Tag nu ansvar for de anbragte
Der er så mange ofre, fordi kommunerne simpelthen ikke hører, hvad der bliver sagt. De hører ikke, hvad børnene siger, og de hører ikke plejefamiliernes råb om hjælp
Borgerne har talt, og stemmerne er gjort op. Ude i byrådssalene i kommunerne er der mange nye ansigter, og herfra skal lyde et stort tillykke til både nye og erfarne, som kaster sig ud i byrådsarbejdet. For der er nok at tage fat på.
På det seneste har bl.a. en række dokumentarudsendelser i tv om børn anbragt uden for hjemmet tydeligt vist, at der ligger et kæmpe ansvar ude hos kommunerne. I en af udsendelserne spørges der: ‘Passer vi ordentligt på de børn, vi som samfund har taget ansvaret for?’ Og efter at have set både den og de øvrige udsendelser, må svaret være: ‘NEJ’.
For som seer til både udsendelserne om Tvind, plejefamilier og plejebarnet Michael fra Esbjerg bliver man vidne til kommuners lemfældige omgang med de børn, der er anbragt uden for hjemmet. Vi bliver vidne til plejebørn, hvis liv sættes i regneark, og som rykkes op med rode, for at kommunen kan spare penge. Det er skræmmende, forstemmende og en meget, meget kortsigtet økonomisk strategi. For børn, der ikke får den rette hjælp, bliver meget dyre i det store samfundsregnskab.
Der er så mange ofre, fordi kommunerne simpelthen ikke hører, hvad der bliver sagt. De hører ikke, hvad børnene siger, og de hører ikke plejefamiliernes råb om hjælp. Og taberne – det bliver først og fremmest børnene, som kastes rundt mellem forskellige tilbud, og dernæst er det plejefamilien og de biologiske forældre. På nogle af områderne – fx i forhold til plejefamilierne – har politikerne på Christiansborg forstået det. Med den seneste satspulje er der fulgt penge med et løft af området: et nyt grundkursus for alle familieplejere, intensivt opstartsforløb, løbende supervision, råd og vejledning. Der kommer en bedre tilsynsmodel, og vi ved, at der er planlagt drøftelser til foråret om aflønningen.
Nu mangler vi sådan set bare, at kommunerne tager ansvar og gør det, de skal. Fx at lave seriøs sagsbehandling. Ude i forvaltningerne skal man begynde at lytte – både til børnene og til faglighederne. Der skal geares op, og arbejdet skal organiseres, så man kan skabe de helt nødvendige rammer, som sikrer stabile anbringelser og understøtter fagligheden for familieplejere. Som et minimum skal vi kunne forvente, at man ude i kommunerne adskiller tingene, så man på det ene spor kører forhandling om løn- og ansættelsesforhold, og på det andet spor kan køre løbende dialog om løsning af opgaven omkring barnet.
Derfor er det så vigtigt, hvem der sidder ude i byrådene og prioriterer, hvilken indsats der skal laves i forhold til det enkelte barn.