icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Ligeloen-figurer.jpg
Ligeløn

Vigtigt politisk udspil om ligeløn

Enhedslisten har i dag fremsat forslag om ekstraordinær pulje til ligeløn, som Alternativet har tilsluttet sig. Nu mangler vi bare, at de øvrige politiske partier træder på speederen, lyder meldingen fra fire store fagforbund, herunder Socialpædagogerne

Dem, der er børn i dag, vil med al sandsynlighed arbejde på et arbejdsmarked, hvor det er kønnet, der bestemmer lønnen, når de bliver voksne. Med mindre der er politisk vilje til at sikre højere løn til traditionelle kvindefag, hvor lønnen stadig er lav.

Derfor vækker det glæde i fire store fagforbund, Socialpædagogerne, Sundhedskartellet, FOA og BUPL, at Enhedslisten netop har fremsat et beslutningsforslag om at afsætte en ekstraordinær pulje til at skabe ligeløn, som Alternativet har tilsluttet sig.

– Med det her forslag er der åbnet et vindue, og vi håber naturligvis på, at flere politiske partier nu vil bakke op om forslaget, så vi reelt får en effekt. For det nu, der for alvor skal vises handling og vilje til at sikre ligeløn for danske kvinder, siger formand for Socialpædagogerne, Benny Andersen.

Forbund håber på tilslutning

I efteråret var de fire store forbund fælles om at sende en appel til politikerne på Christiansborg i forbindelse med overenskomstforhandlingerne på det offentlige område. Den appel har Enhedslisten og Alternativet nu grebet og foreslår helt konkret, at der afsættes en pulje til at skabe ligeløn. Det vil kræve tilførsel af ekstra midler til overenskomstforhandlingerne, hvis disse krav skal indfries – og den åbning håber de fire fagforbund, at andre politiske partier vil tilslutte sig.

Den aftalemodel, vi har på det offentlige arbejdsmarked, kan ikke løse hele ligelønsproblemet. Derfor er vi nødt til at række ud over de igangværende overenskomstforhandlinger. Det handler i bund og grund om værdier – og om hvilket menneskesyn, der skal være det bærende i vores samfund

Benny Andersen, formand Socialpædagogerne

Bred opbakning under OK-forhandlinger

Under de igangværende overenskomstforhandlinger er det lykkes at få opbakning fra samtlige 51 organisationer i Forhandlingsfællesskabet til at rejse et krav over for de offentlige arbejdsgivere om at gøre noget ved lavtløn og ligeløn.

Det fælles OK-krav er af mindre størrelsesorden. Men det sender et rigtig vigtigt signal til de folkevalgte på Christiansborg om, at kollegerne i Forhandlingsfællesskabet gerne vil være med til at gøre noget ved ligelønnen - vel vidende, at det ikke er alle offentligt ansatte, der får del i den del af OK-midlerne. Det afgørende bliver, at politikerne gør noget aktivt for at lukke løngabet på det danske arbejdsmarked.

 – Den aftalemodel, vi har på det offentlige arbejdsmarked, kan ikke løse hele ligelønsproblemet. Derfor er vi nødt til at række ud over de igangværende overenskomstforhandlinger. Det handler i bund og grund om værdier – og om hvilket menneskesyn, der skal være det bærende i vores samfund, lyder det fra Benny Andersen.

Lønsystem skabte ulighed

Uligheden i løn mellem mænd og kvinder blev skabt for mange år siden ved en politisk beslutning i 1969. Dengang lavede man et nyt lønsystem, som indplacerede kvindefag på et lavere løntrin end mandefag. Kvindens løn skulle ses som en biindtægt, fordi manden var hovedforsørger. Og det uretfærdige udgangspunkt fra dengang har hængt ved lige siden.

Derfor opfordrer de fire fagforbund politikerne til at tage ansvar.

– Uligheden blev skabt politisk for 50 år siden. Derfor skal politikerne også tage ansvar og finde en politisk løsning i dag, lyder det fra BUPL, Sundhedskartellet, FOA og Socialpædagogerne.

Læs mere om OK 2018 på vores kampagneside sl.dk/ok18

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder, Overenskomst