icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Kogebog

Mad på bordet – trin for trin

Ny kogebog målrettet mennesker med kognitive vanskeligheder viser med enkel tekst og klare billeder, hvordan man laver et bredt udvalg af hverdagsmad

Man tager tre landskendte kokke og en række af deres opskrifter på hverdagsmad og blander dem op med erfaringerne fra en madklub for voksne med udviklingshæmning – og så bliver resultatet en 250 sider lang kogebog, der i let læselig tekst og enkle, tydelige billeder præsenterer i alt 37 opskrifter på både grøn mad, kødretter, fisk, salater, suppe. brød og desserter.

‘Billedkogebogen – trin for trin’ lyder den retvisende titel på værket, der er udgivet af Aarhus Kommunes Bostøtte Udviklingshæmmede-enhed under Socialforvaltningen med støtte fra bl.a. Landsforeningen LEV.

Det er folkene bag madklubben God Mad i Aarhus, der har taget initiativet til kogebogen, med afsæt i de erfaringer, man har i klubben med at lave mad med voksne med udviklingshæmning. Ideen er at gøre det let at lave retter, der er både lette, sunde, appetitlige og til at betale – så det bliver et reelt alternativ til den fastfood, der ellers kan blive den nemme udvej for mennesker med fx udviklingshæmning eller senhjerneskade, der har problemer med at læse eller med at bevare overblikket, når først blussene er tændt.

Men sigtet med bogen er også bredere, fortæller Anna Lindskrog, der har været projektleder og redaktør for kogebogen:

– Det at kunne lave sin egen mad har generel betydning for et menneskes følelse af at være livsduelig – at være aktiv i eget liv. Lysten til at lave mad forsvinder let, hvis man ikke kan følge en opskrift og prøve noget nyt engang imellem, siger hun.

Det er kokkene Søren Gericke, Anne Larsen og Claus Holm, der har bidraget med opskrifterne, og kogebogen er sat op efter anvisninger fra Ordblinde- og Dysleksiforeningen. Den er udarbejdet i tæt samarbejde med fagfolk med viden om udviklingshæmning og hjerneskader, og man kan faktisk lave maden helt uden at kunne læse den enkle tekst.

På den led bliver kogebogen ikke bare anvendelig for mennesker med kognitive vanskeligheder eller læsevanskeligheder, men er også velegnet for børn i indskolingen og for børnefamilier.

‘Billedkogebogen – trin for trin’ er udkommet på Forlaget Trykværket og koster 260 kr. Se mere på forlagets hjemmeside

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogisk praksis

Relaterede artikler