icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
OK-logoB.jpg
OK 2018

Nu kommer forhandlingerne i gang

Forhandlingsfællesskabet anerkender, at der nu foregår forhandlinger om lærernes arbejdstid, og det betyder, at alle forbund går i gang med at forhandle – tidspresset er vokset, men Socialpædagogernes formand tror fortsat på et godt resultat

De har ventet og trippet – men nu kan de komme i gang, Socialpædagogernes OK-forhandlere. Lærerne er nu involveret i reelle forhandlinger med arbejdsgiverne, og dermed er betingelsen opfyldt for, at Socialpædagogerne og de øvrige forbund kan gå i gang med deres forhandlinger.

Nu kan de så skydes i gang med møder både ved ’det store bord’ med forbundenes fælles delegation og arbejdsgiverne og ved forbundenes egne borde om specielle krav.

Forbundene på lønmodtagersiden blev for måneder tilbage enige om, at der skulle ægte forhandlinger til om lærernes arbejdstid, før de ville begynde på nogen andre forhandlinger. Den lovdikterede arbejdstidsaftale fra 2013 skal afløses af en forhandlet aftale, har kravet lydt, og det skal der forhandles om, før de øvrige forbund ville gå til forhandlingsbordene. Det vurderes så at være en realitet nu:

Vi har stået skulder ved skulder for, at lærerne skulle have muligheden for reelle forhandlinger. Jeg er glad for, at det lykkes

Benny Andersen, formand, Socialpædagogerne

- Vi har stået skulder ved skulder for, at lærerne skulle have muligheden for reelle forhandlinger. Jeg er glad for, at det lykkes, siger Socialpædagogernes formand, Benny Andersen, der fortsat tror på fine muligheder ved forhandlingsbordet:

- Nu går vi i gang. Vi er ikke i mål endnu, og der fortsat kan komme bump på vejen. Men ja, jeg tror på et godt resultat, siger han.

Tidspres

Når forhandlingerne nu starter sker det mere end en måned, efter parterne har udvekslet krav, og godt et par uger efter det første store forhandlingsmøde skulle have fundet sted. Det betyder, at der er et vist pres på forhandlerne, hvis den oprindelige tidsplan skal overholdes. Ifølge den skal forhandlingerne være afsluttet med udgangen af februar.

Mens tidsplan og aftaler for forhandlingerne pusles på plads i de kommende dage, er Socialpædagogernes formand, Benny Andersen, stadig positiv:

Jeg var meget fortrøstningsfuld efter vores møde om kravene med KL før jul, og nu ser vi frem til komme i gang med at forhandle. Det er sådan, ved forhandlingsbordet, vi kan komme frem til et resultat, vores medlemmer kan have gavn af

Benny Andersen, formand, Socialpædagogerne

– Jeg var meget fortrøstningsfuld efter vores møde om kravene med KL før jul, og nu ser vi frem til komme i gang med at forhandle. Det er sådan, ved forhandlingsbordet, vi kan komme frem til et resultat, vores medlemmer kan have gavn af, siger han.

Den stand by-tilstand, der har været gældende, har heller ikke rykket på de krav, Socialpædagogerne møder op med, forsikrer Benny Andersen:

Klare krav

- Vi har fået et tydeligt signal fra vores medlemmer, og vi møder fra lønmodtagersiden op til forhandlingerne med krav om reallønsfremgang og med krav om en markant indsats for ligeløns- og lavtlønsområdet. Og derudover har vi fra Socialpædagogerne en række krav og ønsker, som vi vil forfølge i de kommende uger: Når det handler om løn, har vi sigte på både grundlønnen, pensionsprocenterne, kvalifikationslønforløbet og etablering af fritvalgsordninger. Der skal styr på aftalerne om deltid, tryghedspuljen og kompetencefondene skal føres videre, ligesom vi kommer til bl.a. at snakke arbejdsmiljø og en modernisering af koloniaftalen. Det bliver intenst, men vi skal nok nå i mål med rigtig mange ting, siger Benny Andersen.

 

Du kan følge med i OK-forhandlingerne på www.sl.dk/ok2018 og på Benny Andersens facebook-side via www.kortlink.dk/sr8q

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogerne mener, Forbundsnyheder, Forbund og a-kasse