Der er knas i forældresamarbejdet
Hver fjerde familieplejer eller socialpædagog oplever, at samarbejdet med anbragte unges forældre kun er nogenlunde eller decideret dårligt, viser ny analyse. Det er vanskeligt, men også afgørende at få forældresamarbejde til at fungere, lyder det
Den unge bliver negativt påvirket af samværet med sin mor. Mor forstyrrer i hverdagen. Mor holder ikke aftaler. Det er ifølge socialpædagoger og familieplejere de hyppigste årsager til, at samarbejdet mellem anbringelsessted og biologiske forældre ikke fungerer godt – efterfulgt af, at mor er ‘negativt stemt’, ‘stiller urimelige krav’ og ‘er aggressiv’. Det viser en ny specialanalyse, som VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd har lavet for Socialpædagogerne.
Analysen er baseret på forskningscentrets forløbsundersøgelse af anbragte 15-åriges hverdagsliv og udfordringer fra 2016. Her har 59 pct. af de medvirkende 566 anbringelsessteder svaret, at samarbejdet forløber ‘godt’ eller ‘meget godt’. Men hver fjerde vurderer samarbejdet som ‘nogenlunde’, ‘mindre godt’ eller decideret ‘dårligt’, mens de resterende 16 pct. svarer, at der ingen kontakt er til mor.
– Der er ingen tvivl om, at det er et svært samarbejde. Det fungerer ikke bare af sig selv. Der skal gøres en stor indsats, og det er vi helt sikkert ikke gode nok til endnu, siger seniorforsker og ph.d. fra VIVE Mette Lausten, der står bag specialanalysen.
Skærmer børnene
Spørger man børnene på de samme anbringelsessteder, er der lidt flere – nemlig 78 pct. – der vurderer, at samarbejdet mellem anbringelsesstedet og deres forældre er godt. Det ser Mette Lausten som et udtryk for, at de voksne formår at skærme børnene for uenighederne.
– Det ser dog ud til, at plejefamilier har sværere ved at skjule det dårlige samarbejde, end personalet på en døgninstitution. Det giver for mig at se god mening, da relationen mellem plejeforældre og plejebørn oftest er tættere og mere familiær, siger hun.
Mette Lausten tilføjer, at de unge, der oplever knas i samarbejdet mellem anbringelsessted og mor eller far, trives dårligere end unge, hvor samarbejdet er gnidningsfrit, ligesom mor rangeres som den vigtigste person i mange af de unges liv. ‘Fordi hun er mor’, som børnene svarer.
Vi ved, at det er afgørende for, at børnene kan udvikle sig, rumme hverdagens udfordringer og bruge energi på deres eget liv frem for at bekymre sig om forældrenes
Verne Pedersen, næstformand, Socialpædagogerne
Det er utilfredsstillende
Derfor er det også bekymrende, at kun knap 60 pct. vurderer, at samarbejdet med mor er godt, mener næstformand i Socialpædagogerne Verne Pedersen.
– Det er et vanskeligt arbejde. Men det er også et vigtigt arbejde. Derfor skal vi arbejde målrettet på at få tallet op. For vi ved, at det er afgørende for, at børnene kan udvikle sig, rumme hverdagens udfordringer og bruge energi på deres eget liv frem for at bekymre sig om forældrenes, siger hun.
Løsningen er for Verne Pedersen at se, at kommunens sagsbehandler, anbringelsesstedet og forældrene udarbejder en klar handleplan for samarbejdet fra anbringelsens begyndelse – om alt fra antallet af sms’er over indkøb af vintertøj til samvær.
– En handleplan er et oplagt sted at starte og en god forudsætning for alle. Og fokus skal være på at få samarbejdet til at fungere. Det er sagsbehandlers ansvar at tage hånd om samarbejdet, og fungerer det ikke, har vi ansvar for at følge op. Der er ingen vej udenom – det er et benhårdt, målrettet arbejde, siger hun.
Forældrene skal flyttes
FBU Forældrelandsforeningen er forfærdet over, at samarbejdet ikke fungerer i flere tilfælde. Her ser man samme løsning.
– Sådan en aftale kan virke firkantet, men det er vigtigt, at alle kender spillereglerne fra start. De fleste forældre vil jo rigtig gerne samarbejde og vil gerne forstå, hvorfor anbringelsesstedet gør, som det gør. Der kan være tilfælde, hvor samarbejdet kræver hårdt arbejde, men det burde lykkes i langt flere tilfælde, siger landsformand Alice Sørensen.
Seniorforsker Mette Lausten tilføjer, at der skal gøres en langt større indsats for at flytte forældrene, hvis forældresamarbejdet skal køre bedre. Det er en indsats, der hverken kan løftes af en enkelt socialpædagog eller en enkelt sagsbehandler.
– Undersøgelser viser, at forældrene ikke bliver rykket i forhold til uddannelse og beskæftigelse, imens barnet er anbragt. Det er en krævende opgave, der koster tid og penge. Den kan man ikke løfte alene – det skal ske på tværs af forvaltninger. Men man kan som socialpædagog og familieplejer rykke sin opfattelse af, hvad der er vigtigt. Så må andre rykke forældrene, siger hun.