icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
sparegris1128x600.gif
Skat

Undgå skattesmæk

Er du steget i løn, gået på efterløn eller har du fået nyt job i år, så er det en god idé at tjekke din forskudsopgørelse fra Skat. Her er et par gode råd til, hvordan du undgår et skattesmæk

Forskudsopgørelsen er Skats bud på, hvordan din skat bliver i det kommende år. De fleste oplysninger henter Skat automatisk fra din arbejdsgiver, bank, det offentlige osv. Du får også automatisk fradrag for dine kontingenter og ind­betalinger til fagforening, a-kasse, efterløn og fleksydelse.

Andre data bygger på tidligere års oplysninger, som fx dit kørselsfradrag. Når der sker større ændringer i din økonomi, bør du derfor rette din forskudsopgørelse, så du løbende betaler det rigtige i skat.

Vi har her samlet nogle af de vigtigste ting, du skal holde øje med, når du tjekker din forskudsopgørelse:

Nyt arbejde? Tjek løn og kørselsfradrag
Hvis du har mere end 12 km til din arbejdsplads, kan du få kørselsfradrag for de dage, hvor du kører til og fra arbejde. Vær også opmærksom på, om du i dit nye job går op eller ned i løn.

Boliglån – betaler du mere eller mindre i rente?
Er du boligejer og har omlagt dine lån i løbet af året, skal du huske at rette dit fradrag for renteudgifter. Ellers risikerer du at få et for højt fradrag og skal betale pengene tilbage. 

Med på udlejningsbølgen?
Hvis du udlejer din bolig, sommerhus eller et værelse, skal du også huske at registrere det på forskudsopgørelsen. Det gælder også, hvis du lejer din bil ud. 

På koloni med arbejdet?
Der er også mulighed for at få fradrag for såkaldte småfornødenheder, hvis du fx er på koloni med arbejdet, svarende til ca. 120 kr. pr. dag. Læs mere om reglerne på Skat's hjemmeside                  

Donation til velgørenhed?
Hvis du har givet penge til Røde Kors eller andre velgørende organisationer kan du få fradrag for det. Hvis organisationen har dit cpr-nr. bliver fradraget automatisk registreret, ellers skal du selv gøre det.

Andre ting, der kan få betydning
Du bør også ændre i din forskudsopgørelse, hvis du begynder eller stopper med at få SU, hvis du begynder at få pension eller efterløn, hvis du køber eller sælger bolig, starter virksomhed – eller bliver gift eller skilt.

Hjælp til forskudsopgørelsen

Har du brug for hjælp til at gennemskue din forskudsopgørelse, kan du ringe til Skat på tlf. 7222 2828 eller nå dem på deres chat: www.skat.dk/forskud. Prøv eventuelt Skats fradragsvejleder – et værktøj, der giver information om hvilke fradrag, der kan være relevante for dig.

Find fradragsvejlederen her

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder, Forbund og a-kasse