forløbet har også rummet et element inspireret af aktionslæring. Med Christoffer Dejgaard som facilitator har personalet udviklet og afprøvet idéer til nye indsatser, ligesom de har reaktiveret gamle ideer og raffineret allerede eksisterende tiltag.  

– Det var en måde at få noget handling i gang på, så projektet forankres og ikke løber ud i sandet, som man ofte ser, når et projekt slutter, siger Christoffer Dejgaard.

Generelt bliver der arbejdet mere med at ansvarliggøre de unge i forhold til at være aktive i de her processer i stedet for blot at være genstand for dem

Christoffer Dejgaard, lektor, UCC

Samtaler og ansvar

Undervejs er der listet 10 konkrete bud på indsatser, som personalet nu arbejder videre med. Fx har man genoptaget en gammel idé om at lade unge gå rundt med fængslets tømrer, så de har noget meningsfyldt at tage sig til – og måske blive motiverede til senere at tage en håndværksuddannelse. I forbindelse med basketballtræningen bliver der nu arbejdet mere bevidst med, at de unge via refleksion over deres rolle på banen kan få nogle nye blikke på sig selv og andre. Derudover bliver de i højere grad inddraget aktivt i forbindelse med træningen, så alt ikke er lagt til rette på forhånd. Fx står de nu selv for opvarmningen.  

De fælles måltider i afdelingen handler ikke blot om, at de unge skal have noget i skrutten. Mange er ikke vant til at sidde omkring et bord, holde en samtale i gang eller bede andre om at række dem kaffen eller andre ting på en pæn måde. 

– Så det bruger vi rigtig meget tid på, siger Tanya. 

De unge har altid været med til at dække bord, rydde af og vaske op. Derudover står de sammen med personalet for en ugentlig rengøring af hele pavillonen, og projektet har betydet, at de nu deltager endnu mere i hverdagsaktiviteterne. I forbindelse med aftensmåltidet en gang om ugen var de i forvejen med til at lave maden, men i dag er de også med til at planlægge menu og indkøb.

– Generelt bliver der arbejdet mere med at ansvarliggøre de unge i forhold til at være aktive i de her processer i stedet for blot at være genstand for dem, siger Christoffer Dejgaard.

Når de unge diskuterer forskellige samfundsrelevante tematikker fra nyhederne eller avisartikler om fx kriminalitet, er det med til at give dem en bedre forståelse af sig selv og af, hvad det vil sige at være en del af et samfund eller et fælleskab

Christoffer Dejgaard, lektor, UCC

Kobling mellem pædagogik og skole

Samtidig arbejder personalet nu mere målrettet på at koble det pædagogiske arbejde til skoleundervisningen, der typisk er på 8.-9. klasses niveau og nogle gange et lavere trin. Medarbejderne har altid forsøgt at tale med de unge om, hvad der rører sig i samfundet uden for fængslet. Men under morgenmaden kommer der nu hver dag aviser på bordet, så de kan diskutere ud fra artiklerne. 

– Med en avis bliver det lidt mere håndgribeligt, og læser man selv noget, får man ofte et andet indtryk, end hvis man får det fortalt. Nogle gange læser de unge også artiklerne højt og får på den måde øvet sig i at læse højt for andre, siger Tanya.   

De emner, der bliver talt om, er mangfoldige. Men Copenhagen Pride gav fx anledning til en snak om syn på homoseksuelle, og også emner relateret til kriminalitet har været oppe at vende.  

– Når de unge diskuterer forskellige samfundsrelevante tematikker fra nyhederne eller avisartikler om fx kriminalitet, er det med til at give dem en bedre forståelse af sig selv og af, hvad det vil sige at være en del af et samfund eller et fælleskab. Her er det flyttet fra skolerummet ud i det socialpædagogiske rum, men giver samtidig motivation og energi den anden vej, siger Christoffer Dejgaard.   

Et andet initiativ er en lektiecafé to eftermiddage om ugen, hvor de unge kan få hjælp til skolearbejdet.  

– På den måde bliver de ikke blot dygtigere til fx dansk eller matematik. De lærer også at sidde stille og fordybe sig. Samtidig er det med til at sætte struktur på deres hverdag. I et fængsel står tiden meget stille, og når de ved, at der er lektiecafé to gange om ugen, giver det en ro og en tryghed, siger Tanya. 

Peter peger på, at de unge i lektiecaféen kan få nogle succesoplevelser med skolearbejdet, som mange af dem ikke har oplevet før. 

– Det kan være rigtig svært for dem, men rykker de sig bare en lille smule hver gang, får de en oplevelse af, at de faktisk godt kan, siger han.

Når de er tilbage i deres celler, tager vi en kort snak med dem om, hvordan dagen er gået. Hvordan vi som personale har oplevet dem, hvordan de har oplevet sig selv – og hvad der kan arbejdes med

Tanya, socialpædagog, Vestre Fængsel

Daglig feedback og opfølgning

I forbindelse med kompetenceudviklingsforløbet er der også kommet øget fokus på individuelle samtaler med de unge. De skal give personalet bedre indblik i den enkeltes trivsel og udvikling. Tidligere har medarbejderne taget dem med ind til en snak på kontoret, når de oplevede, at der var behov for det. Men nu er der individuelle samtaler og feedback til de unge på daglig basis.    

– Når de er tilbage i deres celler, tager vi en kort snak med dem om, hvordan dagen er gået. Hvordan vi som personale har oplevet dem, hvordan de har oplevet sig selv – og hvad der kan arbejdes med. Derudover kan de selvfølgelig også give feedback til os, fortæller Tanya. 

Et grundvilkår for arbejdet er midlertidighed, fordi de unge kun sidder i Vestre Fængsel, mens deres sag er for retten – i gennemsnit to-tre måneder. Derefter bliver de enten løsladt eller flyttet for at afsone deres dom i andre fængsler.  

– Det giver personalet en følelse af afmagt. De vil gerne så meget med de unge, går all in i forhold til den enkelte og sætter alt muligt i gang. Men pludselig er de unge væk, og medarbejderne gav flere gange udtryk for, at de meget gerne ville have mulighed for at følge op, når de er flyttet videre, siger Christoffer Dejgaard. 

Det ønske formidlede han på personalets vegne til den lokale ledelse, der nu har fundet midler til, at personalet kan tage på besøg hos de unge et par måneder efter, at de har forladt afdelingen. Tanya var sammen med to betjente med på det første besøg, som den unge var lykkelig for. 

– Han fulgte os rundt, viste os sit værelse og havde også bagt kage til os. Han blev så glad. Sådan et besøg betyder virkelig noget, fordi det viser dem, at det, vi gør for dem herinde, ikke ‘bare’ er et arbejde, men udtryk for ægte og reel interesse. Vi glemmer dem ikke, når de er videre i systemet, som mange af dem før har oplevet, siger Tanya.  

Da afdelingen startede, stod betjentene med korslagte arme i indgangen. Men der er sket en udvikling. Nu er der et socialpædagogisk miljø, som fængselsbetjentene er ligeværdige deltagere i

Christoffer Dejgaard, lektor, UCC

Har ikke ‘omvendt’ nogen

Det var Tanya, der for ni år siden tog initiativ til at gøre noget for gruppen af helt unge varetægtsfængslede. På det tidspunkt var der kun to unge under 18 år, som hun arbejdede alene med i fængslets sydfløj, men efterhånden kom flere til, og ungeafdelingen med den nuværende medarbejderstab blev etableret. 

Selvom Tanya er eneste pædagog i personalegruppen, har Christoffer Dejgaard oplevet den som meget homogen. Han har ikke skullet ‘omvende’ nogen, selvom pædagog og fængselsbetjente som udgangspunkt har forskellige faglige afsæt.   

– Arbejdet i ungeafdelingen kræver, at betjentene arbejder på en anden måde, end man traditionelt har gjort som fængselsbetjent, og jeg har været positivt overrasket over deres vilje og evne til at bevæge sig ind i det socialpædagogiske univers. De har også været i stand til at reflektere over deres praksis på måder, som jeg synes var opløftende, siger han. 

Christoffer Dejgaard har samtidig været fascineret af, i hvor høj grad den socialpædagogiske faglighed, som kun Tanya fra starten var bærer af, er slået igennem i gruppen. 

– Det har ikke været givet. Da afdelingen startede, stod betjentene med korslagte arme i indgangen. Men der er sket en udvikling. Nu er der et socialpædagogisk miljø, som fængselsbetjentene er ligeværdige deltagere i, og det har gjort det nemmere for mig at arbejde med gruppen, siger han.

Betjentene inde i fængslet er gode til at ringe til os, hvis de sidder med en dreng, der græder og er ked af det. Så der er et samarbejde og også en anerkendelse af, vi kan noget i forhold til de her sårbare unge

Tanya, socialpædagog, Vestre Fængsel

Anerkendelse

Peter har været tilknyttet ungeafdelingen i fem år, og lige som de øvrige betjente i afdelingen har han selv valgt det. Han ser stadig sig selv som fængselsbetjent, men en fængselsbetjent, der gerne vil hjælpe nogle unge mennesker med at udvikle sig og komme videre. 

– De har gjort noget kriminelt, men de er ikke kriminelle, og i ungeafdelingen arbejder vi med at få dem til at tænke anderledes, så de ikke gør de samme dumme ting igen, siger han. 

Tanya fortæller, at det i starten krævede hårdt arbejde at blive respekteret som pædagog.  

– Men nu ved de, hvem jeg er og hvad jeg står for, og de ved, at jeg også respekterer deres arbejde, siger hun. 

I den øvrige del af fængslet kan det, der foregår i ungeafdelingen, stadig blive kaldt ‘Nutella-pædagogik’. 

– Men betjentene inde i fængslet er gode til at ringe til os, hvis de sidder med en dreng, der græder og er ked af det. Så der er et samarbejde og også en anerkendelse af, vi kan noget i forhold til de her sårbare unge, siger hun.  

Betjente inde fra fængslet har også været inviteret til morgenmad i ungeafdelingen, og det har nuanceret synet på arbejdet, fortæller Peter.  

– De fleste er fx overraskede over, hvor hårdt det kan være at holde en samtale kørende med en gruppe unge, som måske umiddelbart ikke gider så meget snak, siger han.

Som medarbejder skal man også have lov til at vise, at der er nogle områder, hvor man måske er lidt svag, og det har man ikke lyst til at gøre over for sin leder

Tanya, socialpædagog, Vestre Fængsel

Har synliggjort indsatsen

Kompetenceforløbet har ikke alene bidraget til udviklingen af det pædagogiske arbejde, men også været med til at synliggøre den kvalificerede indsats, som i Christoffer Dejgaards optik i forvejen karakteriserede afdelingen. 

Da han forud for projektet holdt møder med repræsentanter fra direktoratet og den lokale ledelse, oplevede han på den ene side en bekymring for, om arbejdet på afdelingen var fagligt nok. Omvendt var der også en erkendelse af, at man på ledelsesplan ikke helt ned i detaljen var klar over, hvad der foregik.  

– En del af min opgave har derfor også været at formidle og mediere lidt mellem forskellige positioner. Ikke fordi de nødvendigvis er modsætningsfyldte, men fordi verden nok ser lidt forskellig ud alt efter, hvor man ser den fra, siger han.  

Lederen af sydfløjen i Vestre Fængsel er også leder af ungeafdelingen. Han har sammen med souschefen deltaget i en del af undervisningen, mens de menige medarbejdere har haft den øvrige del af forløbet for sig selv. 

– Da vi nåede til den del, hvor medarbejderne i højere grad blev involveret i forhold til selv at tage initiativer, handle og reflektere over deres praksis, var det uden ledelse, fortæller Christoffer Dejgaard. 

Tanya er normalt ikke tilhænger af, at ledere er med på kompetenceudviklingsforløb. Men i denne sammenhæng fungerede det fint, mener hun.

– Som medarbejder skal man også have lov til at vise, at der er nogle områder, hvor man måske er lidt svag, og det har man ikke lyst til at gøre over for sin leder. Men Christoffer fandt en udmærket balance, så de var med en del af vejen, mens vi resten af tiden havde et rum kun for os, siger hun. 

Både Peter og hun oplever, at forløbet og Christoffer Dejgaards anerkendelse af arbejdet i ungeafdelingen har givet mere ro i maven på ledelsesplan, og i personalegruppen har udviklingsprojektet givet mere gejst. 

– Vi er her hver eneste dag og glemmer måske nogle gange, hvad det egentlig er, vi gør. Det har Christoffer været rigtig god til at hjælpe os med at reflektere over og sætte ord på, siger Tanya.    

Stort potentiale

Undervejs udtrykte den lokale ledelse behov for særskilt sparring, både i forhold til projektet og mere generelt. Den opgave fik Christoffer Dejgaard tilbudt, men for ikke at blive identificeret med et ledelsesperspektiv i forhold til personalegruppen, gav han den videre til en kollega fra UCC.  

Efter projektet i Vestre Fængsel ser han umiddelbart et stort potentiale for pædagogfagligheden i fængslerne, som han meget gerne vil udforske nærmere i et forskningsprojekt.  

– Foreløbig er det en helt spæd idé. Men jeg er blevet rigtig optaget af det her felt, og kan se, at der er noget interessant i spil, som godt kunne fylde meget mere i fængslerne, end det gør i dag, siger han.


På grund af episoder med trusler og vold mod ansatte i fængslerne har socialpædagogen Tanya og fængselsbetjenten Peter ikke ønsket at optræde med deres fulde navn eller på foto.

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Sikrede institutioner, Socialpædagogisk praksis, Børn og unge