Sæt nu borgerne i centrum
Når kommunal misbrugsbehandling og regional behandlingspsykiatri spiller sammen, holder borgeren takten
Dokumentarserien ‘Tro, håb og alkohol’ på DR1 har affødt debat omkring kvaliteten af den kommunale misbrugsbehandling og den regionale behandlingspsykiatri. Det er en kritik, vi som fagpersoner ikke kan genkende. Tværtimod.
Som misbrugsbehandlere i et kommunalt misbrugscenter i Roskilde (CAS, Center for Alkohol- og Stofbehandling), har vi et arbejde, der simplificeret består i at tilbyde misbrugsbehandling til borgere, der ud over misbrug også har en psykiatrisk diagnose – fx paranoid skizofreni.
Nogle borgere er udredt psykiatrisk ved misbrugsbehandlingens opstart og tilbydes en særligt tilrettelagt behandling ud fra den enkeltes ressourcer og kognitive funktionsniveau.
Andre har, trods svære psykiatriske og kognitive udfordringer, aldrig været i kontakt med den regionale behandlingspsykiatri, hvorfor behandlingens fokus derfor også er at motivere borgeren til en overgang til korrekt psykiatrisk udredning og behandling.
Sundhedsstyrelsen lancerede i 2014 nationale retningslinjer for indsatsen over for de borgere med netop misbrug og samtidig psykiatrisk/psykisk sårbarhed. I disse retningslinjer hedder det sig bl.a., at:
‘… det skal understreges, at den regionale behandlingspsykiatri ikke må afvise at udrede eller behandle borgere med en behandlingskrævende psykisk lidelse med den begrundelse, at de (borgerne) har et stofmisbrug/alkoholafhængighed. Ligeledes må kommunen ikke afvise at udrede eller behandle personer med stofmisbrug/alkoholafhængighed med den begrundelse, at de har en psykisk lidelse.’
Nu fastholder vi dem
I CAS har vi siden 2013 efteruddannet os specifikt med det formål at kunne tilbyde højt kvalificeret behandling til borgere med dobbeltdiagnose. Dette blev iværksat, inden Sundhedsstyrelsens retningslinjer blev udsendt, og ud fra den betragtning, at ledelsen på vores arbejdsplads lyttede til borgerens behov og samtidig registrerede en øget tilgang af mennesker, der ud over misbrugsproblematikker også havde psykiatriske problematikker. For at sikre en kompetent og valid behandling af netop denne gruppe mennesker blev der iværksat et specialiseret tilbud.
Det har betydet, at borgere, der tidligere er blevet tilbudt den ordinære misbrugsbehandling, nu tilbydes et forløb, der i langt højere grad er adækvat med de behov, denne målgruppe har, og hvor behandlingen tilrettelægges individuelt efter borgerens behov, funktionsniveau og parathed til forandring.
Denne ændring i indsatsen har betydet, at vi som behandlingsinstitution fastholder en gruppe borgere, som tidligere enten var blevet afvist grundet svære psykiatriske udfordringer, eller som højst sandsynligt ville være droppet ud grundet lav matchningsgrad mellem tilbud, ressourcer, funktionsniveau og behov.
Kort fortalt har fremsynethed på vores arbejdsplads medført behandlingstilbud til borgere, der tidligere er faldet mellem to stole: den kommunale misbrugsbehandling og den regionale behandlingspsykiatri.
På tværs af sektorerne
Apropos to stole: Mange peger på, at samarbejdet og koordinationen mellem kommune og region lader meget tilbage at ønske, og at det ofte er borgerens ansvar at koordinere egen indsats.
PÅ CAS har vi arbejdet med ‘den koordinerende indsatsplan’ samt ‘forløbsprogramprojektet’ siden 2014. Kort fortalt er forløbsprogrammet og den koordinerende indsatsplan en forpligtende samarbejdsmodel udsprunget af sundhedsloven.
Vi har deltaget i arbejds- og styregrupper sammen med kommunerne Faxe, Lejre og Køge for netop at sikre implementering af indsatsplanen, relevant indhold i indsatsplanen og ikke mindst at øve os, forbedre os og tilpasse os selv og planen, inden den i 2017 udbredes nationalt.
Der er på vores arbejdsplads et højt fagligt niveau og et engagement i vores arbejde. Vores kolleger er kompetente, dygtige og stolte af deres fag og specifikke kvalifikationer. Vi kan godt lide vores arbejde og vores borgere, og vi ansporer hinanden til kontinuerlig nysgerrighed på vores arbejdsfelt, vores borgere og vores forskellige fagligheder.
Af samme grund bidrager vi med vores ressourcer og viden til netop projekter omkring særligt udsatte borgere og den koordinerende indsatsplan.
Vi tror på, at det giver mening, og at det for borgeren vil opleves meningsfyldt at have dette værktøj til brug for det tværsektorielle samarbejde.
Borgeren i centrum
Efter knap to år med særlig fokus på den koordinerende indsatsplan er det tydeligt, at det virker:
Borgernes trivsel forbedres, samarbejdet øges, de rigtige behandlingstilbud (kommunalt eller regionalt) tilbydes og iværksættes hurtigere og mere effektivt.
Vi har fået værdifulde samarbejdspartnere i regionens psykiatriske tilbud og endnu vigtigere: Vi har qua den koordinerende indsatsplan fået en øget tilgængelighed til dem og deres viden om borgeren og faglighed til gavn for vores borgere.
På vores arbejdsplads er borgeren ikke en platugle. Han er et menneske, og det er det menneske, vi ser og arbejder sammen med om at skabe positive, holdbare forandringer, som forhåbentlig kan give en øget livskvalitet igennem opnåede behandlingsmål – hvad enten det er reduktion af stof/alkoholindtag eller afholdenhed/stoffrihed.
Vi arbejder ud fra det behandlingsmål, borgeren kommer med. For nogle borgere gør det en verden til forskel at ryge 1,5 g hash dagligt i stedet for 6 g. Så er det målet. For andre er det løsningen at nøjes med at nyde alkohol i weekenden. For nogle borgere giver det ikke mening at arbejde med stoffrihed som mål. Det overordnede mål er primært en øget livskvalitet for borgeren. Og her er borgeren eksperten.
De sætter barren højere
Erfaringen, vi har gjort os, er, at proportionelt med, at Center for Alkohol- og Stofbehandling de sidste par år har haft fokus på at forbedre og udvikle samarbejdet med psykiatrien, og at vi på vores arbejdsplads har dygtiggjort os i disse borgeres specifikke behov, ændrer borgerens målsætning sig i behandlingsforløbet.
Vi erfarer, at flere borgere sætter barren højere i relation til reduktion og stoffrihed. Formodentligt fordi helheden omkring borgeren fungerer: Vi tager hånd om samarbejdet, om den kvalificerede og kompetente behandling angående misbrug og psykiatri, så borgeren oplever at kunne og turde arbejde ambitiøst med sig selv. Vi sikrer, gennem vores samarbejde med psykiatrien, at mindst en af os altid holder borgeren i hånden, og i perioder holder både vi og kolleger i psykiatrien borgeren i hænderne.
Vi ville gerne invitere Henrik Rindom (der medvirkede i udsendelserne, er psykiater med speciale i alkohol- og stofmisbrug, arbejder på Hvidovre Hospital og i Stofrådgivningen i København og er mangeårig debattør på misbrugsområdet, red.) på besøg på vores arbejdsplads. Vi ville gerne, at han selv oplevede den indsats, faglighed og borgercentreret behandling, vi tilbyder. At han mærkede vores menneskesyn og engagement. At han erfarede, at vores samarbejde med psykiatrien fungerer, fordi vi vil have det til at fungere.
Fordi vi ved, og borgerne giver udtryk for, at den samlede, tværsektorielle behandlingsindsats virker mest optimalt, når begge instanser tilbyder deres hænder – samtidigt eller parallelt.
Camilla Bjerregaard Jakobsen og Kristine Folkjær Leed er misbrugsbehandlere på CAS, Center for Alkohol-og Stofbehandling, Dobbeltdiagnoseteamet. De citerede retningslinjer fra Sundhedstyrelsen stammer fra ‘Retningslinjer for udarbejdelse af koordinerende indsatsplaner’, 2014.