icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Bøger

Bogomtaler 1. december 2017

  • Redigeret af Tina Løvbom Petersen
  • 16-2017 /

Fra udenforskab til fællesskab

Af Knud Aarup

I løbet af de sidste 30 år har Danmark udviklet sig til et velfærdssamfund for dem, som kan i forvejen. Vi har ikke længere et velfærdssamfund, som formår at holde hånden over samfundets svageste og give dem mulighed for at tage ansvar for eget liv. Det er det afsæt, Knud Aarup tager i bogen, hvor han kommer med seks konkrete bud på et bedre velfærdssamfund. For, som han påpeger, den udvikling, vi ser nu, vil de næste 20 år føre til stadig større samfundsmæssig utryghed og måske social uro. Derfor er der ifølge forfatteren brug for at lave velfærdspolitikken om, så den igen baseres på de grundlæggende værdier om fællesskab, lighed og tillid. De seks bud, eller løsninger, til at opnå et bedre velfærdssamfund, som bogen præsenterer, handler bl.a. om, at fagprofessionerne skal styrkes, at der er brug for en langsigtet socialpolitik, at alle har noget at bidrage med til fællesskabet – og at tillid er forandringens mulighed. Overordnet er målet er genetablere et samfund, hvor mennesker med handicap, psykisk sårbarhed og sociale problemer får støtte til at være dem, de er – og blive til det, de har mulighed for. Et samfund, der har genfundet troen på, at sociale problemer kan løses. 


Djøf Forlag. 302 sider. 325 kr.

Bonde – gal mand på rette vej

Af Birgit Kirkebæk & Benny Lihme

Danmarks ukronede outsiderkonge, kaldes han. Christian Bonde, som er hovedpersonen i denne bog. Det er historien om et ukueligt menneske, som ikke kun gennemlevede 26 års statslig indespærring. Han kom også ud som et helt menneske, der siden formåede at kæmpe for de psykiatriske patienters humane behandling. De to forfattere har dels haft adgang til Christian Bondes journaler – og dels kendt ham privat. De fortæller en barsk historie, der tager sit udspring i hovedpersonens første møde med åndssvageforsorgen, da han som femårig mistede sin mor og blev anbragt. Siden fulgte i alt 26 års pendlen mellem landets store anstalter. Først i 1971, under en indlæggelse på et almindeligt hospital, er der en kirurg, der undrer sig over diagnosen åndssvag – og Christian Bonde kommer fri af forsorgen og indlægges på Sct. Hans Hospital. Den videre historie handler om, hvordan Bonde udvikler sig til at være aktivist og ‘de gales ombudsmand’, og hvordan han er med til at starte Galebevægelsen. Bogen er historien om, hvordan en mand overlever fejlanbringelse på fejlanbringelse – uden i øvrigt nogensinde at få erstatning.  


Forlaget Social Kritik. 183 sider. 200 kr. 

 

Med mig selv som redskab

Af Berit Mus Christensen og Maja Nørgård Jacobsen

‘Det er spændende og givende at arbejde med mennesker. Men indimellem også svært, fordi man i så høj grad bringer sig selv i spil i relationen. Relationen er derfor det allervigtigste i lærer-elev-forholdet’. Sådan lyder den allerførste sætning i bogens forord – en bog som forsøger at ruske op i den udbredte forestilling, at der er visse følelser, som ikke opstår hos ægte professionelle. Bogens forfattere, som begge er psykologer, argumenterer i bogen for, at det er helt normalt med selv stærke, tabuiserede følelser i arbejdet med mennesker og giver konkrete værktøjer til, hvordan man kan forholde sig til disse følelser. Det kan være vrede, irritation, utålmodighed, forelskelse eller følelsen af utilstrækkelighed. Forfatterne tager udgangspunkt i Acceptance and Commitment Therapy (ACT) og den mentaliseringsbaserede tilgang (MBT) og sætter gennem en række praktiske eksempler fokus på, hvordan sådanne følelser opstår i en professionel hverdag. Bogen henvender sig til alle professionelle, der arbejder med mennesker – som fx socialpædagoger. Værktøjerne i bogen er tænkt som nogle, man igen og igen kan hive frem, når man som professionel føler, at det er svært at bevare overblikket og roen i mødet med brugere og borgere.


Frydenlund. 141 sider. 249 kr.

 

Det dobbelte blik

Af Hanne Warming, Signe Fjordside og Manon Alice Lavaud

Se styrkerne i det særlige hos børn og unge i udsatte positioner, hedder undertitlen på denne bog. Den handler nemlig om, at denne gruppe børn og unge ofte rummer ressourcer og styrker, som vi overser. Men hvad nu, hvis man vender tingene lidt på hovedet? Hvad nu hvis man tillader sig selv at være nysgerrig og udforske de handle- og væremåder hos de udsatte børn, som ved første øjekast identificeres som problematiske eller uønskede, med henblik på at afsøge ressourcepotentialer i disse? ‘Det dobbelte blik’ giver læseren konkrete reflektions- og supervisionsredskaber til at se disse muligheder og styrker. Den præsenterer gennem eksempler og cases et mindset, der søger at understøtte styrkepotentialet hos børn og unge. Et mindset, der ifølge forfatterne kan kombineres med og styrke allerede kendte metoder i den daglige praksis. Bogen er bygget op i to dele, hvor første del præsenterer teori og metoder, og anden del zoomer ind på de forskellige kontekster, hvor metoderne kan gøre en forskel. Bogen henvender sig til studerende og praktikere inden for det pædagogiske og socialfaglige felt, og til bogens metoder hører en særlig ordbog og relevante arbejdsark. 


Akademisk Forlag. 200 sider. 249,95 kr.