Her er mit liv

Jeg er selv tidligere plejebarn – og jeg ville gerne selv have haft sådan en bog fra mine forældre

Frank

Dåseskjul og udeleg - uden computer og smart phone
Frank er ikke i tvivl om, at han er med til at skabe noget vigtigt for hans døtre, når han arbejder med at fylde barndomsminder i bogen.

- I bogen fortæller jeg om mig selv, så pigerne får lidt at vide om, hvem jeg er. Fx hvordan jeg er vokset op, hvordan jeg havde det i skolen, hvad jeg kunne lide af musik, hvad mine forældre sagde til mig som lille osv. Mine piger var små, da de blev anbragt, og når man kun ses et par timer om måneden, så går al den slags tabt. Man når ikke at tale om de dybe ting, når man kun ses kort tid, forklarer Frank.

Han kan langt fra huske alle detaljer fra et turbulent liv med bl.a. skilsmisse fra pigernes mor, og det er ikke lutter lagkage at sidde og rippe op i ikke altid rosenrøde minder fra det levede liv. Men missionen med at videregive sin historie er vigtig, føler Frank.

- Min lillesøster hjælper mig med at huske detaljerne, at vi legede dåseskjul, altid var ude og lege, og at vi hverken havde telefon eller computer. Hun har gemt alverdens billeder, som jeg kan kopiere og sætte ind i bogen og give videre til pigerne. Selvom det gør ondt at huske tilbage på hårde tider, så gør jeg det gerne for mine døtre, for det her bliver vigtigt for dem. Jeg er selv tidligere plejebarn – og jeg ville gerne selv have haft sådan en bog fra mine forældre, forklarer Frank.

Vigtigt bidrag til børnenes fremtid

Projektleder for Min Historie og socialpædagog Pernille Pedersen beundrer forældrene, som ofte  selv har haft et svært liv, for at give deres vigtige bidrag til børnenes fremtid.

– Jeg synes, det er så modigt af forældrene at stå frem og forsøge at gøre noget for deres børn – at de stadig har lyst til at bidrage til deres barns liv, selvom det vækker svære minder og børnene kan være ude af syne i det daglige. Samtidig rummer de hinanden og lytter til hinanden – og alligevel går vi alle altid glade derfra – fyldt op af glæden over at se, at forældrene trives med at mødes og tale om de her svære ting, siger Pernille Pedersen.

Plejebørn bliver splittede 
Niels Peter Rygaard er cand. psych. og medstifter af Fairstart Fonden, der uddanner plejefamilier og børnehjemsmedarbejdere over hele verden. Det internationale forskernetværk bekræfter, hvor vigtigt det er at støtte forholdet mellem forælder og plejebarn gennem anbringelsen, selv om det ofte kan være vanskeligt.

– Forskningen viser, at plejebørn, når de er gamle nok til at forstå, at de er i en plejefamilie, bliver bedre voksne af at opleve respekt for deres forældre og have kendskab til deres familiehistorie. Dels fordi mange børn vender tilbage til deres forældre efter anbringelsen, dels fordi det er vigtigt for barnets egen skabelse af en positiv voksenidentitet. Skal plejebarnet lande velfungerende i voksenlivet, er det derfor essentielt, at der ikke er konflikter mellem plejeforældre og forældre, fordi det skaber en loyalitetskonflikt og dermed en spaltning i barnet, forklarer Niels Peter Rygaard.

Han bifalder livshistoriebøgerne og projektet Min Historie, som Familieplejen Bornholm står bag.

– Det er efter min faglige vurdering en glimrende måde at styrke den udfordrede relation mellem barn og biologisk forælder på, mener han.

En kærlighedshandling fra forældrene

Med forælderens egne ord får barnet deres historie, liv og minder med sig – som et bevis på, at man for evigt er forbundet. Og dét betyder alverden for plejebørnene.

– Det påvirker deres evne til at kunne danne relationer til andre mennesker resten af deres liv, og relationer er afgørende for, om man får et godt liv. Større børn og unge har også brug for at forstå, at deres familie måske har kæmpet med følgerne af tab og traumer i flere generationer, og deres anbringelse derfor ikke er deres skyld, forklarer Niels Peter Rygaard.