icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
marie-sonneB.jpg
socialpædagogerne mener

Alle skal kunne deltage i demokratiet

Det er tåbeligt og udtryk for et forældet menneskesyn, at mennesker med handicap under §6-værgemål ikke må stemme ved folketingsvalg. Man må kunne lave et mindre vidtgående værgemål, der sikrer stemmeret, og stadig beskytter mod økonomisk uføre

  • / Foto: Ricky John Molloy

Ved kommunal- og regionsvalget tilbage i november måned sidste år skete der noget banebrydende: For første gang kunne mennesker med kognitivt handicap, psykisk syge og demente under værgemål sætte deres kryds i stemmeboksen. Det banede en lovændring i 2016 vejen for.

Men i går slog Højesteret fast, at mennesker med psykisk handicap, der har en økonomisk værge, og dermed er umyndiggjort, fortsat ikke skal have samme ret ved folketingsvalg.

Det er et menneskeretligt problem, at mennesker i vores samfund på den måde fratages muligheden for at deltage i demokratiet på lige fod med alle andre, mener næstformand i Socialpædagogerne Marie Sonne.

– Det er ganske enkelt tåbeligt. For et værgemål er jo ikke ensbetydende med, at man ikke forstår sig på, har en holdninger til eller kan være en del af det almene demokrati, siger hun.

I den konkrete sag har tre mænd og en kvinde med et psykisk handicap lagt sag an mod staten, fordi de ikke må stemme til folketingsvalg, da de har en værge til at varetage deres økonomi. Idet de i retlig forstand er gjort umyndige, mister de ifølge Grundloven stemmeretten til folketingsvalg.

Men FN’s Handicapkonvention slår tydeligt fast, at ingen må miste stemmeret på grund af et handicap. Ligesom det strider imod al snak om inklusion og samfundsdeltagelse, mener Marie Sonne.

– Det virker fuldstændig modstridigt, og er for mig at se er udtryk for et forældet mennesyn. Det viser, at vi endnu ikke har et samfund med den åbenhed og forståelse for menneskelig mangfoldighed, som vi burde, siger hun.

Sagsøgerne tager nu sagen videre til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Men Institut for Menneskerettigheder foreslår, at politikerne herhjemme indfører et nyt og mindre vidtgående værgemål, som indebærer, at man stadig kan få beskyttelse mod at havne i økonomisk uføre, hvis man har brug for det, men hvor man ikke er tvunget til at miste stemmeretten til folketingsvalg.

Enhedslisten lægger nu et beslutningsforslag om netop dette i folketingssalen, som man ifølge partiet er lykkedes med i Sverige. Både Venstre, Socialdemokraterne og De Radikale er parate til at drøfte forslaget. Og det hilser Marie Sonne velkommen.

– Det er vigtigt dette her, fordi vi lever i et demokratisk samfund. Og i et demokratisk samfund tæller alle borgeres stemme – dem bør der ikke sorteres i, siger hun.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogerne mener, Forbundsnyheder