icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Studiestart

Velkommen på ­pædagoguddannelsen

Kære pædagogstuderende, velkommen på pædagoguddannelsen. Velkommen på Danmarks vigtigste uddannelse. Du har valgt at uddanne dig til at kunne varetage en af samfundets vigtigste opgaver. Uanset om du i sidste ende bliver specialiseret inden for dagtilbud, skole/fritid eller social/specialområdet, så skal du ud og gøre en forskel i alle samfundslag. Der er brug for dig både i toppen og i bunden, og det kræver noget af dig at opnå den viden, det kræver at kunne begå sig hen over hele paletten af opgaver, en pædagog skal kunne håndtere. 

Du skal igennem din uddannelse tilegne dig så meget viden som overhovedet muligt. Det skal du ikke kun på studiet sammen med dine undervisere og medstuderende, men også på egen hånd. Pædagoguddannelsen får i disse tider skarp kritik for den dalende kvalitet, for de få undervisningstimer, for det lave faglige niveau og ikke mindst for den faldende studieintensitet. 

Du tager altså fejl, hvis du tænker, at det bliver piece of cake. Du får ikke den uddannelse, det pædagogiske område har brug for, alene på dit uddannelsessted. 

Det kræver noget at blive en dygtig pædagog i uddannelsesrammer, hvor der år for år bliver skåret på økonomien. Regeringen har igen i år vedtaget en finanslov, der indeholder 2 pct.-nedskæringer på hele uddannelsesområdet. Samlet set skal der alene på pædagoguddannelsen spares over 180 mio. kr. frem mod 2021. De penge kunne bruges på at sikre flere undervisningstimer, give mere forberedelsestid til underviserne og til at gøre en massiv indsats for at få kvaliteten på uddannelsen op igen. 

Undersøgelser viser, at noget af det, der fungerer bedst på pædagoguddannelsen, er det sociale. En vigtig del af den pædagogiske faglighed er fællesskaber, og jeg kan garantere dig, at du de næste tre et halvt år aldrig kommer til at være alene. 

Du skal ikke være i tvivl om, at de mennesker, du møder på din vej gennem uddannelsen, ønsker det bedste for dig. Det gælder også, når du skal i praktik. Pædagogstuderende skal være alt andet end bare billig arbejdskraft. Vi skal være dem, der kommer med ny og vigtig viden. Vi skal være dem, der tør være kritiske, og vi skal være dem, der kommer med fornyet energi til vores stolte profession. Det er os, der er fremtidens stolte pædagoger.

PLS er de pædagogstuderendes fagforening og studieorganisation, og er du medlem, vil du kunne supplere, udvide og målrette din faglighed sammen med os. Du kan deltage i faglige og relevante arrangementer på dit studiested, du kan deltage i workshops og aktivaftener, og du kan som medlem af PLS deltage i arrangementer hos både Socialpædagogerne og i BUPL.

I PLS afholder vi kursusweekend to gange årligt. Det er gratis for vores medlemmer at deltage, og vi dækker udgifterne til transport, kost og logi. Næste kursusweekend er den 9.-11. marts. Kurset består af forskellige kursuslinjer og har fokus på pædagogikkens kreative og faglige fællesskaber. Formålet er at bidrage til den kreative dannelse på pædagoguddannelsen. Der åbnes for tilmeldinger til kursusweekenden ca. en måned før; følg med på vores facebook og hjemmeside.


Ditte Samuelsen er faglig sekretær i Pædagogstuderendes Landssammenslutning, PLS. Læs mere om PLS og meld dig ind på www.pls.dk

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Debat, Uddannelse, Grunduddannelse