icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
anbragte børn

Nyt fokus på manglende handleplaner

Flere anbragte børn har ikke en handleplan, selv om det er et lovkrav. Men nu bliver der taget flere initiativer for at sikre handleplaner for anbragte børn. Det skriver Børne- og Socialministeriet i et svar til ombudsmanden

Ombudsmanden har undersøgt en række sager om handleplaner.  20 sager ud af 26 gav anledning til kritik. Det fik i maj 2017 Ombudsmanden til at opfordre Børne- og Socialministeriet til at kigge nærmere på området. Og i december kom der svar fra ministeriet.

På baggrund af Ombudsmandens sager har ministeriet nu bedt Ankestyrelsen om at foretage en undersøgelse af kommunernes arbejde med at sikre kvalitet i indsatsen for anbragte børn og unge med specifikt fokus på handleplaner.

Dertil kommer, at kommuner med gennemgående problemer i forhold til arbejdet med handleplaner vil få tilbud om et besøg af Ankestyrelsens læringsteam.

Ministeriet har desuden bedt Socialstyrelsen om at gå i dialog med de fem socialtilsyn for at belyse, i hvilket omfang anbringelsesstederne får udleveret relevante dele af handleplanen.

Derudover har ministeriet drøftelser med KL, så det sikres, at der også fra KL’s side er løbende fokus på at sikre, at reglerne vedrørende handleplaner overholdes.

– Det er godt nyt for de anbragte børn, at myndighederne nu vil sætte yderligere fokus på handleplaner. Det er nemlig meget vigtigt, at kommunerne udarbejder handleplaner for anbragte børn, og at anbringelsesstederne kender de relevante dele af handleplanerne, siger Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen.

Ombudsmandens Børnekontor vil også fremover være opmærksom på, om kommunerne har styr på handleplaner for anbragte børn, fremgår det af Ombudsmandens hjemmeside.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Familiepleje