icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
arbejdstid

Deltid set med lederbriller: Puslespillet skal gå op

Mange socialpædagoger arbejder på deltid – nogle ufrivilligt. Hvordan ser deltidsproblematikken ud fra lederens perspektiv, når man skal balancere hensynet til medarbejdernes ønsker og hensynet til økonomi og vagtplaner?

Hvis man ønsker sig en fuldtidsstilling, er en ansættelse på nedsat tid ikke drømmejobbet – men det er imidlertid vilkåret for mange socialpædagoger. En ny rundspørge, som Socialpædagogerne har lavet, viser, at ca. hver tredje af dem, som arbejder på deltid, gerne vil have flere timer. De fleste af dem har også forsøgt at komme op i tid, men uden held. Deltidsproblematikken er udbredt på det socialpædagogiske område, som Socialpædagogen har belyst i de seneste udgaver, men hvordan ser det ud fra et lederperspektiv? Vi har spurgt forstander på ICT/Lyngtoften, Birgitte Wold, hvordan hun oplever at jonglere med timeregnskabet og få stillingskabalen og de ansattes ønsker til at gå op.

Som de fleste andre socialpædagogiske ledere har hun både fuldtids- og deltidsmedarbejdere ansat. Hun peger på, at man som leder har brug for fleksibiliteten i at have ansatte på deltid.

– Man er nødt til at bruge deltidsansatte for at få det til at hænge sammen. Det handler om at få enderne til at mødes. Rent matematisk kan man bedre løse opgaven, jo flere hænder der er. Vi har fx behov for ekstra hænder om morgenen, når beboerne skal op, og igen når de kommer hjem fra deres dagtilbud, og der skal laves mad i husene. Jeg kan fuldt ud forstå ledelsesperspektivet i det, og jeg genkender det dilemma og det pres, der er på lederne for at få økonomi, faglighed og ordentlighed til at hænge sammen, siger Birgitte Wold.

Hvad gør du, hvis du har medarbejdere, der gerne vil op i tid?

– Når vi har ledige timer, så sender vi en mail ud til de deltidsansatte om, at der er en ledig stilling, og man kan lægge billet ind på de ledige timer. Det er jeg forpligtet til ifølge overenskomsten. Ansatte på deltid har fortrinsret til ledige timer, så de bliver spurgt, før stillingen bliver slået op. Bagefter ser jeg så på, hvordan vi kan få det til at hænge sammen. Men det er ikke uden problemer. Det er et puslespil at få det til at gå op. Vi hiver og trækker og finder løsninger i den konkrete situation.

Selvom denne procedure kommer Birgitte Wolds aktuelle medarbejdere til gode, ser hun et skisma i at splitte en ledig fuldtidsstilling op og dele ud af timerne.

– Hver gang vi tager timer fra en fuldtidsstilling, så bliver der færre timer tilbage i den stilling, som vi skal slå op. Det betyder, at en ledig fuldtidsstilling bliver til en ledig deltidsstilling, og dermed er vi jo med til at producere endnu flere deltidsstillinger.

Langt flere kvinder end mænd er på deltid – hvad tænker du om ligestillingsproblemet i det?

– Jeg synes altid, at man skal have ligestillingsperspektivet i baghovedet. Det gælder jo også for de kvinder, der selv ønsker at gå ned i tid. Jeg kan godt se, at kvinderne søger deltidsstillingerne i højere grad end mændene. Så kan det være, de ønsker at komme op i tid senere. Jeg synes ikke, vi fastholder nogen. Og uanset om man er mand eller kvinde, er det et problem, hvis man gerne vil op i tid.

Hvad er dit råd til de ledere, der har svært ved at imødekomme de ansattes ønsker om at komme op i tid?

– Jeg har ikke nøglen til, hvordan man løser det. Situation er forskellig fra organisation til organisation. Nogle gange kolliderer principper med virkeligheden. Men hvis det volder store problemer, så må man jo gå i dialog med sin forvaltning eller rejse det i personaleafdelingen. Eller man kan gå til andre lederkolleger og høre, hvordan de løser det.

Reglerne siger

I aftalen om deltidsansattes adgang til højere timetal står:

”Når der på tjenestestedet opstår ledige timer, skal disse udbydes til allerede deltidsansatte, før der kan ske udbud af ledige timer eksternt […]” § 4 stk. 3

Se hele aftalen: Aftale om deltidsansattes adgang til højere timetal

Forhandlingsfællesskabet har lavet en vejledning: Vejledning om deltidsansattes adgang til et højere timetal

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Ledere