Institutioner, der ikke er institutioner
Deres personlighed ændres. De lærer at gøre, som de får besked om, ofte venlig besked, men dog noget, der ligner ordrer
Vi tager endnu en tur i tidsmaskinen og hvirvler tilbage til – ja, til hvilket år? Hvornår var det, at man i Socialpædagogen kunne læse om tre emner, der såmænd lige så godt kunne være taget ud af denne udgave af fagbladet: Uddannelsen af socialpædagoger, ungdomskriminalitet og udsatte og handicappedes boligforhold.
Det er centerleder Jens Eriksen, der i et debatindlæg skriver, at det trods velvillige forsøg ikke er lykkedes at skabe ‘menneskevenlige institutioner’. Særligt bo-institutionerne opfatter han ofte som ‘en krænkelse af mennesker’. Men de mennesker, det handler om, og som skal bo der ‘i mange år, sommetider i et helt liv’, har ‘almindeligvis ikke kræfter og mod til at protestere mod de vilkår, der bydes dem’.
‘De affinder sig med det uundgåelige og tilpasser sig. De finder ind i institutionsrytmen og -rutinen. Personale og pårørende opfatter det tit sådan, at klienterne er tilfredse og har opnået en harmonisk tilværelse. De er ‘veltilpassede’, hedder det i fagsproget’, skriver han – men tilføjer:
‘Det er de nok ikke, men de resignerer’.
Jens Eriksen peger på, at de ‘mister en del af deres selvstændighed, og deres personlighed ændres. De lærer at gøre, som de får besked om, ofte venlig besked, men dog noget, der ligner ordrer’.
‘Samtidig med at de fysisk trives, sløves de. […] De mister en del af deres privatliv, undertiden det hele’, skriver han og peger afsluttende på et paradoks:
‘Jeg mener at have konstateret, at ønsket om en menneskelig institutionstilværelse tit bedst er imødekommet i huse, som ikke umiddelbart er egnet til det’.
Samme år kaster cand.pæd. og seminarielærer John Aasted Halse sig ind i debatten om uddannelsen af socialpædagoger. Hvilke kvalifikationer skal den give, spørger han med hele tre spørgsmålstegn efter.
Med afsæt i bogen ‘Uddannelsens politiske økonomi’ peger han på det ‘yderst modsætningsfyldte mht. hvilke kvalifikationer man ønsker, samt hvordan de skal opnås’. På den ene side ret vide rammer, på den anden side ret skrappe eksamenskrav.
På sigt er det derfor ‘nødvendigt med en ændring af dels de institutioner, hvor undervisningen foregår, altså seminarierne, dels en ændring i viden såvel som holdninger i lærerstaben generelt’, slutter John Aasted Halse sit indlæg i bemeldte år.
Ja, og så var der godt nyt på kriminalitetsfronten, lød det i en artikel i bladet: ‘Der stjæles mindre end før. Folk på gaden vil næppe tro på rigtigheden af denne gode nyhed. Men det er sandt. Danmark har som det eneste land i Europa oplevet en nedgang i tyveriernes tal, på trods af økonomisk krise og vældig ledighed. Tør man håbe på, at tendensen holder’, lyder det optimistisk spørgende i indledningen på artiklen.
En del af forklaringen er ifølge kriminologen Flemming Balvig en mentalitetsændring blandt de unge – de er indstillet på at yde og ikke bare nyde:
‘Vi mener, at politiske reaktioner på problemer meget vel for den enkelte kan fremstå som et alternativ til kriminalitetsmæssige reaktioner’, anfører han.
Befolkningen tror dog stadig, at kriminaliteten stiger og kræver flere betjente. Men at faldet i kriminaliteten skulle skyldes mere politi på gaden, afviser han:
‘Positiv sammenhæng mellem storkenes og fødslernes antal i et område er heller ikke bevis for, at det er fuglene, som kommer med de små børn’.