Weekendvagter var en kæp i hverdagshjulet

Vi oplevede, at den vigtige kontinuerlige indsats blev sat på stand-by, når personalet havde fri i hverdagene. Det var ikke til gavn for beboerne, som havde brug for strukturen

Lise Jordahn, forstander, Svendebjerggård

Større fokus i hverdagene

Svendebjerggård er et kombineret krisecenter og herberg med plads til 29 voksne og deres eventuelle børn. Der kan være både kvinder og mænd, som vil væk fra et voldeligt forhold, ligesom der kan være mennesker, der har taget en social deroute efter en skilsmisse. Der kan også være unge, som udover at være boligløse også har problemer med stoffer eller alkohol, mangler et netværk eller helt har mistet modet. Kort sagt er der mange forskellige mennesker, som af mange forskellige årsager har brug for at lære, hvordan de får dagligdagen til at fungere – og brug for støtte til at komme videre i livet.

De fleste af beboerne har forpligtelser i hverdagene. Nogle skal have kontakt til jobcenteret, andre til kommunen – og nogle skal op og på arbejde eller aflevere børn. Alle beboerne har tilknyttet en fast socialpædagog, som kender deres rutiner, aftaler og mål for opholdet, og som støtter dem i at følge planen og få tingene gjort.

Men i tiden før, de nye arbejdstider blev indført, var pædagogerne ikke altid på arbejde i hverdagene – og det betød, at der ikke altid blev fulgt op eller fulgt til dørs. Oplevelsen var, at tingene kunne gå i stå i flere dage, indtil den faste socialpædagog var tilbage.

- Det giver meget mere mening at være på arbejde, når vores samarbejdspartnere som skoler, jobcentre, andre organisationer og idrætsforeninger også er på arbejde. På den måde kobler vi os stærkere til den hverdag, der foregår ude i det omgivende samfund, og som beboerne skal ud og være en del af igen senere

Misforstået omsorg

Randi Ringgaard Christoffersen og Henriette Jespersen er begge socialpædagoger på Svendebjerggård. De fortæller, at de har fået nemmere ved at holde fast i den gode udvikling hos beboerne, når de er på arbejdspladsen alle hverdage.

Som eksempel nævner de en ung mand, som kom til Svendebjerggård, fordi han var hjemløs, var røget ud af flere uddannelser og havde det svært psykisk. På Svendebjerggård fortsatte hans liv i stand by-tilstand. Der blev ikke stillet høje krav til ham, fordi han jo havde det svært. Hvis hans faste socialpædagog ikke var på arbejde, fik han lov til at blive i sengen, hvis han helst ville det.

Men det har ændret sig siden.

– Vi fik lagt en ny plan sammen med ham med klare mål, og vi støttede ham ved at vække ham om morgenen og blive ved med at banke på døren, til han kom ud af fjerene. Det hjalp meget, at jeg gjorde det samme hver morgen fra mandag til fredag. Han har fortalt mig, at han ikke var kommet videre, hvis jeg ikke havde været så insisterende, siger Randi Ringgaard Christoffersen og tilføjer, at borgeren i dag er i beskæftigelse og har fået et sted at bo.

Nu bor de her, men om et års tid kan det være, at de bor alene. Det skal vi forberede dem på. Det er vigtigt, at vi ikke er en beskyttelse eller et værn mod omverdenen, men derimod en hjælp til at møde den

Lise Jordahn, forstander, Svendebjerggård

Også personalets muligheder for at mødes omkring enkelte beboere for at drøfte opholdsplaner eller særlige indsatser er blevet bedre. Tidligere kunne det være tæt på umuligt at finde datoer, hvor et helt team var på arbejde. Dermed blev der ikke handlet så hurtigt, som man gerne ville.

Tid til at pleje netværket

Weekenderne på Svendebjerggård ser også markant anderledes ud med de nye arbejdstider. I dag skal beboerne fx selv tage initiativ til lørdagsbrunch, hvis de vil have det, mens det førhen var personalet, der stod for at arrangere den fælles aktivitet. Efter de nye arbejdstider er det ifølge socialpædagogerne sket et par gange, at brunchen ikke er blevet til noget. Men så kommer beboerne alligevel til at savne det nok til, at de får det op at stå ugen efter.

– Vi forsøger at give ansvaret tilbage til beboerne. Tidligere har vi måske gjort dem en bjørnetjeneste ved at hjælpe dem med noget, som de ville have fået mere ud af at klare selv. Kunsten i socialpædagogikken er at hjælpe så lidt som muligt – men så meget, som det er nødvendigt. Det er en balance, siger Randi Ringgaard Christoffersen.

Tidligere var weekenderne fyldt med planlagte aktiviteter, og det betød, at beboerne ikke selv tog initiativ til at tage ud af huset og være sammen med venner og familie.

– Vi havde mange beboere hjemme, som syntes, det var fantastisk at være her og bage boller og lave bål i haven osv. Men det gjorde jo, at de ikke kom ud i verden og i kontakt med det netværk, de har, siger Henriette Jespersen.

For første gang i år bliver der heller ikke holdt juleaften eller nytårsfest på krisecentret, fordi beboerne skal holde det der, hvor de har relationer. Hvis de ikke har et netværk, kan de fx være hos Frelsens Hær eller andre organisationer, som holder jul.

– Nu bor de her, men om et års tid kan det være, at de bor alene. Det skal vi forberede dem på. Det er vigtigt, at vi ikke er en beskyttelse eller et værn mod omverdenen, men derimod en hjælp til at møde den, siger Lise Jordahn.

Der er stadigvæk personale til stede i weekenderne – typisk psykologi- og socialrådgiverstuderende – hvis opgave er at skabe sikkerhed og tryghed og hjælpe med enkelte praktiske ting.