icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
lønstatistik

Det tjener lederne

Et smugkik i ledernes lønstatistik viser, at antallet af medarbejdere, man har ansvar for og lederniveau betyder mest for lønnens størrelse.

Hvad tjener mine lederkolleger? Hvordan ligger jeg selv i feltet? Det kan du snart få svar på, for en ny statistik over de socialpædagogiske ledernes lønninger er på vej. Statistikken er endnu ikke klar til offentliggørelse, men vi har taget et smugkik på de kommunalt ansatte ledere.

Lønnen afhænger især af hvor stort et ledelsesområde og ansvar, en leder har. Lønmæssigt kan de kommunale ledere deles op i fire typer opdelt efter størrelse. I denne sammenhæng er størrelse et spørgsmål om, hvor mange medarbejdere, man har under sig, og om man er leder for mellemledere. 

De højeste lønninger findes for ledere af type A, som er ledere for mellemledere, og som har et lønbudget på mere end 30 mio. kr. årligt, svarende til ca. 75 ansatte. De ”mindste” ledere, som er ledere for ansatte i basisstillinger, har et lønbudget på max 10 mio. kr. årligt, svarende til ca. 25 ansatte.

Som det fremgår af grafikken er der også forskel på, hvad lederne indenfor de enkelte typer tjener. For lønnen afhænger selvfølgelig også af andre ting, som fx hvad den enkelte leder har af kvalifikationer, forklarer faglig konsulent hos Socialpædagogerne Tue Bjergborg.

– De højere lønnede ledere har typisk selvstændigt personale- og budgetansvar, mens en del af de lavere lønnede ikke har selvstændigt ansvar, men dog medansvar. Og så har de højere lønnede ledere i reglen lidt flere års erfaring som leder og mellemleder og ofte også lidt mere efteruddannelse, siger Tue Bjergborg.

Den samlede statistik er under udarbejdelse og forventes færdig i løbet af foråret. Her vil man kunne finde lønoplysninger og statistik både for mellemledere og for privat og regionalt ansatte ledere. 

Datagrundlaget for statistikken er en spørgeskemaundersøgelse udsendt til Socialpædagogernes medlemmer i leder- og mellemlederstillinger fra nov/dec 2017.

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Ledere og mellemledere